Annabelle Comes Home

I 2013 var der premiere på Nattens dæmoner, som er baseret sig på de famøse, autentiske efterforskere Ed og Lorraine Warrens beskæftigelser med dæmonologi og heksekraft. 

Det skulle blive startskuddet på en succesfuld gyserfranchise, hvor Annabelle Comes Home er tredje film om den diabolske dukke. De to foregående er skrevet af Gary Dauberman, der nu selv indtager instruktørstolen. 

I Annabelle Comes Home er den dæmoniske dukke med de grønne, opspærrede øjne og det grumme smil kommet hjem bag lås og slå hos Warren-familien. Her står hun indespærret i et aflåst rum fyldt med forbandede, okkulte artefakter. 

Men en dag skal Warren-parret udenbys, og den tiårige datter Judy (Mckenna Grace) skal blive passet af den pligtopfyldende babysitter Mary Ellen (Madison Iseman). Desværre holder babysitterens veninde Daniela (Katie Sarife), som kommer forbi på besøg, sig ikke lige så meget på dydens sti. Hun trodser al sund fornuft og ignorerer tydelige advarsler, så pludselig er ondskaben fri i huset! 

Vi har set det hele før, når det kommer til hjemsøgte huse, dæmonisk ondskab og søgen mod kristendommen i forsøget på at fordrive det onde. Men en overlegen fotografering, kreative idéer og brug af suspense gør alligevel filmen til en fornøjelse. 

Vidende om, hvilke grufulde hændelser der venter forude, holder vi vejret, mens Daniela i fuldstændig stilhed udforsker det forbudte rum. Der leges med lys og mørket, når kameraet med en glidende bevægelse følger Mary Ellen, som klamrende til sin pink lommelygte følger efter en række sølvmønter, der klingende skærer gennem stilheden, når de rammer gulvet. 

Og uhyggen tager til, da Judys lampe med roterende filtre i forskellige farver vælter. På væggen kaster den skygge på en grum dukkeskikkelse, der vokser i størrelse, hver gang farvefiltret skifter. 

Det hele er dog ikke gru, og noget af filmens styrke skyldes det interessante persongalleri. Mckenna Grace er med knugede øjenbryn og et mut udtryk dragende som Warren-parrets datter Judy, der har samme evner som moren, og som et oplagt mobbeoffer blandt klassekammeraterne må kæmpe med at være barn af forældre, der jager det paranormale.

Den unge, blonde babysitter Mary Ellen med barbielyserød bluse har et crush på drengen Bob, der bor tæt på Warren-familien, og de to teenageres akavede kemi er et humoristisk pusterum, som klæder filmen.

Særligt Michael Cimino er en fornøjelse at se på som den kejtede Bob med store brune øjne, der ikke aner, hvordan han skal udtrykke sine følelser. Det fører til, at han bryder ud i en aldeles rædselsfuld sang til Mary Ellen foran husets vindue. Karakterens comic relief er perfekt doseret filmen igennem.

Selv den uforsvarlige veninde Daniela, der lukker ondskaben ud, har motiver, som gør hendes handlinger forståelige.

Men det er ikke kun de dødelige, som gør sig godt på lærredet.

Flere af de mange monstre, som gemmer sig i Warren-familiens forbudte rum, er fascinerende og koldsvedsfremkaldende. Som det forbandede fjernsyn, der foregriber grusomhederne, eller den mystiske, hjemsøgte samurai-rustning, som suger Mary Ellen til sig og på japansk tale lader hende høre lyden af skrig og smerte fra en tidligere tid.

Flere gange er de unge menneskers møde med de forbandede artefakter dog en smule konsekvensløst, og det er med til at lægge en lille dæmper på uhyggen.

Stjernen er dog stadig den titulære dukke. Lydsiden fungerer effektivt, når der skabes kontraster mellem en fuldstændig stilhed og en ulmende uro omkring Annabelle, og hvis man er fan af franchisen, vil Annabelle Comes Home gå rent ind.