Hvad har Taylor Swift, Gilli og Arne Alligator tilfælles?
Ikke meget skulle man tro, men siden børnebandet Arne Alligators musikvideoer blev udgivet på YouTube i 2020, har de været blandt de mest populære i Danmark.
Tegnefiguren Arne Alligator er oprindelig svensk. Men videoerne med ham og hans junglevenner er blevet set af så mange danske børn, at man besluttede sig for at oversætte Arne og hans jungleunivers til dansk.
Nu er turen kommet til, at den muntre alligator skal overtage det store lærred i biograferne.
Arne Alligator og junglevennerne er instrueret af finske Jenny Jokela og læner sig op ad jungledyrenes videoer. Arne (dansk stemme af Jesper H. Paasch) er den burger-elskende alligator, som med sin karakteristiske bowlerhat er nem at genkende blandt junglens dyr.
Han bor i det inderste af junglen sammen med sine gode venner: den piratbesatte papegøje Pedro (Josef Aarskov), den ensomme abe Antonio (Malte Milner Find), den generte elefant Pelle (Sonny Lahey) og den omsorgsfulde menneskepige Lilly (Maia Andersen).
Sammen kan de klare alt, hvad de bliver udsat for. Uanset om det er bævere, der med en dæmning ødelægger deres yndlingsbadesø, eller når Arne spiser for meget slik og får besøg af den berygtede tandtrold.
Historierne akkompagneres af underholdende, musikalske indslag. Som da tandtrolden synger ”Jeg er en trold, som lever i din mund”, mens hans tandtrolde danser løber rundt mellem Arnes tænder. Så er det ikke svært at forstå, hvorfor alligatorens popularitet har været stigende hos børn i hele Norden.
Filmen er opbygget af små fortællinger med hver sin begyndelse og slutning.
I en af historierne går pigen Lilly rundt til alle dyrene inden sovetid og siger godnat. Elefanten Pelle får lagt et tæppe over sig, som proportionelt måske havde passet bedre til et af de mindre dyr. Lilly siger godnat til papegøjen Pelle, der i sin drøm har travlt med at slås mod ondsindede pirater.
Til sidst finder Lilly en lysvågen Arne. Han har endnu ikke kunne finde ro og ved ikke, hvad han skal gøre. For hvordan falder man i søvn, når man slet ikke er træt? Mon ikke de i fællesskab kan finde svaret.
De enkeltstående handlingsforløb bærer alle på et godt budskab, som er pakket ind i humor i børnehøjde. Budskaberne varierer fra, at man skal huske at børste tænder, til at man altid skal hjælpe folk i nød.
Budskaber, som det i øvrigt heller ikke skader voksne at høre én gang til. Det føles aldrig påtaget, men fungerer som en passende afrunding på en børnefortælling.
De små historier sætter naturligvis grænser for handlingsforløbene, men sørger til gengæld for, at det aldrig bliver mere kompliceret eller langtrukkent, end at selv de mindste børn kan følge med.
Til trods for den børnevenlige fortællemetode er Arne Alligator og junglevennerne overraskende lidt stereotyp. Filmen formår at styre uden om overfladiske slapstickjokes, som man ellers ofte ser i børnefilm.
De humoristiske øjeblikke fylder i baggrunden. En tandlægeklinikassistent bruger blækspruttende nogle af sine ekstra arme til at strikke, mens Arne blive konsulteret. Og pludselig dukker en babyhaj op i junglevennernes badesø, fordi den er ”svømmet vild”.
Junglen, hvor Arne og alle vennerne bor, er både livagtig og genkendelig fra YouTube. Med enkle midler skaber tegnefilmen et eventyrligt univers, som det er nemt at indleve sig i.
Arne Alligator og junglevennerne er kort og godt fornøjelig hygge fra start til slut.
Kommentarer