Antboy

Den klassiske superhelt er enten underdog, excentriker eller døgenigt i sit civile liv. Hans maskerede bedrifter er virkeliggørelsen af drømmen om at udrette det umulige, og sådan er det også for Pelle, der fuldstændig som Peter Parker fornægter sine kræfter i starten for derefter at hengive sig til dem i beruselse.

Forteksterne til Antboy lover med heftig musik og flot tegneseriegrafik et sådant action-eventyr om en ægte superhelt. Men det er Ask Hasselbalchs Antboy slet ikke, for denne udgave af Kenneth Bøgh Andersens bøger om skoledrengen Pelle, der bliver bidt af en myre og får særlige kræfter, er en nede-på-jorden dansk børnefilm i Buster-traditionen. Kommuneskolen og villavejene er på plads, lærere, forældre, mobbende kammerater og selv den kolde direktør. Superkræfterne er begrænsede, pudsige og komiske, superskurken ynkelig og ikke egentlig truende og antallet af action-minutter mere end overskueligt.

Det hele afhænger derfor af historien om den oversete Pelle og hans drøm om at få anerkendelse af sine omgivelser. Her sørger den meget talentfulde Oscar Dietz for en underfundig og personlig præstation. Og når han er oppe imod den lige så veloplagte Nicolas Bro som superskurken Loppen, mærker man, at de to føler for deres figurer, at de både elsker og morer sig over superhelteklicheerne, og at de befinder sig umådelig vel i deres kostumer, som begge er flot udførte versioner af illustratoren Erik Petris design.

Men desværre er superheltelaget kun en fernis, der dækker over endnu et stykke mild dansk socialrealistisk komedie. Det er den sædvanlige historie om en forsagt dreng, der trodser omverdenen og klarer ærterne. Fortalt i et afdæmpet tempo, der understreger, at det nok aldrig har været meningen, at historien skulle lette og tage os til en anden og mere overraskende dimension. Max Pinlig og Gummi-Tarzan – tilsat masker og et par superkræfter.

Kenneth Bøgh Andersens seks Antboy-bøger har ellers masser af action, humor og opfindsomhed, men det virker, som om manusforfatteren Anders Ølholm har gjort sig stor umage med at rense ud i bøgernes mere vanvittige ideer for at sikre logik og klarhed. Men prisen er, at vi mister én af Antboys oprindelige superkræfter (hurtighed) – og så det væsentlige faktum at Pelle ikke som i bogen er bebrillet og tyk. Plottet er også en del mere melodramatisk, for skurken Loppen har nemlig her et tragisk hævnmotiv for sine onde gerninger. Det giver os ellers så stor sympati med ham, at man undervejs – forgæves – begynder at håbe på en langt mere nuanceret og overraskende slutning. Har Antboy og Loppen mere med hinanden at gøre, end man tror?

Flere danske digital-effektfolk, stunteksperter og miniaturebyggere har deltaget i projektet, men det virker ikke, som om de har haft de store muligheder. Effekterne er i hvert fald få og meget afsnuppede. Der klippes hurtigt væk, når det bliver dyrt, og da Loppen og Antboys endelige opgør skal visualiseres, karikeres det hele, så man føler sig hensat til en gammel tv-serie. Det er ekstremt svært at spare på effekterne i den fantastiske genre, for det kræver, at man formår at fodre tilskuerens fantasi, så man tror, man ser mere, end man gør.

Antboy er ikke mislykket, og bøgernes mange fans vil sikkert nyde at se anti-superhelten i hans kostume. Men mødet mellem den amerikanske superheltegenre og den danske børnefilms temaer og æstetik er ganske enkelt ikke så forrygende en blanding, som man havde troet – måske fordi begge genrers klicheer efterhånden er så tyndslidte, at de ender med at forstærke hinandens svagheder. Forhåbentlig vil den ikke afskrække Filminstituttets konsulenter på samme måde, som Reptilicus afskrækkede danske filmproducenter fra fantasy-genren. For Antboy er absolut kvalificeret underholdning, der leverer varen til et otte-ni-årigt publikum. Der er bare ikke meget sug i maven.