Anden akt

Hvad er tid værd?

Da fysioterapeuten Eva (Lena Olin) endelig går på pension, finder hun hurtigt ud af, at hun blot får flere timer i døgnet til at stirre på kalenderen, hvor søndagens alt for korte frokost med sønnen er eneste opmuntring.

Tid til at støvsuge en masse møbler, som hendes ikke-eksisterende gæster skal sidde i.

Og tid til at sukke længselsfuldt over den mappe med interrailplaner, som hun og eksmanden lagde for deres pensionstid, inden han forlovede sig med genboen.

Når man først er kommet sig over det chokerende faktum, at Lena Olin rent faktisk er 68 år og altså gammel nok til at være pensionist, bliver man omgående rørt af hendes utroligt ensomme tilværelse, som desværre er langt fra unik.

Castingen af Olin er interessant.

Havde man fundet en mere grå type, havde Evas situation virket mindst lige så deprimerende og uretfærdig, men også nærmest uundgåelig.

Men når Eva spilles med Olins stædige livsstyrke, ungdommelige sårbarhed og utrolige skønhed virker det direkte naturstridigt, at hun skal udsættes for alderdommens ondskabsfuldheder.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at en kvinde som hende skal finde sig i at lytte til eksmandens havebryllup fra sit soveværelse, tænker man.

Trodsigt påtager Eva sig et sidste job som hjemmeterapeut for den ustyrlige skuespiller Harald (Rolf Lassgård). Han har brug for genoptræning efter et hjerteanfald, så han kan blive klar til at spille Cyrano på den store scene.

Herfra er det forbløffende nemt at regne ud, hvad der skal ske. Eva lærer Harald at gå igen, og Harald lærer Eva at leve. Sød musik opstår, og så kører den ellers derfra.

Men som Morten Korch sagde efter premieren på De røde heste: ”Sø’suppe, det er da også en go’ ret.”

Ikke mindst, når bouillon er krydret med sublimt spil fra svensk films allerbedste.

Olin formår på en og samme tid at gøre Eva til en stærk, moden kvinde og den søde, generte pige i klassen, som krøller sig bedårende sammen, hver gang lyset falder på hende.

Kropssproget er konstant på tærsklen til at åbne sig, men vægten af 40 års skuffelse holder den lukket.

Lassgård er lige så kantet, som Olin er blød. Han gør Harald til en larmende, omskiftelig bulderbassediva med et uimodståeligt djævelsk gavtyvesmil. En naturkraft af en anden verden.

Men midt i karismaen tilføjer han gang på gang små ubehagelige vredesudbrud, der gør Harald mindst lige så faretruende som betagende.

For er lykken at falde i armene på en mere passioneret og imponerende mand? Eller er det naivt at tro, at man kan tæmme en ustoppelig kaosmaskine, når man ikke engang kunne holde sin vattede eksmand på sin egen side af vejen?

Eva skal finde sin egen mening med livet uden mænd – inklusive sønnen og hans veganske kæreste, som ikke vil have kötbullar og får Eva til at føle sig endnu mere slidt og forældet.

I første omgang gør hun det ved at gå til barquiz med en gruppe excentriske og livsglade stamgæster, som hun hurtigt kommer til at holde af.

”Hvor har vi kæmpet,” siger Harald på et tidspunkt, men hverken hans rehabilitering eller Evas bøvl med selvværdet føles særligt meget som en kamp, selv om tegn på alderdommens smerte viser sig pletvist i skuespillernes spil.

Og så bliver det efterhånden en lille smule svært at have ondt af 68-årige pensionister med for meget tid til sig selv, når mange af os andre nok først stopper på arbejdsmarkedet omtrent 70 år efter jordens undergang.

Men takket være de brillante skuespillere lader man sig alligevel rive med af det lette drama og hepper på Evas rolige frigørelsesprojekt.