Annabelle 2: Skabelsen

Vamle dukker, dæmoner og utilregnelige små piger får nok de fleste til at tænke på én bestemt filmgenre.

Her er tale om gyseren. En gyserfilm har det ret ambitiøse formål at skræmme sin seer fra vid og sans. Og det gør den typisk ved at introducere os for en trussel, som er frygtindgydende.

I David F. Sandbergs efterfølger til den ret uinteressante Annabelle fra 2014 er det atter den dæmonbesatte dukke af samme navn, som udgør filmens trussel.

Hvor Annabelle var en forhistorie til vor tids gysermester James Wans kritikerroste Nattens dæmoner er Annabelle 2: Skabelsen en forhistorie til Annabelle.

Her får vi forklaringen på, hvorfor den ulækre dukke er besat, og hvorfor folk har det med at dø omkring den. Vi er nemlig helt tilbage til dengang, hvor dukken blev produceret af dukkemageren Samuel Mullins (Anthony LaPaglia). Med omhu bygger han den detaljerede dukke, som han giver til sin datter Bee (Samara Lee).

Kort tid efter dør Bee på tragisk vis i en bilulykke.

Tolv år senere befinder vi os i 1950’erne, hvor Samuel og hans kone (Miranda Otto) tager imod nonnen Charlotte (Stephanie Sigman) og en gruppe forældreløse piger, hvis børnehjem er blevet lukket.

Filmen fokuserer hovedsagelig på den polioramte Janice (Talitha Bateman) og hendes yngre veninde Linda (Lulu Wilson). De forældreløse piger ankommer til det enorme hus på landet, og i deres rundvisning får vi på bedste gyservis en masse setups, der antyder de rædsler, som de alle senere skal igennem.

Janice går med krykker og er derfor nødsaget til at bruge den elektriske handicaplift til at komme op ad trappen. Som gammel gyserfan ved man, at den lift senere vil give et payoff og komme til at spille en rolle, og det samme gælder husets madelevator og det aflåste rum, som pigerne bestemt ikke må gå ind i.

Børneskuespillerne gør et fremragende arbejde, og specielt Lulu Wilson er yderst bedårende og overbevisende, når hun desperat sigter efter de skumle lyde i mørket med sit legetøjsgevær.

Mest uhyggelig er filmen, når David F. Sandberg bruger helt enkle skræmmeteknikker og pirrer vores forestillingsevne.

Som når der klippes fra et skummelt billede af den rædselsfulde dukke til de skrækslagne piger og tilbage til et endnu mere rædselsfuldt billede af dukken, der nu har drejet hovedet og kigger lige ind i kameraet!

Her kryber det langt mere ned ad ryggen end i filmens sidste akt, hvor den CGI-animerede trussel jagter pigerne gennem huset.

Den tragiske historie om dukkens skabelse er stemningsfuld på grund af et eventyrligt musiktema samt den gennemførte klipning – og endda også rørende, fordi vi virkelig ender med at holde af alle menneskene.

Men som menneske frygter vi allermest det ukendte, og det er der altså ikke meget af i Annabelle 2: Skabelsen.

Men overraskende bliver vi altså kun få sekunder ad gangen i de mange jump scares.

Efter at have set nye og banebrydende gyserfilm som It Follows og Get Out, der formår at opfinde originale trusler, som kan hjemsøge vores mareridt, føles hjemsøgte huse, dæmoner, onde børn og besatte dukker noget bedagede.

Man kan ikke lade være med at tænke ”nåh, det er bare endnu en dæmon”, når filmen når så langt. Det ville måske fungere, hvis truslen var gjort mere konkret eller havde en personlighed, men vi får ikke meget andet at vide end, at den er ondskaben selv.

Med god vilje kan man dog godt kalde Annabelle 2: Skabelsen for en klassisk horrorfilm, og så er det noget så sjældent som gysertoer, der er bedre end etteren.