Biografanmeldelse
27. juli 2023 | 08:53

Argonauterne – Mission Olympus

Foto: TAT Productions

Musen Mia drager ud på en farefuldt eventyr for at formilde havguden Poseidon, der truer med at lade en flodbølge skylle ind over hendes lykkelige by.

Med referencer til den græske mytologi gør farvestrålende og underholdende børnefilm de yngste nysgerrige på en verden af viden.

Af Astrid Maan Thomsen

Kast dig i stævne og gør klar til at blive overrasket. For hvad har en mus med den græske mytologi at gøre? 

I Argonauterne – Mission Olympus hænger de ikke desto mindre sammen og bliver til et hæsblæsende eventyr for de mindste – et eventyr, der handler om at forfølge sine drømme og vigtigheden af venskaber. 

Denne charmerende pærevælling af animationskræfter vil holde de smås øjne klistret til lærredet og give de voksne en masse genkendelige referencer. 

Endda også til Godfather-filmene og Titanic

Mia er en eventyrlysten mus. Hun bor sammen med katten Sam, som adopterede hende i Iolcus, en havneby i det antikke Grækenland. Siden Mia var lille, har hun drømt om at være som oldtidens krigsherre Achilleus, kongen Odysseus eller især kongesønnen Jason, der gennem guden Zeus beskyttede Iolcus fra katastrofer. 

Berømt er Jasons togt på skibet Argo for at hente et gyldent skind. Missionens deltagere kaldes argonauter.

Mias hjemby bliver pludselig offer for den store Poseidons vrede efter opførelsen af ​​en statue til hans bror Zeus. Det vækker den græske guds misundelse.

Mia og Sam prøver at redde deres by og dens indbyggere. Havguden Poseidon har nemlig truet med at lade en flodbølge skylle ind over den lykkelige by, hvis ikke indbyggerne inden syv dage får rejst en ny statue af ham selv med en glitrende trefork, der kan måle sig med Zeus’ lyn. 

Det får Mia til at træde i karakter og ruske liv i de gamle argonauter. Planen er at sejle ud på Argo og finde en skatteø med safirer, som kan formilde Poseidon.

Det bliver et eventyr, hvor de sammen med andre modige dyr står over for mytologiske væsner af alle slags. 

Vi har at gøre med en film med en yderst let historie uden nogle særlige twists, hvilket nok godt kan skuffe ældre børn. Men for det yngre publikum har man mulighed for at give dem indblik i et nyt emne – her den græske mytologi med dens storslåede skikkelser. 

Når det gøres med sådan en farvestrålende og børnevenlig animation, bliver netop det didaktiske aspekt – didaktisk er oprindelig et græsk ord, som betyder at undervise – en af filmens særlige kvaliteter. 

For selvfølgelig vil mange af filmens historiske referencer gå hen over hovedet på de fleste af de små børn, men ambitionen om at skabe en god, vellavet og ikke mindst indsigtsfuld film for børn er sympatisk. 

En film, som vil få dem til at tænke. 

Man bliver revet med af de musikalske indslag, men det havde klædt de franske instruktører David Alaux, Eric Tosti og Jean-François Tosti, der stod bag Junglebanden og Villy og monsterplanetenat holde et mere klart fokus. 

Som i mange andre af tidens børnefilm er man ivrig efter, at der skal ske noget hele tiden, fordi man frygter ikke at kunne holde børnenes opmærksomhed fanget. 

Der er alt for megen råben og skrigen, sjov og ballade. Hvorfor skal der i et hele taget råbes i børnefilm? Det bliver anstrengende sammen med den ikke synderlig imponerende dialog. I stedet for at engagere børnene risikerer man at miste dem. 

Argonauterne – Mission Olympus er på ingen måde noget mesterværk, men det er en underholdende produktion. Selv om den gentager fortælleformler fra børnebiografens verden, som vi har set igen og igen, finder den sin egen originalitet i det mytologiske tema. 

Så er det op til forældrene og familien at følge op på, hvad filmen tilbyder af nye tanker for de mindste.

Trailer: Argonauterne – Mission Olympus

Kommentarer

Titel:
Argonauterne – Mission Olympus 

Originaltitel:
Pattie et la colère de Poséidon 

Land:
Frankrig 

År:
2022 

Instruktør:
David Alaux, Eric Tosti, Jean-François Tosti 

Manuskript:
David Alaux, Eric Tosti, Jean-François Tosti 

Medvirkende:
Andrea Heick Gadeberg, Niels Ellegaard, Nicolaj Kopernikus og Paul Hütte 

Spilletid:
85 min 

Aldersgrænse:
Tilladt for alle 

Premiere:
27. juli

© Filmmagasinet Ekko