Arrival

Hvad gør vi, når vi får besøg fra det ydre rum?

Det klassiske science fiction-scenarie er omdrejningspunktet i Arrival, fransk-canadiske Denis Villeneuves mest ambitiøse og visionære film til dato.

Her lander tolv gigantiske rumskibe som halverede rugbybolde på tværs af kontinenterne.

Breaking news bimler ind på de studerendes telefoner i auditoriet hos lingvistikprofessor Dr. Louise Banks (Amy Adams). Nyhederne spreder sig som en løbeild, men det gør forståelsen ikke. For hvad vil de her?

Rumskibene hænger ubevægelige i luften, mens både amerikanerne og kineserne holder ængsteligt øje med fingeren på aftrækkeren.

Dr. Banks opsøges af den kontante militærmand Weber (Forest Whitaker). Hun har tidligere assisteret militæret, og nu rekrutteres hun til at kommunikere med rumvæsnerne sammen med Jeremy Renners kække videnskabsmand Donnelly.

I scenerne, hvor de to fragtes hen til rumskibet, viser Villeneuve sig som spændingens mester. Båret frem af komponist Jóhann Jóhannssons snerrende, stikkende rytmer føres de op i en kæmpe elevatorlignende skakt. Hvert lille ryk fra omgivelserne kommer som et chok for publikum. Som da tyngdepunktet pludselig flytter sig, og loftet bliver til gulv.

Manusforfatter Eric Heisserer har før skrevet gysere og bruger alle sine tricks til at male en klaustrofobisk stemning, hvorefter han overraskende skifter spor.

For da gruppen når frem til rumvæsnerne, vil de os det tilsyneladende ikke ondt. De står indhyllet i hvid røg bag en glasvæg, og de har lange tentakler, som udspyer komplet uforståelige røgsymboler.

Eller rettere: svært forståelige. Og det bliver fokus for resten af filmen.

Alle lande, der har fået besøg, tolker symbolerne forskelligt. Nogle mener, at rumvæsnerne refererer til et redskab, andre et våben. Misforståelserne florerer, og militærmændene spænder muskler verden over. Skulle man ikke skyde først bare for en sikkerheds skyld?

Mens de storpolitiske intriger truer med at bryde ud i global konflikt, kæmper Dr. Banks for at knække koden i tide til at standse sammenbruddet. Det er her, man mærker Villeneuve som auteur. Han har en uforlignelig evne til ikke blot at vælge spændende projekter, men også at omgive sig med talentfulde kunstnere.

Det gælder særligt på skuespilfronten, hvor altid eminente Amy Adams med følsom indlevelse formår at udtrykke mere, når hun tier, end når hun taler. Det er paradoksalt og sigende i en film, der handler om kommunikation.

Dr. Banks er en klassisk Villeneuve-karakter: talentfuld, men uden andet indhold i sit liv end karrieren. Hendes datter døde, og jo tættere hun kommer på at begribe de fremmede, jo værre rammes hun af smertefulde visioner om sin datter.

Med sin mystik og storladenhed vækker Arrival mindelser om Inception og Nærkontakt af tredje grad.

Som filmen skrider frem, stiger presset på personerne, men Denis Villeneuve kræver også et vist engagement af beskueren. At tyde de mystiske skrifter kræver ikke bare den rigtige kode, men den rigtige mentalitet, og Villeneuve sporer os langsomt og pirrende ind på den rette sammenhæng ved at sprede brikkerne ud i løbet af filmen.

Når han endelig samler dem til sidst, fejer han på mesterlig vis benene væk under publikum.

Det er det, der gør Arrival så uafrystelig, både filosofisk og på et personligt plan. Som de bedste film i genren fortæller den en gedigen spændingshistorie, samtidig med at den fremsætter tankevækkende betragtninger om menneskeheden.

Villeneuve er interesseret i det paradoksale ved moderne kommunikation: Aldrig har det været lettere at komme i kontakt, aldrig har det være sværere at blive hørt. Efterhånden som den globale konflikt eskalerer, tripper vi af spænding over hver og en af Dr. Banks’ opdagelser.

Aldrig har kryptografi været så spændende.