And Just Like That ...

For 23 år siden skabte Sex and the City røre med fire kvinder i hovedrollerne. De var over 30, de var singler, de elskede sex – også at tale om det.

Det lyder banalt i dag, men dengang var det uset og ganske chokerende for mange.

Hvordan holder man sig så relevant efter seks sæsoner og to film, hvoraf den første var halvdårlig og den sidste elendig?

Livet som kvinde i 50’erne med mere livserfaring og nye udfordringer burde være interessant, når selskabet er vittigt, og tøjet er fedt.

Men And Just Like That … laver en maveplasker.

Da det sker allerede i første afsnit, bliver jeg nødt til at nævne det. Man kan i øvrigt mærke det komme galopperende med hundrede kluntede kilometer i timen.

Mr. Big dør!

Stålsatte Charlotte får overtalt Carrie til at udsætte en tur på landet, så hun kan overvære adoptivdatterens klaveroptræden. Mens Lily giver en fyrig udgave af den dramatiske tredje sats af Beethovens Måneskinssonaten, krydsklippes der kvalmefremkaldende til Big, som alene hjemme tager en intens omgang træning på motionscyklen.

Han får et hjerteanfald, men er ikke helt død, da Carrie kommer hjem. Han sidder op ad brusenichen, og i stedet for at ringe efter en ambulance som et normalt menneske skriger Carrie og stavrer hen til ham. Hun vælter rundt, Manoloerne bliver våde, og Big dør i hendes arme.

Et tragisk-romantisk øjeblik, men mest af alt pinligt.

Håndteringen af tab kunne sagtens være et tema i universet, men det bliver turneret overfladisk.

Veninderne går stadig på café, og Charlotte kritiserer Miranda for ikke at farve sit grå hår. Hun ser gammel ud, og gud forbyde at de ligner kvinder på 55, som de er.

Hvis Miranda i det mindste bare havde spurgt, om det er mere passende at fylde botox i fjæset – som Charlotte har – ville der have været noget at reflektere over.

Serien prøver ellers desperat at være woke.

Den gamle serie er set med nutidens øjne ældet virkelig dårligt. Veninderne var trans- og homofobiske og serien utroligt hvid og snobbet.

Nu er der en ny karakter med. Che – spillet af nonbinære Sara Ramirez – er queer-vært for en podcast, som Carrie bliver ansat på som cis-kønnet medvært. Men Carrie bliver et lallende fjog, da hun bliver spurgt, om hun onanerer.

”Sådan er du jo ikke,” udbryder Miranda chokeret, da Carrie fortæller om episoden og bekræfter hende i, at det var upassende.

Hallo!

”Carrie Bradshaw knows good sex … and isn’t afraid to ask,” står der på siden af bussen, der passerer Carrie i seriens ikoniske intro. Og pilotafsnittet handler om kvinder, der vil have sex som mænd – altså sex uden følelser.

Carrie skabte sit navn på at skrive sexklummer, hvor hun har udstillet sin politikerkæreste, der tændte på urinsex. Hun har fortalt om sine veninders dildo-afhængighed, om at slikke andre mennesker i røven og se porno med tøserne.

Hvordan kan snak om sex pludselig være et problem? Hvis det er tiden, der har ændret Carrie, så sig det dog højt. Det er okay at ændre sig.

Den frigjorte Samantha er desværre ikke med, fordi skuespiller Cattrall i virkeligheden er kommet på kant med showets stjerne Sarah Jessica Parker.

Held i uheld, for nu fremstår hun som den eneste med et gran integritet.

Miranda er ved at efteruddanne sig, fordi hun er i krise over verdens tilstand. De evige taxaer er skiftet ud med den mere miljøvenlige subway, og hun prøver ihærdigt på at være en god allieret for undertrykte.

Men hun bliver kastet under bussen allerede i første afsnit, hvor hun tager en medstuderendes køn for givet og roder sig ud i en tåkrummende snak om sin sorte undervisers fletninger.

Det falder ikke i god jord, og spørgsmålet trænger sig på, om serien egentlig prøver at tage kønsidentitet og racisme seriøst. Eller gør den grin med det?

Det er ironisk, at der kun er gået få minutter, inden Charlottes adoptivdatter sidder i sofaen og siger, at hun blev reddet af sin mor. Det er åbenbart gået serieskabernes næse forbi, at transnational adoption i disse år er under heftig kritik.

Carrie og Co. er boomer-agtige som bare pokker, og hele serien emmer af at være en pengemaskine.