Assassin’s Creed

I 2007 var det ret fantastisk, at man i computerspillet Assassin’s Creed kunne snigmyrde magtfulde personligheder under tempelriddernes korstog i Arabien.

Handlingen blandede sci-fi med historiske begivenheder, og sammen med blændende smuk grafik og realistiske animationer blev spillet en kæmpe succes.

Siden er der lavet ni hovedspil med et utal af sidespring, en bogserie og nu også en spillefilm instrueret af Justin Kurzel.

Desværre er magien fra 2007 så godt som forsvundet i filmen.

Michael Fassbender har ellers hovedrollen og spiller solidt skuespil, som han plejer. Hans karakter Callum Lynch ser intet mindre end rædselsslagen ud, da den dræbende væske langsomt siver ind i blodårerne under hans henrettelse på en dødsgang i Texas.

Men til sin store overraskelse dør han ikke. I stedet vågner han op i et rehabiliteringscenter i Madrid til synet af den smukke videnskabskvinde Sofia Rikkin (Marion Cotillard).

Sofia og hendes far (Jeremy Irons), som er chefen for det hele, har tænkt sig at udrydde al verdens ondskab ved hjælp af en avanceret maskine kaldet Animus.

Ved hjælp af genetiske minder i hans DNA kan maskinen få Callum til at genleve sin fjerne lejemorderslægtning Aguilar de Nerhas’ oplevelser. Mentalt sendes han tilbage til 1400-tallets Spanien for at finde ud af, hvor paradisets æble ligger skjult.

Æblet er en petanquekugle-lignende artefakt, som er nøglen til at eliminere menneskets fri vilje og dermed også ondskaben.

De mentale tidsrejser fylder langt mindre i filmen end de gør i computerspillene, og nærmest alt, hvad der gjorde dem interessante på computerskærmen, er taget væk i filmversionen.

Den smukke og karakteristiske hvide dragt, som lejemorderen har båret i de bedste af spillene, er erstattet med en mørk og kedelig kutte, som fortids-Fassbender render rundt i. De lyse og flotte farve- og detaljerige byer og miljøer i spillene er byttet ud med en konstant tilrøget, grumset og mørk skildring af middelalderens Spanien.

Filmen følger blockbuster-trenden og gør stemningen mere dunkel – desværre på bekostning af spillenes troværdighed, eventyrlighed og eskapisme.

Ærgerligt, for historien er ikke noget særligt i sig selv. I bund og grund handler det om, at en gruppe af kutteklædte spaniere har dannet et broderskab, som både i fortiden og nutiden skal forsvare menneskets fri vilje mod den tyranniske organisation Knights Templar.

Dog bruger filmen mest tid på at følge Callum Lynch i nutiden.

Til at starte med stritter han imod, hver gang han kobles til Animus. Det flotte, minimalistiske sci-fi-software-tema, som fremtrådte under de mentale tidsrejser i spillene, er i filmen erstattet af et mere vulgært scenarie.

Fassbender bliver koblet til en gigantisk robotarm, som ligner noget selv maskinerne fra The Matrix ville synes var rædselsfuldt. Hans ”syner” bliver visualiseret gennem spøgelsesagtige CGI-gengivelser af hans forfaders oplevelser, som svæver omkring Callums krop i maskinen, når vi ikke er direkte inde i hovedet på ham.

Visuelt ser vi altså i nutiden, når han er i maskinen, i fortiden, når han hopper på hustage i Spanien, og en ret uforklarlig mellemting, når tingene fra fortiden danser rundt med nutids-Callum. Det er for meget, især fordi alle CGI-effekterne knytter sig til en kedelig, brunlig farveskala.

Det er Sofia Rikkins opgave at få Lynch til at deltage frivilligt i missionen. Det lykkes hende forholdsvis hurtigt, på trods af at hendes mimik, accent og replikker er lige så stive og tørre som en pensionist på viagra.

Selvhøjtideligheden flyder ud over det hele, og på trods af et imponerende cast, der tæller Brendan Gleeson som Callums far, er det kun Fassbender, som formår at gøre sin karakter lidt menneskelig.

De første Assassin’s Creed-spil kan i dag købes for under hundrede kroner og er en langt bedre investering end en biografbillet til filmversionen.