Apples

En epidemi hærger Grækenland. 

Det har intet at gøre med den pandemi, der hærger menneskeheden i vores virkelige verden lige nu. I Christos Nikous sorthumoristiske sci-fi-film Apples er situationen noget mere absurd. 

Her er det hukommelsen, sygdommen går ud over. 

Indbyggerne har efterhånden vænnet sig til den mystiske sygdom. Står man med en fremmed mand, der ikke kan huske at være steget ud af sin bil for få sekunder siden, så ringer man efter en ambulance. Sidder der ved endestationen en passager i ens bus, som ikke ved, hvor han skulle af, så spørger man, om han overhovedet kan huske sit eget navn. 

Det er netop sådan, Aris ender på hospitalet sammen med alle de andre stakler, der har mistet hukommelsen. Alle erindringer om hans navn, familie og arbejde er udslettet. 

Det første, han opdager om sig selv, er, at han elsker æbler. Resten er et mysterium. 

Der kommer ikke nogen familie for at hente Aris. Han bliver derfor tildelt en lille lejlighed og sendt i kulturel genoptræning, der skaber morsomme situationer. 

Aris er stille og indadvendt, så det virker næsten som et overgreb, når han får besked på at besøge en stripklub og komme tæt på en kvindekrop. Han bliver nærmest befalet at befamle danserne, mens han tydeligvis ikke forstår meningen med det. 

Apples vil få os til at reflektere over, hvad det er, der gør os til mennesker. Hvis man for eksempel ikke har nogen idé om, hvad en stripper er for en størrelse, virker det absurd og ligegyldigt. 

Skuespilleren Aris Servetalis skildrer fornemt sin navnebrors uinteresserede forvirring. Han gør det umådeligt let for publikum at forstå, hvor frustrerende og meningsløst livet uden hukommelse er. Dermed kommer man også til at tænke over, hvorfor engangsknald og druk tillægges så stor kulturel værdi. 

Aris’ personlige rejse fungerer især godt i selskab med genoptræningsmakkeren Anna (Sofia Georgovassili). Selv uden deres hukommelse er de to vidt forskellige. Modsat Aris er Anna udadvendt, energisk og livsglad. 

De to er et umage makkerpar, som er skønne og vildt underholdende at følge. 

I løbet af deres rejse bliver det dog tydeligt, at der er visse ting, Aris ikke har glemt. Hjernen er plastisk – indgroede vaner og tankemønstre sidder på rygraden. Mens han ikke kan huske sit eget navn, hilser han straks på sin tidligere nabos glade, ulydige hund, da den finder ham i en park. 

Dét navn spytter hjernen gerne ud. 

Det er derfor svært at greje, hvordan Aris og Annas hukommelsestab fungerer. Apples holder kortene lige lovligt tæt ind til kroppen. 

Man får ikke megen indblik i, hvad hukommelsessygdommens regler er, og hvor meget Aris kan huske. Gang på gang er der kun Aris’ nedslåede reaktioner at se og forholde sig til. 

Det er frustrerende at prøve at regne ud, især når filmens tempo bliver monotont. Spændingskurven er lige så flad som Aris’ ansigtsudtryk, og det trækker ned i forhold til filmens absurde stemning og præcise nedskydning af kulturelle normer. 

Instruktørens landsmand Yorgos Lanthimos, der brød igennem med græske Dogtooth og fik succes med internationale film som The Lobster, forstår at være underholdende og tankevækkende på samme tid. 

Det niveau er 37-årige Christos Nikous forståeligt nok ikke nået til endnu med sin debutspillefilm. Hans film fungerer bedre som en udforskning af hukommelse og værdier end som en stærk filmisk fortælling. 

Og det lykkes vitterlig for Apples at sætte tankerne i gang. Måske er det noget så enkelt som smagen af et særdeles saftigt æble, der faktisk giver eksistensen mening?