Anti

Året er 1991, og sekstenårige Simon er kun god til én ting, og det er at tegne. ”Det kan du ikke bruge til noget!” er rektors svar, og så smider hun ham ud af 10. klasse.

Ja, hvad kan man egentlig bruge det til?

Også Simons far er efter sønnike, der ikke ved, hvad han skal bruge sit liv til. Det kan være svært at engagere sig i sin fremtid, når man ikke har interesse eller evner for særligt mange ting.

Simons virkelighedsflugt er hyppige joints med bedstevennen Frede i hjembyen, fucking Faxe Ladeplads.

Det er vennen, der siger god for Simon, der generelt er en uvelkommen outsider, så han får lov til at komme med til privatfest. Der falder han tilfældigt over dokumentarfilmen Style Wars.

Den handler om hiphopkulturen i New York i starten af 80’erne og har et særligt fokus på graffitimiljøet. Og den bliver en åbenbaring for Simon. Han vil også lave graffiti!

Med store bogstaver maler han ”SIMON” på en mur ved skolen. Han bliver stoppet af en ældre, rund politimand, som han adræt løber fra. Men da han er kommet hjem, går der ikke mange minutter, før politimanden banker på – for han kender Simon og hans forældre. Selv da bliver Simon ved med at benægte, til trods for at han har afslørende maling på fingrene.

Men der er tændt en ild i drengen, så han får overtalt Frede til at tage med til København, hvor hans nye tag er ”Anti”.

Der er kræset for nostalgien. Med et diskret blik til Svanemølleværket bliver man henført til Nordhavnen, dengang det var et fuldblods industrikvarter og hjemsted for graffiti-malere, der blandt andet holdt til i den tomme Nordisk Fjer-ejendom, der i dag huser Banedanmark.

De gamle, røde s-tog kører larmende på skinnerne, og på vognene er der malet graffiti. Det helt store i graffitimiljøet er at male på vognene. Det er en kamp mod tiden, for der kommer vagter med cirka 20 minutters mellemrum. Man skal ikke kun være hurtig, det skal også være flot og storslået, for det er en intern dyst med de andre graffiti-crews.

Simon bliver en del af CHAOS, et råt graffiti-crew ledet af Johan. Johan har ikke selv kunstnerisk talent, så Simon bliver hurtigt stjernen – og Frede lades tilbage, for selv om han ikke er bleg for at stjæle spraymaling, er han en god nok dreng.

Alt ved filmen skriger 90’erne, lige fra Raiders-kasketten på Simons hoved, Run-D.M.C.-vinylen i CHAOS’ hovedkvarter og arkadespillet Bubble Bobble på den lokale grillbar.

Det er ikke til at se, at det er en lavbudget-film, for selv om stilen er håndholdt og grynet, så passer det til filmens handling, hvor drengene løber rundt i mørket med deres fordækte formål for øje. Adrenalinen pumper, når de sniger sig rundt på de mørke togspor og kommer uhyggeligt tæt på forbifarende tog.

Simon spilles af Stefan Hjort. Han er en vældig flot fyr, men det er helt ærligt svært at vurdere hans skuespilevner, da hans rolle skal være meget passiv og famlende. Casper Kjær Jensens som Frede har meget mere gods i sig – der er humor, handlekraft og kløgtig omsorg, når han både tager sig af Simon og sin fordrukne mor.

Den manipulerende og skruppelløse Johan spilles af Oscar Dyekjær Giese, der imponerede som lillebror i Nordvest og endnu engang overbeviser som rå, men forvirret københavnerknægt.

Anti er coming-of-age fyldt med forstadsfrustrationer og med fokus på et venskab, men det er næsten ærgerligt, at den ikke sætter mere fokus på graffiti.

Hvor Style Wars netop formår at vise det som en kunstart og udtryksform i egen ret, så forstår man aldrig helt Simons behov for at male på offentlig ejendom og dermed begå vandalisme.

Hvis man på forhånd har en holdning til at det enten er kunst eller hærværk, så går man ikke ud af biografen med et nyt syn. Alligevel kan man studse lidt over, at Medierådet har vurderet den til børn over 11 år, og gad vide, om man frygter at inspirere en hel ny generation af graffitimalere?