Animationslinjen årgang 2016

Hvert andet år afslutter en ny årgang af animationsfilminstruktører deres uddannelse på Den Danske Filmskole med en stribe afgangsfilm, der viser prøver på talentet. I år byder filmene, der er mellem ti og femten minutter lange, både på en stop-motion-komedie, en håndtegnet pantomime og en rimende århusiansk dyrefabel.

Men på trods af de vidt forskellige udtryk har alle seks afgangsfilm meget ens temaer.

Fra frigørelse fra homo- og transfobisk undertrykkelse i My Plastic Menageries til zebraens selvrealisering i Ztriwer kredser de alle om identiteten, om at høre til og om retten til at være sig selv.

Det er sympatisk, men alt for ofte også uforløst.

Selvom der selvfølgelig bare er tale om smagsprøver og små kig ind til talentet savner årets afgangsfilm diversitet og vildskab, som især kendetegnede 2014-årgangen, hvor også kvalitetsniveauet var væsentligt højere.

Det tekniske talent fejler intet, men årets afgangsfilm bliver for ofte lidt for kedelige og savner både eksperimenter og personligt aftryk.

Jytte – en dansk helt
Morten Zachariassen har lavet en samfundssatirisk stop-motion-komedie om integration og fremmedfrygt. Jytte passer sig selv i kolonihavehuset Kronborg, hvor hun dyrker sin store interesse for Holger Danske.

Da den syriske flygtning Claus pludselig flytter ind i Jyttes skur, bliver den lille haveforening sat på den anden ende. Det hele starter fredeligt, men ender, efter en misforståelse, med Holger Danskes opvågnen og med både død, ødelæggelse og voldtægt.

Jytte – en dansk helt leverer en munter, men seriøs kritik af vores egen selvgode opfattelse af det danske samfund og af frygten for det fremmede. Men i stedet for at være vedkommende og rammende er filmens forsøg på absurd humor kedeligt pakket ind i klichéer. Og det er synd, fordi der absolut er potentiale til mere.

My Plastic Menagerie
I My Plastic Menagerie styrer en kyklopagtig dirigent, hvis hoved er ét stort øje, sammen med en klaverspillende englebasse, en masse marionetagtige dansere. De holder danserne strengt sammen i par, mand og kvinde. Men kærligheden blomstrer mellem to af de mandlige dansere. Og det huer ikke den store dirigent.

Hakkende og stødvist animeret, med tykke skitseagtige streger, fremmaner Touraj Khosravi de forstokkede, homo- og transfobiske monstres sort-hvide regime over for en utopisk og lyserød queer-kærlighedsverden, hvor det gode kan sejre over det onde.

Touraj Khosravi ordløse tegneseriesymfoni er med sin poetiske fortælling om ensretning og nonkonformitet også en slags samfunds- og samtidskritik. Men lige så vigtigt og relevant filmens budskab er, lige så selvhøjtideligt og overtydeligt bliver det serveret.

Dagny
Dagny er hovedpersonen i Peter Lopes Anderssons fine film om religiøse mørkemænd, eventyrlyst og om at høre til. Hun er en ung pige, hvis ønske om at se verden ikke kan forenes med livet i en lille, indemuret landsby, hvor angsten for jætte-invasion får borgerne til at adlyde en skummel præst med forbindelse til tordenguden.

Dagny minder lidt om den Oscar-nominerede – og vanvittigt smukke – irske tegnefilm Brendan og hemmelighedernes bog (2009), når mytologi og uoplyst fremmedfrygt bliver kombineret til en inspirerende fortælling om en ung hovedperson, der skal finde sin plads i samfundet.

Animationen er stiliseret og ren uden at blive steril og Peter Lopes Andersson udnytter det korte format flot til at antyde de store sammenhænge bag handlingen og lade sin hovedperson få plads og tid til at blive interessant. Dagny er en cool, lille film.

Ztriwer
Ztriwer er Amalie Næsbys mageløst irriterende fabel om Zebraen Søren fra ”savannen lidt uden for Århus”. Eller rettere: ujen for Århus. For Per Vers’ rimende fortæller-voice overleverer historien på syngende århusiansk, hvor ”uden”, ”hud ”og ”gud” bliver til ujen, huj og guj.

Det er overgearet og meget langt fra at være morsomt.

Og det er faktisk rigtigt synd. For filmen er godt tænkt og gennemsympatisk med en lille historie om at finde sig selv og at turde skille sig ud. Animationen er lækker og tyktflydende med Anders Morgenthaler-agtigt fjogede savannedyr, der både er morsomme og originale. På det punkt er Amalie Næsby langt foran flere af sine klassekammerater.

Men faktisk er Ztriwer også laveti en engelsksproget version, hvor titlen er Ztripes, Søren hedder Ziggy,og Per Vers’ Århusrim erstattes af Al Agamis cool røst. Og her er ordspillene simpelthen skarpere og jokesene sjovere.

A Day with Dad
Det er ikke oplagt at tage sin nysgerrige og uregerlige søn med på arbejde, når man er ansat som sikkerhedsansvarlig på et militæranlæg med langtrækkende atommissiler. Men når skolen er snelukket, kan man blive nødt til det.

Sådan er det i hvert fald i Mads Guldborg Bøges A Day with Dad.

Den lille, storsavlende søn, der har samme kropsbygning som de gule Minions fra Grusomme mig-filmene, roder sig ud i alverdens ulykker og er hele tiden på nippet til at udløse atomkrig. Og der er lagt op til masser af sjov, når faren kæmper med at styre sønnen og holde chefen på afstand.

Desværre kommer A Day with Dad aldrig rigtigt videre end ulykkerne, og al ødelæggelsen fører ikke til andet for Mads Guldborg Bøge end … ja, ødelæggelse. Filmen er munter og leverer et let grin, men så heller ikke meget mere.

I familie
Ida Andreasens I familie er klart gruppens mest overbevisende film. Den er både eftertænksom og original i sit udtryk.

Historien om pigen Silje, der ligesom sin far kæmper med et iltert temperament, er rørende og fint fortalt, hvor et par enkelte velvalgte virkemidler bærer fortællingen frem.

Animationen er næsten modellervoks- eller dukkeagtig, og filmens tre personen – Silje, faren og broren – er hver især skildret med stor indføling og sans for detaljen og de små bevægelser. Et par tabte farveblyanter får pludselig enorm effekt.

I familie er en stille film, der godt kan virke lidt undseelig. Men Ida Andreasen fortæller både behersket og befriende let om store og svære følelser som vrede, savn og sorg. Og om kærlighed, ikke mindst.