Årets afgangsfilm fra The Animation Workshop i Viborg byder på zombier med samlivsproblemer, en legesyg prinsesse med en livlig fantasi og et ekstremt ulækkert optrin i lægens venteværelse.
Der er styr på animationen, men i flere af filmene halter historierne. Og for andet år i træk er to tredjedele af filmene helt ordløse.
Der er en klædelig spændvidde i afgangsfilmene, der både tæller 3D-animation, stop-motion og klassisk tegnefilm samt faktisk også et ægte, levende realfilm-menneske. Vi kommer også omkring så forskellige genrer som musikvideo og mockumentary, mens instruktørerne og animatorerne viser tekniske færdigheder.
Afgangsfilmene har endnu engang svært ved at udnytte det korte format til at fortælle medrivende. Kun en enkelt film skiller sig ud på det punkt. Det betyder, at årgang 2017 lander et sted midt imellem. Men de små film giver dog smagsprøver på talentet, der afgjort er til stede i Viborg.
Alle filmene kan ses på Ekko Shortlist.
Stellar
I en grå og dyster storby, der ligner en computerchip set fra oven, går ensomme mennesker rundt. Deres skridt er langsomme og bevægelserne tøvende.
Men pludselig begynder en vrimmel af blå-orange sfærer at flyde gennem luften: bundter af farvestrålende energi, der samler sig til en enorm, glødende kerne. Enkelte af den grå bys indbyggere lader sig suge ind i kernen, som afslører en vild og underfuld verden langt fra hverdagens farveløse monotoni.
Laura Højberg Kunovs Stellar er en stilig og velproduceret musikvideo, der legende kombinerer teksturer, materialer og farver i animationen, som indgår i et sømløst samspil med den pulserende, men også ret uinteressante musik.
Man fornemmer en flig af en fortælling om moderne individer og en søgen efter noget ægte. Men Stellar er mere form end indhold, og mens den skinner på overfladen, ville det have klædt filmen at gå et spadestik dybere.
Cream
En forhutlet bums pisser i en potteplante og bliver kvalt i en softice. En mand forvandler sig til en klump svævende kød, og hans kone føder, mens en gammel dame river hende i håret. Da spædbarnet ligger på gulvet i lægens venteværelse, går hun sin vej. Og hendes mand, den svævende klump, følger med.
Cream er en grim og ulækker film, og det er instruktør Lena Ólafsdóttirs store fortjeneste.
Stop motion-filmen er en bizar og grotesk komedie, hvor liv, død og menneskelig dårskab forenes i en farceagtig pantomime med en konfrontatorisk og næsten menneskefjendsk grundtone.
Men Cream er også godt gammeldags sjov.
Filmen kigger om bag facaden, hvor mennesker er afstumpede og uciviliserede. Og de mange nærbilleder af kropsåbninger og -væsker skaber – i kontrast til venteværelsets pastelfarver og muzak – en både grinagtig og afskyvækkende stemning.
Whale Heart
En hvalfanger har udviklet en sær metode til at dræbe sit bytte. Eller rettere en metode til overhovedet at være i stand til at dræbe. Og nu skal han lære sit barske og blodige fag videre til sin eneste søn.
Whale Heart foregår i et isoleret samfund, der er helt afhængig af hvalfangsten. Men omdrejningspunktet er den store smerte, som er forbundet med at slå hvalerne ihjel.
Desværre er den tavse fortælling om faren og sønnen og det livsfarlige erhverv til tider svær at følge. Nogle sammenhænge forbliver uklare, og den symbolladede billedfortælling giver Whale Heart et for trægt, allegorisk udtryk. Den meget højtidelige grundtone får yderligere tyngde af farveholdningen med dystre grå og blodigt mørkerøde nuancer.
Whale Heart er teknisk veludført, men kommer aldrig ud over sin egen fascination af fortællingens hovedmotiv, og derfor får Robert Allens film ikke harpunen i publikum.
Se Whale Heart på Ekko Shortlist.
Dark Dark Woods
I Dark Dark Woods får en lille, køn prinsesse nok af at være en lille, køn prinsesse!
Overvældet af strenge nonners undervisning, kedelige pligter og royalt ansvar forsvinder hun ind i et drømmeagtigt skovunivers uden for kongeslottet. Her finder hun venner i mystiske væsener og eventyr i fortryllende omgivelser, men hun finder også lysten til at vende hjem igen.
Emile Gignoux’ lille hyldest til fantasi og barnlig nysgerrighed er en charmerende fortælling om vovemod og kreativitet, som benytter sig af en række klassiske eventyrmotiver.
Samtidig er Dark Dark Woods nok den blandt afgangsfilmene, der har det mest kommercielle udtryk. Det betyder dog ikke, at den stiliserede streg ikke både er elegant og levende. Tværtimod!
Dark Dark Woods kunne sagtens ligne noget fra en stor europæisk filmproduktion, og Emile Gignoux og holdet af animatorer har ramt et udtryk med stor appel. Måske gemmer der sig en storslået eventyrspillefilm i Dark Dark Woods.
Se Dark Dark Woods på Ekko Shortlist.
Less Than Human
I Steffen Bang Lindholms mockumentary, Less Than Human, følger vi et kamerahold på reportage i et karantæneramt boligbyggeri efter en zombie-epidemi. Journalisten Steve vil bevise, at rehabilitering af de smittede ikke er mulig. Men for rullende kamera dukker den venlige og snakkesalige zombie Andy op.
Sammen med sin brovtende og benløse zombiemakker Don har Andy været i karantæne i seks år. De savner verden udenfor og længes efter et normalt liv. Less Than Human starter som halvfjollet dokumentar-spoof, men udvikler sig overbevisende til et medrivende og indfølt lille optrin, hvor de to zombievenners følelser får frit løb.
Less Than Human er den eneste film i årets afgangskuld med dialog. Og det er samtidig den klart mest vellykkede.
Kombinationen af zombiefilm og parforholdsdrama resulterer i en original, sjov og faktisk også rørende lille historie, der på få minutter formår at tegne nuancerede karakterer, levere raffinerede jokes og skabe personligt drama.
Se Less Than Human på Ekko Shortlist.
Nachthexen
I 1942 oprettede den sovjetiske hær en bombefly-eskadrille alene bestående af kvindelige piloter. Tyskerne gav dem navnet ”Nachthexen”.
Julie Herdichek Batzers film med navn efter natheksene benytter både farvestrålende tegnefilmanimation og realfilmoptagelser til at fortælle historien om en af de kvindelige bombeflyvere og hendes seje veninde Katja, der døde i tjeneste.
Det er uklart, om Nachthexen rent faktisk er en dokumentar, men det fjerner intet fra den fascinerende historie.
Sammenklippet af actionfyldt tegnefilm og intime nærbilledoptagelser af en gammel dame, der drikker te og bladrer i et fotoalbum, skaber en fin kontrast mellem krig og hjemmeliv, som udgør ekspilotens lange liv.
Animationen er livlig og nærmer sig forsigtigt en grafisk sovjetisk æstetik. Faktisk kunne man ønske, at Nachthexen i sin animation tog skridtet fuldt ud og lod Sovjets grafiske propaganda smitte mere af på stregen.
facebook
twitter
Kommentarer