Armand

Der var engang, hvor Danmark havde førertrøjen, og Norge kiggede misundeligt på, inden for film i det lille kulturelle vindue, vi kalder Norden. 

Nu er Norge landet, som stolte Danmark og Sverige kun kan beundre og lære af. Hvert eneste år byder på et markant internationalt instruktørgennembrud med kunstneriske syvmilestøvler på. 

Kristoffer Borgli med Sick of Myself, Dag Johan Haugerud med trilogien Sex, Drømme og Kærlighed og nu 35-årige Halfdan Ullmann Tøndel med Armand, et mildt sagt modent og raffineret værk at skyde en karriere i gang med. 

Filmens præmis er enkel. 

Alenemoren Elisabeth (spillet af 37-årige Renate Reinsve fra Joachim Triers Verdens værste menneske) bliver i hast kaldt ind på den kommuneskole, hvor hendes søn går. 

Der er ”sket noget”. 

På skolen sidder nerverne allerede uden på tøjet. Inspektøren, sundhedsplejersken og klasselæreren sveder om kap og prøver at skjule deres inkompetence, når det gælder krisehåndtering. Elisabeth er både en autoritet (kendis) og sårbar (enke og enemor). 

Med til samtalen er også et andet forældrepar, hvis søn er offer i hændelsen. Et overgreb af muligvis seksuel karakter, som Elisabeths seksårige Armand skal have begået. 

”Jeg synes, vi skal starte med at blive enige om målet for dette møde,” fremstammer klasselæreren Sunna (Thea Lambrechts Vaulen), der panisk prøver at fremstå myndig, men allerede er blæst omkuld ved første øjenkontakt. 

Et af filmens radikale valg er, at vi ikke ser drengene – kun deres forældre og institutionelle beskyttere. Og parterne havner hurtigt i en konflikt over, hvilket barn man vælger at stole på og ikke mindst hvorfor. 

Det er nemlig ikke en film om jura og børn, men derimod om voksnes selvbilleder og strategiske spil for galleriet. Snart vælter de norske bedsteborgerskeletter ud af skabet, i takt med at alle involverede viser sig stærkt prægede af indbyrdes relationer, jalousi, bebrejdelse, sorg og egoisme i flere farver. 

Dramaet udspiller sig i skolens forskellige rum, hvor børnetegninger og minimøbler tegner en grotesk ramme om de voksnes krig. 

Alle som én har de voksne en overflade, de kæmper med empatiske miner og civiliserede floskler for at beskytte. Den skandaleangste og hykleriske skoleleder Jarle (forrygende Øystein Røger) ånder ud efter endnu en svær samtale med et ”jævla fuckface”. 

Man føler en form for lettelse: omsider et oprigtigt ord fra hans mund. 

Der er ekkoer af Ruben Östlunds banalitets-hudflettende misantropi, men også noget mere skrøbeligt og medfølende. Det bliver tiltagende svært at parkere andet end situationsbestemt medfølelse hos nogen i gruppen, men det er synd for menneskene, og forældreansvar er en byrde, der sætter loyaliteten på evig prøve. 

Sætter man fællesskabet eller øjestenen først? Velfærd eller selvværd? 

Alle, der som undertegnede har børn, vil vide, hvor let man lader sig gribe af beskyttertrang og rygtebaseret visdom om, hvad man skal afskærme sit afkom imod. Og Halfdan Ullmann Tøndel formår at danse uden om alle de stereotyper, filmens drama inviterer til at tegne. 

Det er et komplekst galleri af komplekse mennesker. 

Det sætter det hele på spidsen, at Elisabeth er skuespiller. For nogle af de involverede bliver det en oplagt grund til at mistro hendes tårer. Og Renate Reinsves Elisabeth er virkelig en mundfuld at placere. Skiftevis skarpt reflekterende som en hajfinne, blød som en delfinbug og komplet uforudsigelig med træk af manisk adfærd. 

Det er også i hendes hypersanselige, fantaserende perspektiv, at kommuneskolens mørklødede pedel pludselig bliver dansepartner i et shownummer. Det lyder måske påklistret, men hele filmens æstetik dyrker det intenst sansende – fra zoom-ind på en kropsdetalje over et forstørret ekko af skridt til et surreelt oplyst klasselokale. 

Reinsve bærer store dele af filmen på sine smukke, bare skuldre, som både mande- og kvindeblikke limer sig til. Hun er en stolt, forladt dronning, et utæmmeligt kattedyr, men også med en fragil skal om en kerne, der er svær at fornemme. Og det samme kan man sige om mange af filmens andre figurer. 

Det er en kæmpe triumf, at vi aldrig bliver ligeglade med dem, samtidig med at filmen er en audiovisuel og fortælleteknisk tour de force.