Hvem holder ikke af historien om de skøre gallere, der som den sidste vesteuropæiske bastion forsøger at holde stand mod de lige så skøre romere?
Asterix og Obelix har næsten altid formået at fremstå aktuelle og relevante. De har ofte forholdt sig kritisk til den tid, de er blevet genskabt i – nogle gange har de endda været samfundsrevsende.
I Asterix og trylledrikkens hemmelighed er vi igen tilbage hos gallerne, der har optrådt i ni animationsfilm, fire spillefilm og selvfølgelig de mange elskede tegneseriehæfter.
Medinstruktør og manuskriptforfatter Alexandre Astier stod også bag Asterix: Byplanlæggeren, der i 2014 blev en succes. Men hans opfølger er langt mere simpel og har ikke meget på sinde. I børnevenlighedens tjeneste handler det mest om at pjatte og underholde.
I denne version af historien om Asterix og Obelix fokuseres på den trylledrik, der gør gallerne særligt stærke og i stand til at banke romerne.
Landsbyens druide Miraculix (Paul Hüttel) styrter ned fra et træ, mens han er ude at plukke ingredienser i skoven. Den gamle mand kommer slemt til skade og må bæres tilbage af store Obelix (Amin Jensen).
Miraculix fornemmer sin egen skrøbelighed og må indse, at det nok er tid til og bedst for gallernes fremtid, hvis han finder en ung, talentfuld druide, der kan overtage den hemmelige opskrift på trylledrikken.
Landsbyen er dog ikke tryg ved udsigterne til, at opskriften skal videregives. Hvad nu, hvis hemmeligheden falder i de forkerte hænder?
Ledsaget af Asterix (Sebastian Klein) og Obelix drager Miraculix ud på en rejse i Gallien for at finde den rette efterfølger, der måske ikke er så langt væk.
Selv for en tilskuer, der er vokset op med de gamle, håndtegnede tegnefilm og tegneseriehæfterne, fungerer CG-animationen i den nye. Det føles stadig som Asterix og Obelix, fordi figurerne har bevaret deres særegenheder i Astiers fuldt computergenererede animations-udgave.
Det samme gælder de vittige replikker, som har gjort tegneserien af Albert Uderzo og René Goscinny så elsket.
Figurerne er lige så vidunderlige, som de altid har været. Tykke Obelix, der faldt i gryden som barn, formår Amin Jensen (hvem ellers?) levende at give stemme til. Og den skæppeskønne Trubadurix forsøger sig i denne version ikke som musiker, men som midlertidig høvding. Det løser han naturligvis ikke særligt godt.
Romerne og især Cæsar er som altid karikerede. Og de stakkels pirater får på sædvanlig vis ikke et ben til jorden eller et skib på havet, før det bliver sunket. Referencerne og historiens skønne figurer gør Asterix og trylledrikkens hemmelighed til en ganske underholdende film.
Men historien er her så simpel og tyndt fortalt, at man næsten kan frygte, om der overhovedet er mere at hive ud af universet. Hvor er den skarpe, sjove og ironiske kritik af teknokratiet, bureaukratiet eller kapitalismen? Eller nogle sjove observationer af kulturmøder?
Det lykkedes Asterix: Byplanlæggeren så glimrende med.
Filmen vil uden tvivl få både små og store til at grine med de elskværdige figurer. Men uden tegneseriens skarpe, satiriske kommentarer om den sociale og politiske kontekst føles det noget overfladisk.
Kommentarer