Biografanmeldelse
15. okt. 2014 | 16:12

Annabelle

Foto | New Line Cinema
Mia (Annabelle Wallis) kommer til at fortryde, at hun fuldender sin dukkesamling med Annabelle, der er præcis så ond, som hun ser ud.

Forudsigelig gyser stjæler med arme og ben fra genrens kanon: en neurotisk mor, en dæmonuddrivende præst og en dukke, der er ond som satan selv.

Af Kasper Sølvsten

Åh, hvis bare husmoren Mia havde set flere gyserfilm.

Så havde hun vidst, at det er rigtigt dumt at tage imod en gammel, virkeligt creepy udseende dukke med kælenavnet Annabelle og stille den op på hylden i børneværelset. Den slags fører kun ulykker med sig.

Mia (Annabelle Wallis) og hendes læge-mand (Ward Horton) er naturligvis lykkeligt uvidende om, hvad det er for en ondskab, de har inviteret indenfor i deres forstadshjem i Californien anno 1969.

Snart efter dukkens indtog i huset begynder det selvfølgelig at gå op for Mia, at noget er rivende galt. Tv’et slukker af sig selv, symaskinen begynder at køre midt om natten, og når hun kigger væk, rører dukken så ikke på sig?

”Det er, som om huset er forbandet,” siger Mia til sin mand. Han arbejder hele tiden og er derfor aldrig hjemme, når gyngestolen gynger af sig selv, eller konen er ved at brænde inde, fordi komfuret selvantænder.

De flytter. Men som vi ved, er det ikke huset, der er forbandet – det er dukken med den hvide kjole og massemorderblikket i øjnene. Ondskaben flytter med, og Mia og hendes nyfødte datter udsættes for mere og mere uforklarlig vold i hjemmet.

Endelig indser Mia, at den er helt gal med et vist stykke legetøj. Byens præst fader Perez og den rare, ældre nabo Evelyn forklarer hende, at dukken er besat af en dæmon. En dæmon, der ikke stopper før, den har fået, hvad den er ude efter – datterens sjæl!

Filmen er en spin-off af sidste års relativt store gyserhit Nattens dæmoner. Fotografen herfra, John R. Leonetti, sidder denne gang i instruktørstolen. Men han står i gæld til flere film end Nattens dæmoner.

Annabelle er som en scrapbog med udklip fra hele gyserfilmens kanon.

Ligesom i Polanskis Rosemarys baby fra 1968 har vi den mere eller mindre neurotiske kvinde, der er overbevist om, at mørke kræfter er ude efter hendes ufødte/nyfødte barn. Ligesom i Eksorcisten har vi præsten, der hidkaldes for at uddrive ondskaben. Ligesom i Barneleg har vi dukken, der er ond som satan selv. Og sådan kunne man blive ved.

Er det uoriginalt at kopiere klassikerne på den måde? Ja, også i den grad!

Men det skal anerkendes, at det er en del af gyserfilmens natur at trække på de samme temaer igen og igen. Netop gentagelserne nedsænker arketyperne som universelle skræmmebilleder i vores kollektivt ubevidste.

Dukker er livløse genstande uden vilje. Men i gyserfilm er de besatte og onde, ved vi instinktivt, for vi har set det igen og igen. Derfor føler vi allerede et mindre udsving på vores gåsehuds-barometer, når Mia pakker sin djævledukke ud af gaveæsken.

Desværre formår Annebelle kun i glimt at forløse denne forventningens frygt. Gysene er få og forholdsvis forudsigelige.

Annabelle Wallis i den altdominerende hovedrolle som Mia gør sådan set, hvad hun kan for at være både sød og sårbar, som det sig hør og bør. Men hun kan ikke ændre ved, at hendes karakter ikke er i nærheden af at have de samme dybder som Mia Farrows vordende mor i Rosemarys baby, filmens mest åbenlyse inspirationskilde.

Mens Rosemary ganske forståeligt krakelerer under påvirkningerne fra de okkulte kræfter, der omgiver hende, er Mia som en korkprop.

Først bliver hun skræmt fra vid og sans, når hun på uforklarlig vis trækkes hen ad gulvet af en eller anden usynlig kraft. Et par scener senere tuller hun ubekymret rundt i lejligheden, som om satan ikke var ude efter hendes datters sjæl!

Mia bliver ikke for alvor skræmt eller bevæget, og det gør vi som publikum heller ikke.

Trailer: Annabelle

Kommentarer

Titel:
Annabelle

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
John R. Leonetti

Manuskript:
Gary Dauberman

Medvirkende:
Annabelle Wallis, Ward Horton, Alfre Woodard, Tony Amendola

Spilletid:
98 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
16. oktober 2014

© Filmmagasinet Ekko