Det er meget svært at beskrive Victor Kossakovskys nye film uden at få den til at lyde ualmindeligt kedelig. Og det ville være urimeligt, for den russiske instruktør er lykkedes med et værk, der føles som så meget mere end summen af de individuelle byggesten.
Helt konkret består Architecton af diverse optagelser af sten, klipper og beton – med en enkelt afstikker til et faldende træ.
Eneste dialog er i sekvenser, hvor den italienske arkitekt Michele De Lucchi instruerer to mænd i at bygge en stencirkel i sin have, en scene, hvor han taler med en stenrenser i Libanon, og en epilog, hvor De Lucchi og Kossakovsky sammen diskuterer beton.
Alligevel er de 98 minutter konstant interessante og hyppigt bjergtagende.
Victor Kossakovsky imponerede i 2019 verden med dokumentaren Aquerella, der mediterer poetisk, dramatisk og tavst over menneskets komplekse forhold til det magtfulde stof – vand – der dækker så meget af vores klode.
I 2021 vendte han tilbage med Gunda, hvor det er menneskets brutale behandling af grise og andre dyr, som er i søgelyset.
Denne gang kaster instruktøren sig over en anden monumental naturkraft, som planetens førende primat på magisk vis har tøjlet: sten, klipper, selve fundamentet under os.
Igen vil han med storslåede optagelser vise os, at vi har sejret ad helvede til. Og sammen med fotografen Ben Bernhard demonstrerer Kossakovsky, at han er en af dokumentarismens ypperste billedskabere.
Det begynder med skræmmende droneskud af destruerede betonbygninger i Ukraine. Beton blev brugt til at bygge menneskenes hjem, og det blev destrueret igen, da andre mennesker ville gøre en ende på deres liv.
Ud over de smadrede huse vender filmen ofte tilbage til eksplosioner i bjerge – set udefra. Den menneskeskabte destruktion og voldelige manipulation af klipper, der er så stærke, at intet andet dyr nogensinde har forsøgt det samme.
På en grusfabrik betyder ultranærbilleder og komponisten Evgueni Galperines fortællelystne, pulserende musik, at stenene i knuseren ser ud til at danse deres vej ned i grusets helvede som til et dystert rave-party.
Men filmen er mindst lige så interesseret i balance og den kontrol, det kræver at bruge geologien som kunstmateriale.
Igen og igen ses store sten, der balancerer oven på pæle – meningsløst, men imponerende. Og De Lucchi bemærker selv, hvor poetisk ligegyldigt det er at placere en masse sten i en cirkel – især når man gør det i snevejr og fryser de stenlæggende hænder.
Kameraet dvæler ved gamle romerske stenbyggerier i Libanon. Smukt, besværligt håndværk, der former et arkitektonisk mesterstykke for mennesket, men nok er identisk med alle andre stendynger for hunden, der fiser op ad de gamle trapper i et langt, symmetrisk skud.
Det mindst interessante i Architecton er den afsluttende tirade om beton. Kossakovsky og De Lucchi er rørende enige om, at sten er langt smukkere og mere bæredygtigt end beton. Men instruktøren er en meget mere ferm billedskaber end interviewer.
Samme pointe står klart skarpere i kontrasten mellem de flotte, romerske ruiner og betonbyggerierne, udført af robotter, der sprøjter byggematerialet ud som på tube.
Noget af det stærkeste i hele filmen er en tidlig sekvens, hvor kameraet zoomer meget tæt ind på sten og jord, der vælter ned ad en overflade med foruroligende kraft. Mens Evgueni Galperines får lov at fylde storladent på lydsiden, kan man fare helt vild i stenene og jorden, der aldrig når noget sted hed.
Man bliver helt i tvivl, om det bare er småsten, der triller ned ad en lille bakke, eller kæmpeklipper på vej ned ad en bjergside. Måske gør det ingen forskel, for begge dele er i menneskets magt.
Det er skræmmende på et mytologisk niveau.
Vi frygter at miste kontrollen over maskinerne og har allerede mistet den over klimaet. Hvilke mareridt det ville være, hvis stenene blev sluppet fri og tog deres hævn.
Kommentarer