Army of the Dead

Zack Snyder er tilbage, hvor han startede filmkarrieren: i en verden overrandt af zombier.

Debuten Dawn of the Dead fra 2004 var ikke alene et remake af George R. Romeros blodige gysersatire over 70’ernes konsumerisme.

Den nød godt af et veloplagt manuskript af James Gunn, som senere instruerede Guardians of the Galaxy. Og netop hans sans for at finde en perfekt balance mellem historie og blodig action, savner man i Snyders nye Netflix-film.

En horde af omvandrende kadavere har overtaget spillebyen Las Vegas. Efter det ikke lykkedes at slå dem ihjel, besluttede den amerikanske regering at spærre byen af med en kæmpe containermur, så de vandrende døde ikke spredte sig til resten af landet.

Derfor er der ud over zombierne også indhegnet masser af penge i kasinoernes kæmpe bankbokse, som bare ligger og venter på at blive hentet.

Hvis man ellers tør begive sig ind i zombieland.

Det gør den tidligere lejesoldat Scott Ward, som får til opgave at skaffe 200 millioner dollars fra en boks i milliardæren Bly Tanakas efterladte spillested.

Til det formål samler Dave Bautistas bryske actionmand et solidt hold bestående af tidligere kollegaer, en skarptskydende influencer, pengeskabsåbner og sin egen datter Kate.

Læg dertil en håndfuld karakterer, hvis eneste formål er at blive zombieføde – og genremikset mellem kupfilmen Ocean’s Eleven og actionkomedien Zombieland er komplet.

Splatterudgydelserne fejler ikke noget og er helt klart filmens bedste salgspunkt. Afrevne lemmer flyver rundt, og kranier bliver enten kvast eller åbnet, så klæbrig hjernemasse flyder i linde strømme.

Som om det ikke er nok, har Snyder og medforfatterne Shay Hatten og Joby Harold tilføjet lidt ekstra krydderi.

For det første er zombierne delt op i to kategorier. Vaklerne er dem, som hjernedødt render rundt på må og få. De andre, Alfaerne, besidder en form for intelligens, så de adlyder deres leder, über-zombien Zeus.

Præcis, hvad der ligger til grund for den forhøjede hjernekapacitet hos ham og hans udvalgte, får man ikke nogen forklaring på – bortset fra et spor i starten af filmen.

Her ser vi Zeus bryde ud af en forulykket militærtransport, der fik kodenavnet ”De fire ryttere” som dem, der varsler apokalypsens komme. Han dræber soldaterne og vandrer derefter ned i ørkenbyen Las Vegas, hvor han starter dommedagskaosset.

Gambling-mekkaet indbyder til overdreven galskab, og derefter virker det ikke underligt, at der blandt Zeus’ undersåtter er en hvid zombie-tiger. Som om det massive, stribede dyr ikke i sig selv er frygtindgydende nok, giver et manglende øje og et halvspist udseende den sidste, makabre prik over i’et.

Fantasien fejler bestemt ikke noget, men den menneskelige side af historien fremstår lettere lemlæstet.

Dave Bautista er mere end en actionbøf a la Arnold Schwarzenegger.

Rollen som den stoiske rummand Drax med den særprægede humor i Guardians-filmene og hans korte, men mindeværdige birolle som replikant i Blade Runner 2049 har vist, at han er mere end bare muskelmasse.

Men han får ikke samme udfoldelsesmuligheder i Army of the Dead, til trods for at der bliver kastet flere dilemmaer op i luften. Forholdet til datteren (Ella Purnell) er anstrengt, og omstændighederne omkring hans kones død lægger op til at udvikle karakteren.

Men det bliver ved enkelte bemærkninger. I den forstand er filmen meget kendetegnende for Zack Snyder, der ofte vægter stil over substans.

Der er ingen tvivl om, at han er en æstetisk mester. Visuelt er Army of the Dead en lækkerbisken, hvor Snyder dyrker en mere naturalistisk stil, end vi plejer at se fra hans hånd.

I bund og grund er zombiefilmen en underholdende actionbasker, men det opsvulmede korpus på 148 minutter kunne med fordel være blevet fedttrimmet med tyve minutter.