Anna Karenina

Det er sjældent, man er vidne til et filmudspil så ambitiøst som Joe Wrights nye filmatisering af Tolstojs epokegørende, stærkt kontroversielle roman.

Soning, Wrights mesterværk fra 2007, fortalte en klassisk historie om klasseskel og den store socialt altudlignende verdenskrig, men gjorde det så idiosynkratisk og twistet, at den fremstod som meget moderne. Og siden har vi afventet en endelig bekræftelse af, at den nu 40-årige britiske instruktør er sin generations mest lysende talent. Solisten og Hanna var hel- og halvskuffelser, og jeg og mange med mig tænkte, at Anna Karenina meget vel kunne blive karrierens næste tigerspring, den injektion af ilt, som den mere og mere forhutlede instruktørprofil syntes at behøve.

Anna Karenina er historien om en kvinde fra det sanktpetersborgske aristokrati, en pylret mor gift med en moden mand, Karenin. I selskabslivet i Moskva møder hun den unge kavaleriofficer Vronskij, som følger hende hjem og gør kur til hende. De lever deres kærlighed ud under omgangskredsens fordømmende øjne, og da Anna vælger Vronskij, må hun opgive retten til sit barn. I længden holder hun det ikke ud.

Wright har ladet Tolstojs roman foregå på scenen, altså i et gammelt før-revolutionært kukkasseteater, hvor vi ser hele hære af kavaleriryttere buldre hen over scenen, så enhver illusion om naturalisme må bukke under, i diverse dukkehuse, i en forgyldt billedramme på væggen og alle andre tænkelige og utænkelige steder. Hele enkeltscener udspiller sig på locations, der demonstrativt hverken foregår i naturen eller i naturalistiske boliger. Et formvalg, der understreger, at fortællingens eviggyldige trekantsforhold udspiller sig arketypisk på baggrund af et rituelt og rigidt socialt spil af den slags, som både litteraturen og filmen har lært os ender fatalt. Selv hvis vi ikke har filmhistorisk erindring til at huske, hvordan det endte for Greta Garbo, Vivien Leigh, Sophie Marceau og andre Anna Karenina-skuespillerinder gennem de seneste 80 år.

I lange passager er Joe Wrights Anna Karenina en helt mageløs film. Når den er bedst, er den berusende i sin æstetik og sine dristige valg af locations. Dens æstetik er imidlertid ikke sanselig, men mere og mere demonstrativ og fremmedgørende. Den holder desværre ikke, til man er ude af biografen igen. Det er og bliver kagedåsedekoration, hvor meget den end spræller. Senere hen fortættes dramaet, selv om det aldrig mister sin selvrefererende, ironiske, postmoderne bravalder.

Prægtig om end Anna Karenina er at skue, er den som udgangspunkt ikke forfærdelig original. Stephen Frears’ Choderlos de Laclos-film Farlige forbindelser ville og gjorde det samme, og "livet er en scene" er nu engang en af det bildende medies mest gennemtærskede klicheer. Nyt er dog det stormfulde og egensindige greb, Joe Wright har om sin form.

Men Anna Karenina er andet end sin form. Gudskelov.

Ét er, at Keira Knightley er en gennemlyst smuk og overraskende moden Anna, men Jude Law, der turde være automatisk indforskrevet til at spille Vronskij med charmesnurbart og atletiske skuldre i officersjakken, gør den i stedet som gamle Karenin, Annas puritanske og besidderiske mand. Et ambitiøst eksempel på casting against type, og det giver bonus, for dette er en mildere Karenin end for eksempel Basil Rathbone og Ralph Richardsons sadistiske skiderikker, og vi fornemmer en stædighed i Anna, en emotionel ufærdighed, der gør, at hun hellere kaster sig ud i eventyret med sin gyldenkrøllede Vronskij (en uimodståelig Aaron Taylor-Johnson) end kigger om bag korrektheden hos gemalen. Rollebesætningen får sin ekstra pikanthed ved, at vi nede i biografsalen ved, at Jude Law har, hvad en dame vil ha’.

Anna Karenina er intet mester- værk, heller ikke et halvt et. Men Joe Wright er tilbage på sporet efter den tabte tid.