I disse år er fantasy in. Superhelte, troldmænd, drager, tidsrejser ...
Antboy: Den røde furies hævn fortsætter, hvor sidste års Antboy slap eventyret om superdrengen Pelle, der med sin hjælper Wilhelm og veninde Ida bekæmper onde magter som den lokale særling og skolens bøller.
Vi ved fra Spiderman,at det ødelægger ens privatliv at blive bidt af et insekt og forvandlet til superhelt. Her er der tale om en myre. Og de myreflittige supersanser fortæller konstant, når der er fare på færde, og adel forpligter.
Trettenårige Pelle (Oscar Dietz) må evig og altid ile nødstedte til undsætning, og derfor kommer han for sent til aftaler. Som da Maria (Astrid Juncher-Benzon) bliver mobbet af to rødder på skøjtebanen, mens Pelle er på vej til en aftale med Ida (Amalie Kruse Jensen).
Da Pelle hjælper Maria op, bliver handlingens kerne sået: Skal han være kæreste med sin søde veninde Ida eller den ensomme outsider Maria, der spørger, om han vil ledsage hende til skolefesten – hvad Pelle allerede har lovet Ida! De pubertære problemer løftes aldrig op på et universelt, eksistentielt niveau i flyvehøjde med de bedste superheltehistorier.
Mens Pelle plages af tvivl, hiver tegneserie-nørden Wilhelm (Samuel Ting Graf) Pelle tilbage på helte-sporet til hjælp for samfundet. Wilhelm har forstand på teknologi, heltekostume og kur mod kritisk tab af superkræfter – en Bond-filmenes Q omsat til børnefilm.
Pelles tøven mellem Ida og Maria gør begge piger rasende. Ida kaster sig i armene på veganeren Christian, der vil redde dyrene og planeten, mens Maria samler sin fars seneste mislykkede opfindelse op: en usynlighedsdragt.
Og vupti, med mors symaskine er Den Røde Furie skabt. Hun vil have hævn over Antboy, der svigtede hende, og hun slår sig sammen med superskurken Loppen (Nicolas Bro) og de to bøller, der under almindelige omstændigheder er vanartede vandaler, men med Loppens eliksir forvandles til Terror Tvillingerne.
Det fantastiske univers er lækkert og professionelt realiseret med en medrivende musik af Peter Peter, der løfter stemningen og får mig til at tænke i storslåede superhelte-scenarier som Kick-Ass fra 2010.
Scenografi og kostumer (Louize Nissen) vidner om et højt niveau, hvor dansk filmdesign omsider matcher de internationale produktioner.
Men i modsætning til udlandet er superhelte herhjemme et tema for børn. Kick-Ass er ligesom andre amerikanske superhelte baseret på tegneserier til voksne.
Antboy er derimod baseret på en prisbelønnet børnebogsserie af Kenneth Bøgh Andersen. Og Antboy er gedigen underholdning til børn under tretten. Instruktør Ask Hasselbalch har styr på genren, men leverer ikke en film, der samtidig er i øjenhøjde til voksne.
Nicolas Bro er altid god, og Oscar Dietz, Amalie Kruse Jensen og Samuel Ting Graf udfylder rollerne som henholdsvis Antboy, veninde Ida og hjælper Wilhelm med jordnært skuespil. Mest nærværende og overbevisende er Astrid Juncher-Benzon som Den Røde Furie.
Det kunne være værre, men også sjovere og mere veloplagt. Jeg savner et bedre manuskript med et mere udfordrende plot. Bare fordi det er til børn, behøver voksne ikke kede sig. Og det gjorde jeg desværre.
Kommentarer