Apocalypse Now: Final Cut

Rotorerne laver dumpe dunk rundt i mørket, helikopterens savklinger gjort døsige af slowmotion.

Junglen toner frem, støvet danser i luften, og helikopteren passerer forbi, én gang, to gange, mens en blid guitar driver rundt på jagt efter et godt riff.

Og så antændes billedet, træerne forsvinder i opblussende ildskyer, mens Jim Morrison messer fra hinsides graven: ”This is the end ...”

Man har ikke brug for at se Apocalypse Now – Dommedag nu – mere end én gang, før den sekvens ætser sig fast som en af filmhistoriens stærkeste fusioner af lyd, billede og musik. Det er den perfekte introduktion til Francis Ford Coppolas krigsodyssé – et undergangsværk, der med den seneste omklipning har været fyrre år undervejs.

Åbningen er også sigende for produktionen. Instruktøren fandt i sin tid frem til den ved at rode rundt i klipperummets skraldespand. Der herskede kaos helt frem til filmens premiere, og optagelserne var plaget af tyfoner, borgerkrig, stofmisbrug, stjernenykker og helbredsproblemer.

Da Coppola vendte hjem fra junglen, var han udmagret, forgældet og frustreret. Han havde 200 timers retningsløse råoptagelser i bagagen.

De næste par år brugte han på at forme, hvad der blev hans sidste mesterværk – efter han i 1970’erne ikke havde leveret andet med Godfather-filmene og The Conversation – en mavepustende opvisning i alt, hvad filmmediet kan.

Apocalypse Now er ikke blot et formbrydende spektakel, det var for sin samtid en dybt vedkommende udredning af tidens store, amerikanske traumer.

Fyrre år senere har filmen ikke mistet sin arrighed, og i dette spritnye, tre timer lange final cut når Coppola endelig så nær sin oprindelige vision, som det er muligt at komme. Hvis den oprindelige biografversion skar helt ind til benet, blev den alenlange Redux-udgave fra 2001 slatten ved at lade for meget fedt sidde.

Den nye udgave fastholder Redux-versionens smårettelser, hvoraf mange bidrager til oplevelsen: en ny scene hist, en forlænget scene pist. Coppola tæmmer også nogle af sidespringene såsom den nedværdigende afslutning på besætningens Playboy-eskapader.

Apocalypse Now: Final Cut er en halv time længere end biografversionen og nitten minutter kortere end Redux-udgaven. Nogen spritny oplevelse er dette final cut ikke, men ganske som Ridley Scotts definitive nyklip af Blade Runner føles filmen som et værdigt punktum på en omstridt produktionshistorie.

Fortællingen er naturligvis den samme i alle tre versioner. Vi følger den krigshærgede Willard, som på en hemmelig mission trænger dybere og dybere ind i junglen på en flodbåd for at henrette den forrykte Oberst Kurtz, der bedriver et mordtogt på egen hånd.

Undervejs genskabes Vietnamkrigen i al dens grusomhed, et vanvidsforetagende, hvis menneskelige omkostninger lagde kimen til vor tids politikerlede.

Apocalypse Now var oprindelig tænkt som en aktuel protestfilm, et guerillaprojekt for en ambitiøs, ung instruktør ved navn George Lucas. Han planlagde at snige sig med soldater til Vietnam og optage i smug, mens granaterne føg over slagmarkerne. Da Coppola arvede projektet, var krigen slut, og hans film blev snarere en meditativ gravskrift.

På Cannes-festivalen, hvor Coppola vandt Guldpalmen, hævdede instruktøren selv, at Apocalypse Now ikke handler om Vietnam – den er Vietnam.

Et surrealistisk vildnis, hvor Robert Duvalls surfglade Kilgore passer ind som fod i hose. Han er en galning med en militærkommando, som elsker at starte dagen med lugten af napalm og runde af med bajere og bøffer på stranden.

Blandt mange uforglemmelige sekvenser er ingen så storladen som morgenens helikopterangreb på en uanselig flodlandsby til tonerne af Wagners Valkyriernes ridt, der brager ud over deltaet.

Fuldfascistisk rædsel, mens civile nedskydes som rotter.

Det er så fed en fuckfinger til Washington, som kan laves for et Hollywood-budget. Det sidste og største af 70’ernes filmiske vredesudbrud inden blockbuster-mainstreamificeringen af amerikanske storfilm.

Men gik ironien tabt?

I Sam Mendes’ Jarhead fra 2005 ser soldater den samme scene for at gejle sig op til kamp. Og da amerikanske soldater spillede Wagner, mens de kastede fosforbomber over den irakiske by Fallujah i 2004, var ingen i tvivl om, hvorfra de havde idéen. 

Morskaben fortager sig længere oppe ad floden, hvor besætningen mister deres uskyld, da de drages langt ned i the shit. Sent i den nyeste udgave viser mødet med de franske plantageejere Vietnamkrigens store absurditet: Vietnameserne kæmper for deres hjem, de virkelighedsfjerne franskmænd for deres koloni, mens amerikanerne kæmper bare.

Samtidig antyder scenen en større kritik af hvid herskertrang, som filmen har arvet fra sit forlæg, Joseph Conrads Heart of Darkness, og som Coppola aldrig helt formår at udtrykke.

Hans film er kun Vietnam set ud fra et amerikansk perspektiv. Vietnameserne gør intet andet end at skrige og underkaste sig. Men selv om visse tematikker blafrer i vinden, rammer Coppolas indsigt i krigens væsen stadig som en diamantkugle i hjernebarken.

”Er mine metoder uholdbare?” spørger den mytologiske Kurtz, da morderen Willard når frem til sit offer. Marlon Brando inkarnerer i sin sidste glansrolle en mand splittet mellem gud og offerlam.

”Jeg ser ingen metode overhovedet, sir,” svarer Willard.

Han ved bedre, men tør ikke erkende det. Kurtz udkæmper krigen på egne præmisser og vinder, fordi han tager enhver grusomhed på sig. Han har fralagt sig sin menneskelighed og går krigens galskab i møde med åbne øjne.

Dét er filmens uudslettelige triumf: At vise os sejrens sande pris, så man aldrig glemmer den.

”This is the end ...”