Først faldt Det Hvide Hus, så faldt hele London.
Ud fra titlen kunne man håbe, at den tredje film i Has Fallen-serien ville lade hele Jordens atmosfære med engle, gud og godtfolk styrte ned om ørerne på Gerard Butler og Morgan Freeman.
I stedet er det symbolsk Butlers stormumlende Mike Banning, der falder mere eller mindre engleagtigt, da han bliver forrådt fra alle sider.
Efter i de to første film – Olympus Has Fallen og London Has Fallen – at have dræbt samtlige koreanske og pakistanske soldater bliver Secret Service-agenten nu gjort til syndebuk for et attentat på præsidenten (Freeman). Banning må forsvare sig imod det vildledte politi – uden at dræbe dem denne gang.
Det minder umiskendeligt meget om Taken 3, hvor Liam Neeson efter i de to første film at have dræbt alle i Europa to gange bliver gjort til syndebuk og må forsvare sig imod myndighederne.
Det er med andre ord ikke den mest originale idé, som Robert Mark Kamen, Matt Cook og Ric Roman Waugh har præsteret i manuskriptet. Men der er alligevel et par småting, som gør englens fald noget blødere, end det var tilfældet i de forrige film.
Selvfølgelig er det stadig umuligt at ignorere den komiske machotilbedelse, der er at finde i replikudvekslingerne.
Det er imponerende, hvor mange gange to mænd kigger alvorligt på hinanden og forsvarer deres glorificerede psykopati med sætningen: ”Vi er løver.”
Den sidste gang virker det, som om Gerard Butler er ganske få sekunder fra at bryde ud i, hvad der sikkert havde været et hæderligt løvebrøl.
Den kiksede hypermaskulinitet bliver imidlertid tålelig og nærmest charmerende i Angel Has Fallen, fordi instruktøren forsøger at forklare den med et fadertraume.
Hvis nogen har undret sig over, hvilket faderligt forbillede stenmanden Mike er vokset op med, så får man svaret her. Filmens klart mest underholdende figur er nemlig Mikes far, Clay.
Nick Nolte giver sin bedste Tom Waits-parodi i rollen som den ældre Vietnam-veteran, der på klodset og nærmest nuttet vis på to minutter bliver bedste venner med den søn, han forlod i en ung alder.
De to har da også en hel del tilfælles: psykiske problemer, kompetencer ud i heltemodigt massemord og en stærk dialekt fra mumle-provinsen.
Noltes rolle er god, fordi han med sin blotte tilstedeværelse stiller spørgsmål ved konsekvenserne af den soldatermentalitet, som regerer i alle tre film. For måske er Mike ikke kun sej. Måske er han også bange. Filmen når aldrig længere end det, men om ikke andet viser det antydningen af selvindsigt, at den overhovedet prøver, og det gør den lysår mere sympatisk end forgængerne.
Filmmagerne har tydeligvis også været bevidst om, at det lille Nolte-show er klart det stærkeste, de har kørende for sig. For filmen er udstyret med en af de underligste scener efter rulleteksterne i disciplinens historie. Den viser far og søn, der forsøger at konfrontere deres krigstraumer på atypisk vis, men det føles, som var den fra en anden film.
Ellers er Nolte mest god, fordi han virker, som om han gider filmen.
Det er mere, end man kan sige om Morgan Freeman, der smiler sig så søvnigt igennem samtlige scener, at det virker som en ganske naturlig udvikling, da han ligger i koma halvdelen af filmen.
Action er der masser af, og sommetider er den ganske kreativ. Men af en eller anden grund har man valgt at henlægge de bedste scener i mørke. Resultatet er, at man bliver i tvivl om, hvilken silhuet man skal holde med.
Alligevel er det svært at være vred på Angel Has Fallen, der virkelig forsøger at udforske den komplekse soldatermentalitet. Selv om det fejler, bliver det aldrig kedeligt, og mumle-venskabet mellem Butler og Nolte gør det faktisk hyggeligt.
Kommentarer