Hvad kan man forvente af en superheltefilm ved udgangen af det herrens år 2018?
Aquaman scorer højt på adskillige parametre. Der er højspændt action til lands, endnu mere til vands og endda også lidt i luften.
Og så byder filmen om den drønstærke havmand på en voldsomt aktuel kommentar til menneskehedens forurening af verdenshavene, der er blevet brugt som skraldespand for uendelige mængder affald. Så kan man også sidde i biografmørket og blive aktivistisk anlagt på planetens vegne.
Publikum får også ganske rundhåndet næsten to en halv times underholdning for pengene, der ikke er så få, hvis man vil have den bebrillede IMAX-oplevelse med i hatten. De er nu meget godt givet ud, for filmen er et visuelt overflødighedshorn af bombastiske effekter.
Alligevel skurrer oprindelseshistorien om superhelten, der er halvt menneske og halvt atlantisk kriger. Men det største problem er, at Aquaman bortset fra et par halvkvædede komiske afstikkere tager sig selv alt for alvorligt.
Det starter med en højstemt fortællerstemme, hvor Arthur Curry – Aquamans borgerlige navn – fortæller om sine forældres umage møde i vendinger, der inddrager skæbnen og resten af de storladne tangenter. Der bliver ikke sparet på den fede fløde, når Arthur til tonerne af smukke strygere serverer banaliteter som: ”Livet har det med at overraske.”
Ingen kan blive overrasket over, at han vokser op til at blive en stærk helt, der bruger sine kræfter til at stoppe moderne pirater og andet skidtfolk til havs.
Kunne man i den forbindelse ikke have vredet lidt humor ud af, at Aquaman – spillet svulmende muskuløst og med glimt i øjet af Jason Momoa – svømmer rundt i cowboybukser?
Alle med et svømmebevis fra folkeskolen ved, at det ikke er den mest praktiske beklædning, hvis man er på dybt vandt. I stedet er der igen fuld patos på drengen, når Arthur får sig en dødsfjende, fordi han nægter at gøre gode gerninger for kriminelle.
Det bliver lidt sjovere, når han skal kæmpe for sin retmæssige plads som arving af havriget. Her møder han nemlig en fornøjeligt overspillende Patrick Wilson som halvbroren og nemesisen Orm og prinsessen Mera (Amber Heard). Med hende begiver Arthur sig ud med et redskab – en ældgammel besked – for at finde en sagnomspunden trefork.
På den tur er filmen sjovest, når den tager en sjælden soppetur ud i det latrinært lavkulturelle.
Da Mera har brug for at fugte redskabet, bruger hun sine kræfter på at trække sved ud af panden på Arthur. ”Jeg kunne bare have tisset på den,” siger han, og det er vel mest af alt sjovt, fordi han faktisk har ret – dét havde bare ikke set lige så sejt ud som tricket med panden.
I det hele taget er filmen ret optaget af at være cool på den rette ironiske måde.
Det skorter ikke på ironi i andre superheltefilm som Guardians of the Galaxy og Deadpool, men i dem er der enten venskabeligt hjerte bag løjerne eller balls to the walls-crazykomik på menuen. I Aquaman er ironien kun et ikke videre overbevisende forsøg på at tilføre en coolness-faktor til en film, der tager sig selv lovligt alvorligt.
Overraskende nok foregår den mest potente actionscene ikke under vandet, men i en søvnig landsby på Sicilien. Byen bliver omdannet til ragnarok, når undersøiske krigere går i kødet på hinanden.
Måske er det bare svært at lave medrivende spænding dybt nede på havbunden, som de færreste mennesker i sagens natur har et forhold til. Men det virker mere, som om manuskriptforfatterne og instruktør James Wan – gysermesteren bag Saw og Nattens dæmoner – har brugt kræfterne på landjorden, hvor også Arthurs mor, dronning Atlanna (Nicole Kidman), og Mera får et par velkoreograferede slagsmål.
De er nok til, at man føler sig nogenlunde underholdt, men der burde være mere humor i en historie om en toptunet fiskemand.
Kommentarer