The Angels’ Share

Alvorlige, politiske, socialt indignerede Ken Loach har med The Angels’ Share skabt en komedie, man bliver beruset af. Det foregår ved hjælp af whisky, masser af whisky,

en god portion charme og sublime skuespillerpræstationer. Filmen bygger sig selv op som en lykkelig brandert og foretager en vidtløftig rejse fra Glasgows hårde gader til det skotske højland.

Vi starter på jorden i typisk Ken Loach-land, hvor der nu også er godt at være – altså hvis man er tilskuer og ikke en af de involverede, for de har det hårdt. Den voldelige, meget unge Robbie (Paul Brannigan) sidder foran dommeren og er ved at ryge i fængsel, men fordi hans kæreste Leoni (Siobhan Reilly) venter barn, slipper han med samfundstjeneste.

Han kommer på hold med en flok andre udskud. Blandt andre den afsindigt bøvede Albert (Gary Maitland), tyvetøsen Mo (Jasmin Riggins) og den kantede, utilpassede Rhino (William Ruane). De klovner sig gennem dage med malerarbejde i en offentlig bygning, ledet af den skrappe, men i virkeligheden kærlige tilsynsførende Harry (John Henshaw). Kun Harry har ambitioner på de unges vegne. Ingen af de fire umuliusser nærer nogen illusion om, at 300 timers samfundstjeneste gør dem til bedre borgere.

Tilmed har Robbie sin svigerfar og dennes familie på nakken. Svigerfaren har kæmpet sig op fra underklassen og vil ikke acceptere proletaren Robbie, som bliver overfaldet, da han vil se sin nyfødte søn. Volden lurer overalt, og i en frygtelig god scene bliver Robbie, som vi instinktivt holder af, sat over for en ung mand, han har tævet halvt ihjel, i et konfliktråd. Ken Loach og manusforfatter Paul Laverty er nådesløse. Der er ingen undskyldning for Robbies handling. Han har ødelagt et menneske. Men han må vælge: Vil han fortsætte ad samme vej, eller vil han tage sig sammen og hive sig selv op af voldens sump?

Så kommer whiskyen ind i billedet. Kenderen Harry tager holdet på udflugt til et whiskydestilleri. Robbie har intet forhold til livets vand, som er den oprindelige betydning af ordet ”whisky”, men det viser sig, at han har næse for det. Han kan smage nuancerne og evner at beskrive dem. Han låner bøger om whisky, kommer med Harry til whiskysmagning, får kontakt til en herre (Roger Allam),

der lever af at købe sjældne malts til en rigmand, og nu får Robbie ideen til det, der skal bringe ham væk fra Glasgow. En sagnomvunden whisky, der kun findes én tønde af, skal

på auktion i højlandet og forventes solgt for et millionbeløb. Tænk at få fingre i nogle flasker af den, så er ens lykke gjort. Robbie og hans venner trækker i kilt og udgiver sig for at være The Carntyne Malt Whisky Club. Han udtænker en plan, og resten af filmen handler om, at banden prøver at føre den ud i livet.

Her kunne historien snildt være væltet. Tænk at dreje en solid, socialrealistisk fortælling ind på et luftigt duftspor, der fører os højt op i humorens rige, blandt gæve kupkomedier og en underfundig film som Masser af whisky fra 1949 om skotske øboeres kamp for at beholde et parti bjerget whisky. Kuppet i Loachs film er ikke særlig farligt eller stort, men det vil få uoverskuelige konsekvenser for de unge, hvis de bliver opdaget.

Titlen The Angels’ Share er en betegnelse for den del af whiskyen, der fordamper og forsvinder. Det er både et begreb, der kan jongleres med af lyssky feinschmeckere, og et, der anerkender, at spiritus virkelig er destilleret ånd. Dufte, man hverken kan se eller høre på lærredet, er et stærkt filmisk fortælleelement. Jeg er hverken whiskykender eller -drikker, men de gyldne dråber og karakterernes reaktioner på dem giver filmen liv og smag.

The Angels’ Share ligner en kommende klassiker.