Asterix: Byplanlæggeren

Jeg har set Asterix indta'r Rom så mange gange, at VHS-båndet til sidst var slidt op. Og jeg har set Asterix og Kleopatra så mange gange, at jeg kender opskriften på Kriminalis’ forgiftede kage.

Jeg har også læst tegneserierne. Men det er, ved Teutates, de gnidrede, klodsede og billigt producerede tegnefilm, jeg husker allerbedst.

Mellem 1967 og 1989 sendte det parisiske tegneserieforlag Dargaud seks film om den klejne Asterix og den trinde Obelix på gaden, og nu er det umage makkerpar så tilbage på det store lærred – for første gang i 3D.

Asterix: Byplanlæggeren mangler en smule af den charme, der kendetegnede de gamle film. Til gengæld er det unægteligt bedre filmhåndværk.

Vi vender nok en gang tilbage til Romerriget og den eneste galliske landsby, som romerne endnu ikke har underlagt sig. Legionærerne får læsterlige tæv af gallerne, der flittigt benytter sig af deres hemmelige trylledrik i kampen mod kolonimagten.

For endegyldigt at underlægge sig gallerbyen beslutter Cæsar at opføre et storslået bygningsværk i umiddelbar nærhed af de uovervindelige rebeller.

Arkitekten Designius tegner pragtstykket Urbanus-byen, og med slavers hjælp går han straks i gang med at fælde træer. Men gallerne, ført an af Asterix og Obelix, giver ikke op så let.

Filmen er baseret på Asterix-albummet af samme navn fra 1973. Og det kan undre en smule, at valget er faldet på netop det album, der er en af seriens mere afdæmpede. Der er lang vej til de actionmættede Profeten og Asterix og briterne, der er forlæg for to af de gamle tegnefilm.

Der er gjort et artigt forsøg på at sætte lidt fut i handlingen. Mens første halvdel følger albummet loyalt – nærmest billede for billede og joke for joke – tager instruktørerne Louis Clichy og Alexandre Astier sig visse friheder i anden halvdel og skruer lidt op for action og fart.

I det hele taget bærer filmen præg af en overstadighed, der forsøger at kompensere for historiens manglende rabalder.

Sebastian Klein og Amin Jensen præsterer tilforladeligt som de to hovedrollestemmer, men der er milelangt til Ove Sprogøes Asterix og Dirch Passers (og siden Nis Bank-Mikkelsens) Obelix. Der mangler simpelthen noget karakter.

Til gengæld er Paul Hüttel, Peter Zhelder og Jens Jacob Tychsen glimrende som druiden Miraculix, fiskehandleren Hørmetix og gallernes ærkefjende Julius Cæsar.

En af tegneseriens store styrker er, at den lykkes med at kombinere nutidige problemer med et oldgammelt univers. Og især efter ungdomsoprøret i maj 1968 begyndte tegneserieforfatteren René Goscinny at referere mere og mere til samtidens politiske virkelighed.

Det gælder også for Asterix: Byplanlæggeren.

Albummet – og filmen – er en satire over moderne teknokrati og bureaukrati, et kapitalistisk samfund, hvor gigantiske lejlighedskomplekser skyder op overalt, og hvor reklamer konstant bryder ind i hverdagslivet.

Gallerne bliver – med undtagelse af den altid standhaftige Asterix og Obelix – forblændet af muligheden for at tjene svimlende summer på alle de romerske tilflyttere til Urbanus-byen.

Et af de komiske højdepunkter er slavernes overenskomstforhandlinger med de romerske herskere. Slaverne kræver anerkendelse af tillidsmandsinstitutionen, fuld dækning for piskeslag, og at slavearbejdet har et meningsfuldt resultat. Og da legionærerne får nys om slavernes krav, vil de selvfølgelig også til forhandlingsbordet. Det er en absurd og hylende morsom karikatur.

Ser man bort fra de fire modbydeligt dårlige live action-film, der blev spyttet ud mellem 1999 og 2012, er danske Stefan Fjeldmark og Jesper Møllers Asterix og vikingerne (2006) det eneste andet forsøg på at give gallerne nyt liv – et nydeligt, men aldeles uinteressant, bud på en ny tegnet Asterix-film.

Nu er de gæve gallere blevet klædt på i rund og fyldig 3D-animation. Og det klæder dem.

Animationen er heldigvis meget tro mod Albert Uderzos legende og udtryksfulde streg, der gør de rundnæsede gallere så genkendelige.

Og netop det er en afgørende grund til, at Asterix: Byplanlæggeren lykkes med at overføre tegneseriens kvikke humor til den computeranimerede film.

Det føles faktisk som Asterix og Obelix. Sådan da.