Animationsfilm fra Filmskolen 2014

På især to områder er afgangsfilmene fra Den Danske Filmskoles animationslinje bemærkelsesværdige.

Først og fremmest er niveauet overraskende højt i en række produktioner, der imponerer med ofte mageløse billedsider, som med undtagelse af små skønhedsfejl sagtens kan konkurrere med store studieproduktioner.

Derudover stritter årets afgangsfilm i ekstremt forskellige kunstneriske retninger, der hver især brændemærker instruktørernes personlige signatur.

I de seks afgangsfilm, der i praksis er fem film og et computerspil, præsenteres vi således for både klassisk 2D-tegnefilm, collageanimation i serieformat, stopmotion-film, 3D-animation og et arkadespil til tablets.

Lyden af Louis’ venner (4 stjerner)
Kristian Nordentofts film er utvivlsomt programmets mest komisk-absurde. Den er i virkeligheden tænkt som pilotafsnittet til en serie, der forhåbentlig kan realiseres i fremtiden.

Vi følger den stenede dagdriver Louis, der iført uldsweater og alenlange dreadlocks boltrer sig i et bassin af skæve eksistenser og skøre optrin, som ikke desto mindre har klangbund i virkeligheden.

Lyden er nemlig optaget dokumentarisk over én dag. Derefter er billedsiden tilført en montagestil, der ælter animation og realoptagelser sammen og sender hilsner til South Parks primitive collagestil.

Louis møder anarkisten Dieter i Braband Haveforening, og dialogen er lige så sjov, som den er spøjs. Ideen virker lovende, og så er det forfriskende med en konceptuel nytænkning af kortfilmformatet. Men det vil helt klart kræve en række afsnit at blive insider i Louis’ abstrakte univers.

Plantman (4 stjerner)
Computerspillet Plantman bliver bedømt på lidt andre præmisser end animationsfilmene. For selv om man præsenteres for en introduktion og efterfølgende afprøver spillet på en iPad, er det vanskeligt at få det fulde indtryk af den kæmpemæssige produktions mange niveauer.

Dennis Nielsens spil foregår i en neongrøn fremtid anno år 2289, hvor den kaffeglade opsynsmand Andy bekæmper gigantiske insekter i et labyrintisk laboratorieunivers. Banerne er opbygget i platformsniveauer. Man bliver hurtigt grebet af de enkle, men udfordrende gåder og missioner, der udfordrer både logikken og brugerens fingerfærdigheder på en tablet.

Designet indeholder små brister, men er overordnet meget stilrent og (børne)venligt og inkorporerer på nostalgisk vis det pixelerede udtryk fra klassiske arkadespil i sit typografiske layout.

Sort (5 stjerner)
David Adlers slagmarksdrama Sort er optaget ved hjælp af motion capture-teknik, hvor man overfører rigtige skuespilleres bevægelser til et digitalt animeret univers.

I et dunkelt inferno af projektiler og granatglimt følger vi to soldater på Vestfronten i 1916, der er fanget i et skyttegravshul. Den ene har et på samme tid imponerende og gruopvækkende ansigt, hvor næse og ører er brændt væk. Den anden er så ung, at han aldrig har fået et kys.

Stilen er realistisk, dyster og ekstremt voldelig og indkapsler fornemt slagmarkens gru i et hæsblæsende antrit. Mellem kaskaderne af giftgas og rullende tanks finder de to soldaterkammerater desuden tid til kærlighed i et overraskende plot-twist. I et felt af stærke afgangsfilm er Sort den mest markante og skræmmende.

Whole (5 stjerner)
William Reynish fortæller en historie om kærestesorg og selvværd, der er glimrende fortalt gennem en simpel men visuelt imponerende 3D-animation.

Mira har bogstavelig talt hul i maven efter at have mistet sin kæreste og må på bedste Alice i eventyrland-facon på en rejse til en psykedelisk drømmeverden for at genvinde troen på sig selv. Her mimer sjove og frastødende fabeldyr personerne fra pigens virkelige liv i et univers, der virker inspireret af den kendte danske (gade)kunstner HuskMitNavn.

Whole tangerer det sukkersøde, og stemmerne sidder ikke altid lige i skabet, men 3D-animationens virkemidler udnyttes maksimalt gennem grafiske og hypnotiserende tunnellandskaber og står i kontrast til 3D-animerede danske spillefilm som Olsen Banden på de bonede gulve, hvor effekterne virker klægt påklistrede

Ø (4 stjerner)
Her er programmets mest artistiske indslag! Mai Ulrikka Sydendals Ø udtrykker sig mere gennem stemninger end konkret handling. Man kredser om en oldgammel eremit, der er mere medtaget end Grauballemanden og bor på en lille klippeø.

De fotorealistiske billeder fortæller historien gennem antydningens kunst ved at fokusere på detaljer som kogende kartofler og støvet porcelæn. En natsværmer bibringer fortællingen en sært drømmende, magisk-realistisk dimension.

Den enkle og blåtintede scenografi er først opbygget som en miniaturemodel, og herefter er filmen optaget ved hjælp af stopmotion-teknik. Det er uhyre gennemført og må have taget en evighed. Derfor er det ærgerligt, at fortællingen om den gamle mands mikrokosmos ikke kommer lidt længere omkring.

Jeg er din (4 stjerner)
Både hvad angår stil og historie er Jeg er din et nostalgisk tilbageblik. Fortællingen udspiller sig i Sverige i 1889 og handler om generalen Vilhelm, der er ulykkeligt gift og forelsker sig hovedkulds i den smukke cirkusballerina Cornelia.

Som den eneste film i programmet er Claudia Stræde Billes kortfilm lavet som traditionel 2D-animation (der dog er baseret på rigtige optagelser), og udtrykket er råt og enkelt. Flere streger i figurernes omrids er tydelige på én gang, og hovedpersonerne er skildret i karikaturagtige silhuetter med overdrevne næser og abstrakte proportioner.

Det giver den søde, men lidt monotone historie om forbudt kærlighed en nostalgisk fernis, der samtidig kan ses som en hyldest til traditionel, gammeldags tegnefilm.

Se afgangsfilmene på Den Danske Filmskoles hjemmeside.