DR genudsender Simon Bang og Martin Sundstrøms dokumentarfilm Angrebet på Shellhuset i anledning af Ole Bornedals flamboyante, men også meget melodramatiske Skyggen i mit øje.
De to film handler om bombningen af Shellhuset og Den Franske Skole på Frederiksberg den 21. marts 1945. Men i modsætning til Bornedals skæbnesvangre plot, hvor fiktive personer væves ind og ud af historiens gobelin, lader Bang og Sundstrøm deres signalement sobert handle om ”Operation Karthago”.
Nemlig præcisionsbombningen, som Royal Air Force havde specialiseret sig i, og som i Danmark første gang blev brugt mod Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet i oktober 1944.
Denne gang skulle en lignende mission gennemføres i København og være endnu mere målrettet og så vidt muligt skåne de indespærrede modstandsfolk, der sad under taget og blev brugt som skjold. Målet var først og fremmest at destruere Gestapos arkiv, så tyskerne ikke kunne bruge det til at optrevle den danske modstandsbevægelse.
Var angrebet en succes eller fejltagelse?
Sådan spørger filmen chefnavigatør Edward Sismore, der planlagde og deltog i bombetogtet. Den eftertænksomme, ældre herre, som døde kort før filmens premiere, betragter det mest som en fejltagelse.
Militærstrategisk var missionen den perfekte storm, men som han selv siger: Hvad er prisen på uskyldige børns død?
Et af de britiske fly ramte en lysmast og styrtede ned ved Den Franske Skole. Flere af de efterfølgende piloter troede, at målet lå under røgen, og kastede deres bomber dér, hvilket kostede 86 skolebørn og atten voksne livet.
Da en af de overlevende elever ser RAF-helte i 1945 lægge en krans ved skolens ruin, er de i hendes øjne gemene mordere. For alle andre er de helte – selv for de forældre, som mistede børn, da skolen brændte og braste sammen.
De britiske sejrherrer optræder ulasteligt høviske og er kun en smule kålhøgen i de optagelser, som er samtidige eller nogle år efter krigen.
Det er først langt senere, at de miltære tømmermænd melder sig. Optagelserne af andre overlevende og modstandskvinden Dorthe Røssel, som så sin far torteret til ukendelighed i Shellhuset, giver os missionens følsomme motiv: at befri mishandlede modstandsmænd.
Det gælder medlemmet af Frihedsrådet, Mogens Fog, der mirakuløst slap ud med de fleste fanger. Mens frihedskæmperen og senere filminstruktør Henning Carlsen med spontan glæde ser arkiverne brænde og kammeraterne undslippe.
Begge er dog enige om, at prisen var høj for Danmarks blodigste dag under Besættelsen. De civile tab var selvfølgelig småting i sammenligning med andre bombardementer ude i den store verden, men det forklejner imidlertid ingen tragedie nok så lille og beskeden.
Det er dokumentarens store fortjeneste, at den med historisk akkuratesse og interviews aldrig bliver rørstrømsk sentimental eller overkritisk bagklog.
Krig er krig, og selv ædelt motiv og strategisk nødvendighed har en beskidt vrang. Tingene græder, hedder det hos gamle Vergil, over krigens realistiske rædsler, hvor de nøgne kendsgerninger taler for sig selv.
Det er således herligt, at man i Angrebet på Shellhuset lægger tingene på skærmen uden at rekonstruere begivenheder med sætstykker, skuespillere, dramatiske tableauer og opskruet iscenesættelse. En stil, som ellers er blevet en mare for mange af vor tids dokumentarfilm.
Selv om filmen på tre kvarter formår at fortælle den virkelige historie med fakta, forbliver Operation Karthago noget af en gåde. En barsk sandhed er, at uden fejltagelsen med Den Franske Skole var de fleste indespærrede danskere formodentlig blevet slået ihjel af de engelske flyvere. Nu døde kun otte af fangerne.
Men den egentlige og dybere grund til, hvorfor en så dødsens farlig mission gennemføres på et tidspunkt, hvor krigens afslutning tydeligvis er forestående, er og bliver et spørgsmål.
Svaret blæser stadigvæk i røgen fra bomberne.
Kommentarer