Der er en sært underspillet patos over Annette.
Der bliver givet los på alle tangenter, men på nærmest diskret facon. Det er et paradoks, men det fungerer. Og det er smukt.
Det er svært at sige, hvad der præcis er tale om her, men det er i det nabolag.
Historien og sangene er skrevet af brødrene Ron og Russell Mael, bedre kendt som bandet Sparks.
Hovedrollerne i Annette bliver spillet af Adam Driver og Marion Cotillard, der gestalter et kendt superpar, standupperen Henry McHenry og operasangeren Ann Defrasnoux.
Han kører en tør og nærmest brutal stil, komplet med bokser-kåbe på scenen, hun er sart og sårbar.
De får et barn i en ret ubeskrivelig scene, hvor hele fødselsmandskabet bliver til et større kor i arrangement med den fødende mor. Barnet viser sig at være en dukkeagtig skabning, der er udstyret med den smukkeste stemme, og hun bliver til verdenssensationen Baby Annette.
Jeg kom til at tænke på den deforme Lady in the Radiator, der synger In Heaven i David Lynch’ Eraserhead – en anden scene, hvor noget meget smukt kommer fra noget meget mærkeligt.
Inden da bliver lille Annette undfanget i en slags samleje-duet. Men der er knaster i Henry og Anns forhold, og historien tager mange dunkle og bizarre sving undervejs.
Vi bliver nødt til at vende tilbage til Sparks.
Kort fortalt er de en amerikansk duo, hvor Ron Mael spiller keyboards og fremstår med stram slickback-frisure og moustache, og Russell komplementerer ham som sanger med en mere blød og imødekommende stil.
Deres karriere går helt tilbage til en albumdebut i 1971, og de har altid haft øje for dramatiske greb, både i tekst og musik. Et overskud, som har fået dem til at fremstå musikalsk overlegne og fremsynede i en overrumplende og original karriere.
De kommer i 1979 hele elektroscenen i forkøbet med et elektrorockalbum produceret af Giorgio Moroder, og i sange som Tryouts For the Human Race og The Number One Song in Heaven mærker man en dybde og humor hos Sparks, som er ret unik.
Listen af superstjerner, der hylder bandet som inspiration og foregangsmænd, er meget passende helt vildt lang og tæller blandt andet Morrissey og Björk. I øvrigt byder 2021 også på dokumentaren The Sparks Brothers, instrueret af Edgar Wright.
I Annette har Sparks fundet sammen med den franske instruktør Leos Carax, hvis De elskende fra Pont-Neuf fra 1991 gjorde et stort indtryk på unge Nørlund.
Carax’ iscenesættelse er både afvekslende og visuelt flamboyant, ikke langt fra stilen i hans forrige film, Holy Motors. Det er også nødvendigt med tanke på, at Annette stort set kun består af sange, som afløser hinanden.
Resultatet er imponerende. Alt det, man kunne frygte, hvis man ikke er musical-entusiast, bliver gjort til skamme.
Adam Drivers knastørre præstation bærer filmen langt. Også hans sangpræstation er forbløffende. Uden dikkedarer går han lige i kødet på sangene, så man i de mere diabolske øjeblikke nærmest får en Nick Cave-fornemmelse.
Musikken er for det meste orkesterbåren med mange store korindsatser. Det føles, som om der nikkes respektfuldt til musical-traditionen.
Også Marion Cotillard synger klart og uforstilt. Og det er kontrasten mellem den uteatralske levering og det teatralske i syngespillet, som får det hele til at ende et nyt, uforudset og uprøvet sted.
Som i duetten We Love Each Other So Much, der efter et par minutter bryder med orkesterlyden og går technovejen.
Der bliver bygget op og revet ned. Det bedste er næsten, at man fornemmer Sparks’ ironi og humor så tydeligt. Der er noget rørende ved at se deres musikunivers så ufiltreret på det store lærred 50 år efter bandets debut.
Gad vide, om brødrene Mael endnu engang er forud for deres tid. Det er slet ikke umuligt.
Kommentarer