Annihilation

Der har været meget virak om Alex Garlands opfølger til sit mesterlige kammerspil om kunstig intelligens, Ex Machina.

Den ene producent mente, at Annihiliation var for intellektuel og svært tilgængelig, men kunne ikke få gennemtrumfet en biografvenlig fordummelse af filmen. Heldigvis.

I stedet blev den tørret af på Netflix, Hollywoods ’gyldne skraldespand’, som Ekkos blogger Claus Bülow for nyligt døbte streaming-generationens foretrukne tv-kanal.

Alle andre steder end i USA kan man streame Annihilation fra den 12. marts.

Men her i USA kan man se den i biffen. Og ja, desværre for jer derhjemme: Det er en udfordrende, visionær sci fi-film, hvis overdådige billeder og store idéer fortjener at blive udfoldet på et stort lærred.

Det er også en film, der er nærig med plot-oplysninger og ikke gør sig umage for at blive forstået på de bagerste rækker.

I åbningsscenen bliver et øde fyrtårn på den amerikanske sydkyst ramt af en meteor, uden at det forklares nærmere. I stedet skifter handlingen til Natalie Portmans genetik-ekspert Lena, der sørger over sin mand, en elitesoldat, som forsvandt tolv måneder forinden og formodes dræbt.

Men så dukker han pludselig uforklarligt op i deres hjem. Og vælter om med blod om munden. På vej til hospitalet bliver ambulancen standset af militærfolk, der fører parret til en tophemmelig militærinstallation.

Her holder regeringen ængsteligt øje med fyrtårnet, mens det regnbuefarvede, flimrende kraftfelt vokser sig større og større. Når de sender en ekspedition ind, mister de øjeblikkeligt al kontakt. Ingen vender tilbage. Før nu.

Lena er fænomenalt hårdfør, da hun uden at kny beslutter sig for at bruge sin egen militærtræning til at tage på en ekspedition bag flimmertæppet. Her finder hun en nærmest fantasy-forvansket verden, hvor umulige plantemutationer får Louisianas sumpskove til at lyse op i sælsomt smukke farver og kaleidoskopiske mønstre – en verden, hvor tid, hukommelse og fornuft er underlagt helt andre regler.

Der verserer to teorier om de mange ekspeditioner, der er gået tabt: Enten stødte de på noget, der dræbte dem, eller også blev de vanvittige og dræbte hinanden.

Alex Garland var romanforfatter inden han kastede sig over film – mangen en nyklækket student har taget et sabbatår med hans The Beach i rejserygsækken – og også som filmskaber har han en forkærlighed for kapiteloverskrifter og spring frem og tilbage i kronologien.

Men hvad der i så mange andre film virker som studentikose forstyrrelser bruges her som elegante finter, der hiver historien et skridt tilbage og et ryk til siden, lige når man tror, man ved hvor det bærer hen ad.

Mens ekspeditionen fortsætter ubønhørligt dybere ind i sumpen, klippes der pirrende til en efterfølgende debriefing, hvor Natalie Portmans karakter haltende forklarer, hvad der gik så katastrofalt galt.

Det burde lægge låg på spændingen, at vi har den forsikring for, at hun overlever, men Annihilation er et mægtigt mindfuck, hvor man aldrig kan vide sig sikker. Ekspeditionen vækker måske nok mindelser om Dommedag nu, men fantastfærden gennem et frygtindgydende mareridtslandskab går ikke mod mørkets hjerte – snarere vanviddets.

Her er spænding for alle pengene, men også mere kølige, intellektuelt udfordrende tematikker.

Jo tættere det svindende hold når målet, desto mere syret og mere grandiost forstyrrende bliver filmen, indtil den spektakulære finale, der leder tankerne hen på både Black Swan og Rumrejsen år 2001.

En uge efter at have set Annihilation ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal stille op med tredje akt. Eller filmens nærmest insisterende filosoferen over det at være et menneske. Det er derfor, den er endt på Netflix i stedet for i biografen. Men det er også derfor, jeg ikke kan slippe den. Det er en film, der sætter sig fast.