Serieanmeldelse
14. nov. 2016 | 20:17

Animal Kingdom

Foto | TNT
Familien Cody elsker strandliv og poolfester, men har også en svaghed for stoffer, kriminalitet, løgne og manipulation.

Ny tv-serie er en testosteronbombe, hvor drengerøvsstemning sammenflettes med et familiedrama, der ikke formår at overdøve macho-eksplosionen.

Af Jens Steinicke Kjær

Tænk, hvis dit liv ændrede sig fra den ene dag til den anden og gik fra triviel depressionstilstand til et adrenalinfyldt, men farligt eventyr.

Det er en drøm, som ofte er blevet opfyldt i filmens og tv-seriernes verden. Sådan gik det for Harry Potter, og sådan var det for Ryan Atwod i en af nullerens største teenageserier, Orange County.

Nu opfylder den nye tv-serie, Animal Kingdom, drømmen igen, men resultatet er ikke helt så ophidsende. Serien bygger på historien fra David Michôds 2010-film af samme navn.

Piloten har en stærk åbningsscene, som er taget direkte fra filmen. Den unge Josh (Finn Cole) sidder i en sofa og stirrer tomt ind i fjernsynet ved siden af sin livløse mor. Ambulancefolk kommer ind af døren og konstaterer hurtigt, at moren er død af en heroinoverdosis. Desperat ringer Josh til sin bedstemor Janine Cody (Ellen Barkin), der hurtigt kommer og henter ham.

Josh bliver indlogeret i Janines store hus beliggende i en lille by ved vandet i det sydlige Californien.

Her introduceres han for sine festglade fitnessonkler, der ikke har set ham, siden han var fem år gammel. De tæller Barry ”Baz” Blackwell (Scott Speedman), som egentlig ikke er Josh’ rigtige onkel, da Baz som barn blev adopteret af Janine, fordi hans forældre ikke kunne tage vare på ham.

Janines ældste søn hedder Andrew ”Pope” Cody (Shawn Hatosy) og er lige kommet ud fra fængslet. Han er en creepy fyr. Han har sociopatiske træk og holder af at stå nøgen i haven om natten og kigge på månen.

Den mellemste søn, Craig Cody, er den største i flokken og elsker at knalde damer og suge så mange stoffer op i hovedet som muligt.

Yngstebroren er Deran Cody (Jake Weary), som minder meget om de andre, men hans seksualitet afviger fra Cody-normen.

Der går ikke mere end et poolparty, før Josh finder ud af, at hele familien lever af at lave kriminalitet. Janine er familiens leder, og alle kalder hende Smurf, som elegant bliver oversat til Smølfen i Viaplays undertekster. Hendes karakter minder en hel del om den benhårde Gemma Teller fra bikerserien Sons of Anarchy.

Hendes højre hånd er Baz, som leder de tre brødre, når de skal ud og lave knæk eller det, der er værre. Men da det er Smølfen, som sidder på pengene, bliver Cody-brødrene med tiden bitre over, at de skal lave det hårde arbejde uden selv at kunne få den største del af kagen.

Der er altså splid i familien fra start, og hver af brødrene har deres egen skræddersyede hemmelighed, som ingen af de andre kender noget til.

Det hele lugter af sæbeopera, og lugten er ikke særligt frisk. Karaktererne ligner indtil videre skygger af mere helstøbte og interessante karakterer fra andre tv-serier, og manuskriptet er ret forudsigeligt.

Serien vil gerne fremstå som en farverig adrenalinbombe. De unge mænd surfer, spiller paintball og kører motorcykel efter alle testesteron-klichéernes regler. I en lækkert filmet scene springer de alle endda i faldskærm og laver drengestreger i luften.

Det kan være underholdende at se på, men da det ikke har nogen betydning for historien, havde drengerøvsscenerne nok passet bedre ind i en ny Teenage Mutant Ninja Turtles-film.

Serien har masser af nøgne damer, festmusik og drengerøvsæstetik, der formår at skabe en eskapistisk stemning af Californication. Skuespillerne fejler heller ikke noget, og specielt Ellen Barkin og Scott Speedman leverer nogle overbevisende præstationer som familiens tyngede overhoveder.

Men plot- og karaktermæssigt rykker serien ikke med mange hjerneceller. Animal Kingdom fungerer bedst som en teenagedrøm om at lave dumme ting på en strand i Californien.

Trailer: Animal Kingdom

Kommentarer

Titel:
Animal Kingdom

Land:
USA 

År:
2016 

Serieskaber:
Jonathan Lisco 

Medvirkende: 
Finn Cole, Ellen Barkin, Scott Speedman, Shawn Hatosy, Ben Robson, Jake Weary. 

Spilletid:
Ti afsnit af cirka en time 

Anmeldelse:
Ti afsnit 

Premiere:
9. november på Viaplay

© Filmmagasinet Ekko