Aquaman and the Lost Kingdom

Kære alle.

Vi er samlet her i dag for at sige farvel til et univers, der aldrig blev den succes, som pengemændene uden talent hos Warner Bros. håbede på.

Ambitionerne fejlede ellers ikke noget i 2013, da Zack Snyders Superman-film Man of Steel markerede starten på DC Extended Universe (DCEU).

Planen var, at DCEU skulle være Warners svar på Disneys Marvel-univers, men kreativt var DCEU ikke i nærheden af konkurrenten.

Publikum elskede ellers nogle af filmene, især den første Aquaman-film. Børn, teenagere og voksne flokkedes til biograferne, hvor de glade sad og skovlede popcorn ind, endda i en sådan grad, at 2018-filmen er den bedst indtjenende af de femten DCEU-film.

Derfor er det også meget passende, at det bliver den største finansielle succes, der får lov til at komme med de sidste krampetrækninger.

Men dødssejleren kommer aldrig i gang og bliver spændende. Tværtimod bærer Aquaman and the Lost Kingdom præg af alle de omvæltninger og intriger, som efter sigende har plaget produktionen.

Arthur Curry (Jason Momoa) hader at være konge af Atlantis og vil hellere bruge tiden på at hænge ud med sin lille søn eller slås mod monstre.

Heldigvis får han rig mulighed for det, da den hævngerrige skurk David Kane/Black Manta (Yahya Abdul-Mateen II) bliver besat af en magtfuld ånd.

Hele planeten er i fare og kun én person kan hjælpe Arthur med at redde dagen: lillebroren Orm (Patrick Wilson), der også er hovedskurken i den første film.

Som den navnkundige helt har Jason Momoa været et af lyspunkterne i de mange DCEU-film, han medvirker i. Den hawaiianske vildbasse er smækfuld af karisma, og det har altid blot været et spørgsmål om at kontrollere det sprudlende kaos.

Det sker ikke i den nye film.

Momoa har selv været inde omkring historien, og det har åbenbart ikke været den klogeste beslutning. Skuespilleren brummer og råber sine replikker alt, hvad han kan, uden at det overhovedet rykker noget.

Filmen er bygget op som en klassisk buddy-cop-film, hvor to helt forskellige personligheder er nødt til at arbejde sammen i bedste Dødbringende våben-stil.

Vi er dog på intet tidspunkt i nærheden af krimi-actionfilmens niveau. I stedet fremstår The Lost Kingdom snarere som en pastiche på genren, hvor alle replikker leveres, som var det cliffhangeren i filmens trailer.

”Hver dag, jeg ikke får lavet min dragt, er en dag mere, Aquaman lever,” lyder det svulstigt fra Black Manta.

Problemet er, at det virker mere komisk end skræmmende. Og hele plottet omkring en magtfuld sort trefork ligner et Ringenes herre-rip-off. Pilou Asbæks 30 sekunders rolle i en flasback-scene ligner noget, som røg på klippegulvet i redigeringen af Peter Jacksons film.

Til trods for at Aquaman and the Lost Kingdom er tyve minutter kortere end forrige film, føles den længere og mere usammenhængende.

De mange sladderhistorier om Amber Heards person i forhold til retssagen mod Johnny Depp og dårlige forhold til Jason Momoa ser også ud til at have haft en direkte konsekvens for handlingen.

Selv om hendes karakter Mera er en af filmens stærkeste og redder Aquaman flere gange, har skuespilleren blot knap tyve replikker. Sammenholdt med, at Mera er mor til deres fælles barn, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt figuren rent faktisk bliver brugt.

Det er sigende for, hvordan kaos i kulissen har været fast bestanddel af DCEU med instruktør- og skuespillerkonflikter samt en talentløs styring fra selskabet. Det har været tragikomisk at overvære producenter med så ringe viden om materialet og personalehåndteringsevner som en tvær fascistoid-mellemleder.

Også smertefuldt, når man ved, hvor meget potentiale der er i figurerne. Derfor er det ikke så underligt, at man nu har valgt James Gunn som chef for det nye DC Universe.

Med MCU-filmene om Guardians of the Galaxy og DC-filmen The Suicide Squad samt serien Peacemaker har instruktøren vist spitzengefühl for, hvordan man skruer en god superheltehistorie sammen.

Inden det univers tager sin begyndelse, siger vi farvel til DCEU. Det skulle have været så stort og mægtigt, men ender med at være den ubekvemme fis, ingen i selvskabet har lyst eller mod til at tage æren for.

Hvil i fred sammen med resterne af Zack Snyders karriere.