Atlanta – sæson 4

Det allersidste afsnit af pragtstykket Atlanta foregår hovedsagelig i en af byens nyåbnede sushi-restauranter. Den sorte ejer har skabt et fusionskoncept, der kombinerer den sorte kulturs gastronomi med den japanske. 

Blandingen, der består af opvarmet, hvid Hennessy sammen med stuetempereret og eventuelt giftig kuglefisk, er en udførlig katastrofe. 

I den ellers tomme restaurant skuer seriens tre hovedpersoner – Earn, Alfred og Vanessa – mod fastfood-kæden på den anden side af gaden. De kulinariske eksperimenter er gået tabt på et publikum, der hellere vil spise friturestegt kylling. 

I sin helhed fremstår Atlanta som et lignende eksperiment mellem den afroamerikanske serieskaber Donald Glover og den japanske instruktør Hiro Murai. 

Twin Peaks med rappere. 

En filmatisering af et maleri, en subtil og rammende kritik af våbenloven i et storcenter, en uhyre vellignende, men fiktiv dokumentar om en sort Disney-tegner og andre eksperimenter står på stribe, når Glover spiller flere roller, skriver mange afsnit og sågar instruerer et par stykker. 

Galt, men genialt. 

Atlanta er et frådende rovdyr, der jager alle på sin vej. Det er den definitive serie om at være sort i USA. Fra mikroracismen til de hierarkiske strukturer, der gennemsyrer landet. 

”Vi stoler ikke på hinanden. Og når nogle får succes eller laver nyskabende ting, vender vi dem ryggen,” siger restaurantejeren, da flokken forsøger at forlade ham uden at spise den rå fisk. 

Krydset mellem surreelle fabelfortællinger og skæv deadpan-komik gør serien lige dele hylende morsom og død-seriøs. Og det er gjort med en nidkær lethed, der sikrer, at hvert afsnit spiller som en gnidningsfri maskine. 

Modsat sushien er denne fusion et mirakel. Alligevel fik kun to af seriens 41 afsnit mere end én million seere, da de blev vist for det amerikanske publikum. 

Måske er folk generelt bare gladere for at se dårligt produceret, patetiske sitcoms, som vi ser dem hos Tyler Perry, den mest succesrige sorte tv-producer. Atlanta gør selv grin med netop ham i midten af sæsonen, hvor Vanessa (Zazie Beetz) tager et mindre skuespiljob for en Perry-surrogat med navnet Mr. Chocolate – også spillet af Donald Glover. 

Som en serie lavet udelukkende af sorte amerikanere tør den at stille den slags spørgsmål, ligesom den frit kan bruge n-ordet og konfrontere klichéen om sorte menneskers forhold til friturestegt kylling. 

Samtidig forkastes de forkerte klichéer – som at sorte mennesker dør først i gysersituationer – og hyldes sort kultur. Som i sæsonens første afsnit, der smiler til den afdøde rapper MF Dooms revolutionerende musik. 

I virkeligheden skulle der kun havde været to sæsoner af Atlanta med fokus på kampen for at komme ud af den sociale arvs skæbnebestemte fattigdom. 

Earn bliver ad flere omgange hjemløs og har kun råd til børnemenuen på fastfoodkædens kort. Han har svært ved at være der for Vanessa, hans ikke-kæreste, der er moren til hans barn. 

Han finder lykken gennem sin fætter Alfred – tidligere pusher og nu rapper – der spilles af den suveræne øjenbryns-skuespiller Brian Tyree Henry. 

Hvor let ville det ikke have været at lave sådan en karakter flad som en pandekage? Men skuespillerens sympatiske spil fremelsker en blød, søgende kerne bag den hårde gangsterskal. 

Kampen for økonomisk stabilitet og succes for sorte mennesker kræver sine ofre. I anden sæson spiller (ja, endnu engang) Donald Glover en Michael Jackson-agtig rigmand, der fortæller om at blive afstraffet af faren i dennes jagt på musikalsk talent. 

Derfor bliver Alfreds rejse fra en kaotisk hashsælger til fredfyldt musiker historiens omdrejningspunkt, men også selve seriens emotionelle rygmarv, som alle andre samfundskritiske pointer kan lægge sig rundt om. 

Og derfor kunne serien ikke stoppe efter to sæsoner. Nok fik personerne deres økonomiske succes, men alt det andet manglede stadig: Earns begravelse af sine barndomstraumer og Alfreds afvisning af sin kulturs opfattelse af ham. 

De to sidste sæsoner arbejder sig langsomt og af omveje til en overvældende lykkelig slutning i en by fuld af ulykke og uretfærdighed. 

Serien slutter hjemme i sofaen med hænderne fulde af friturestegt kylling. Et uhøjtideligt og stille håb for, at alle, der fortjener lykken, kan opnå den. Ligegyldigt hvilket miljø de er vokset op i.