ArtyFarty

”Er Trier egentlig okay?” spørger DR2’s nye kulturprogram ArtyFarty i fjerde afsnit, som sendes søndag aften. 

Så sendes reporteren Zissel i marken iført en hvid brudekjole, der refererer til instruktørens Melancholia, hvor verden går under, ligesom den truer med at gøre i disse coronatider. 

Vi møder Ekkos egen Peter Schepelern, produceren Peter Aalbæk Jensen, der bogstavelig talt har slået et stort brød op, og tidligere filmskolerektor Poul Nesgaard, som i en kano sejler Zissel til Triers idyllisk beliggende hjem i Lyngby med temaet fra Melancholia i baggrunden. 

De medvirkende fortæller anekdoter om mesteren og forsikrer, at han er okay. Det er flot filmet og iscenesat – som scener i en film – og det er ganske underholdende, selv om vi egentlig ikke får noget nyt at vide. Men da vi endelig kommer ind i løvens hule, dementerer billederne af en sympatisk, men tydeligt svækket Trier det optimistiske budskab.

Trier har tilsyneladende intet at sige om hverken sin eller verdens tilstand. Han fortæller dog én interessant ting. Hans mål er nu at lave ”tålelige film” i modsætning til unavngivne kolleger, der finder på projekter for at kunne blive boende i det dyre hus, som de købte dengang, de lavede et filmhit.

”Hvordan harmonerer det med, at du sidder og arbejder på Riget 3?” ville have været det indlysende spørgsmål. Men som så ofte svigter modet holdet bag ArtyFarty, der præsterer at lave en halv times portræt af instruktøren uden at nævne hans nye projekt med et eneste ord.

Arty-farty betyder ”forlorent-kunstnerisk” og bruges ofte om noget, som giver sig ud for at være kunstnerisk interessant uden at være det. Man fornemmer da også, at ArtyFarty gerne friskt og uimponeret vil skabe lidt røre i kulturelitens andedam og udfordre de vedtagne sandheder med et glimt i øjet.

Det gør man med en blanding af humor, iscenesættelse og journalistik, der ligger i forlængelse af satiriske personligheder som Michael Moore og Louis Theroux, men herhjemme rækker helt tilbage til Poul & Nulles ungdoms-tv i 1980’erne.

I første afsnit undersøger ArtyFarty ægtheden i et angiveligt billede af Skagensmaleren Michael Ancher og stiller spørgsmålet: Hvad er kunst? Det næste afsnit handler om forskellen på fint og ufint i kunstens verden, og det tredje sætter fokus på kultur, der på godt eller ondt giver kvalme.

Det er virkelig interessante emner og bruddet på den ærbødige kulturdækning, som gør området en bjørnetjeneste, er i sig selv befriende.

Men hvis man vil skabe røre i andedammen, skal man stå tidligt op. Det kræver knivskarpe analyser og grundigt researcharbejde, og ingen af delene har ArtyFarty-holdet – der kommer fra Radio24syv – formået at levere.

Det har heller ikke hjulpet, at det har taget fire afsnit at finde noget så elementært som formen.

En vært, en redaktør og to journalister i fingerede redaktionsmøder fungerede overhovedet ikke, og først i afsnit tre og fire, hvor værten Oliver Zahle har bundet indslagene sammen fra det fiktive galleri ved navn ArtyFarty, er der kommet en smule styr på sagerne.

Men det helt grundlæggende problem er manglen på substans.

Det er en original idé at tage et ”ufint” nummer – Big Fat Snakes Bonsoir Madame – og sætte en ung musiker til at gøre det fint i kulturelitens øjne.

Eksemplet holder bare ikke.

Kontrasten mellem den depressive tekst og den glade sang er ikke, hvad der gør nummeret til kitsch. Der er lavet masser af anerkendt musik, hvor musik og tekst modsiger hinanden – tænk bare på The Smiths. Nummeret er kitsch, fordi det er over the top – for meget, patetisk, ikke-raffineret – og så nytter det ikke at sætte sangen ned i tempo.

Efter den ellers interessante undersøgelse af Michael Ancher-billedet i første afsnit sidder man også tilbage og er i tvivl. Er billedet ægte eller falsk? Er det dårlig kunst? Hvad er egentlig pointen?

Man sidder tilbage uden at være blevet klogere.

I afsnit to kritiserer Poul Pava fra Bornholm kunstverdenen for at være et lille, lukket kredsløb. Men i stedet for at undersøge, om der er hold i påstanden, går ArtyFarty uanfægtet videre, så Pava står tilbage som en excentriker, redaktionen ikke selv tager alvorligt.

Og hvorfor hellige et helt afsnit til Lars von Trier uden en seriøs vinkel og med en stor elefant i rummet?

Radio24syv er savnet, men ArtyFarty-holdet må se i øjnene, at det kræver meget mere at lave en halv times tv end to timers taleradio. Der er fire afsnit tilbage, så det kan stadig nås!