De 34 bind af japanske Hajime Isayamas højt estimerede manga-serie Shingeki no Kyojin (angrebet på Titan) udkom fra 2009 til 2021, solgte 140 millioner eksemplarer og blev sideløbende fra 2013 til 2023 filmatiseret som en animeret serie samt i 2015 som hele to biograffilm med levende skuespillere, altså realfilm.
En komplet opremsning af franchisens forgreninger ville omfatte diverse romanserier, utallige computerspil og sågar en teatermusical. Men i denne anmeldelse zoomer vi ind på anime-biograffilmen Attack on Titan the Movie: The Last Attack, som i dag har dansk biografpremiere helt uden opvarmning i form af trailers, forskræp eller blot en presseforestilling.
Vi fik dog lov til at se filmen hos distributøren SF Studios, hvor jeg ikke kunne få udleveret blot en flig af pressemateriale med informationer. Man skulle tro, at der var noget, distributøren gerne ville skjule, og det er der måske også.
Det handler dog i så fald ikke om filmens kvalitet, som normalt er problemet, når filmselskaber forsøger at snige en premiere uden om pressens bevågenhed.
I virkeligheden er Attack on Titan the Movie: The Last Attack ikke produceret til biografen. Det er en kompilationsfilm klippet sammen af scener fra førnævnte tv-serie. Og ikke blot ”en kompilationsfilm”, men den femte på serien baserede sammenklipsfilm, helt præcist på seriens fjerde og sidste sæson.
Selve serien synes ikke at være tilgængelig via dansk streaming. Ligeledes har heller ikke de fire forrige sammenklipsfilm mig bekendt været vist i Danmark. Det har, så vidt jeg kan se, kun de to liveaction-biograffilm været i 2020 som særforestillinger i Københavns Empire Bio.
Der er således tale om en meget indforstået film lavet for et publikum, der allerede er godt inde i seriens univers – et dystert, postapokalyptisk univers. Her oplever unge mennesker en tilstand af frygt og håbløshed, bliver mystificeret af gåder og underkuet af konstant fjendtlighed og konfrontation. Ikke just ulig den virkelige verden i dag.
Hovedpersonerne lever bag en ring af høje mure, forskanset mod en reel trussel, nemlig Titanerne. Ikke de tolv urguder fra græsk mytologi, og selv om en af dem hedder Ymir heller ikke relateret til nordisk mytologi, men originale kæmpemonstre skabt til Isayamas univers.
De er udformet som kæmpestore, menneskelige anatomi-modeller med blotlagt muskulatur, hvis komme hver gang varsles af jordrystelser og gungrende larm.
Ligesom i mangaen fremstår de grafiske designs af filmens menneskelige karakter noget primitive, men det menneskelige drama er rigt og nuanceret.
Det er dog i actionscenerne, at man som biograftilskuer for alvor får sit kick. Og de fortjener bestemt at blive blæst op fra fladskærm til biograflærred. Især hen mod slutningen byder filmen på billedkompositioner i klasse med de største renæssancemaleres mesterværker.
På vej dertil flænges verden gang på gang itu af infernalske flammehav, der rammer nethinden og hjertet som en trykbølge af gru. Fra Godzilla (1954) til Drengen og hejren (2023) har japanske filmskabere af historiske grunde leveret filmmediets mest traumatiserede og sejlivede refleksioner over krigens helvede og især atombombens dommedag.
Ligeså her.
Synet af rædselsslagne menneskemængder i primitive frakker, kasketter og så videre gav mig associationer til historiske fotos af jøder på vej til nazisternes dødslejre. Associationen bidrager til en stor visuel og følelsesmæssig oplevelse, også selv om plottets detaljer ikke alle er helt nemme at følge med i.
Man kan undre sig over, at et ligegyldigt makværk som tegnefilmen Ringenes herre: Krigen om Rohan måned efter måned forvarsles med tordnende reklametrommer, som var det Hajime Isayamas titanhær, der nærmede sig. Mens hans manga- og animeværker herhjemme går helt og aldeles under radaren.
Men det er nu engang spillets regler og årsagen til, at den kvalitetsbevidste biografgænger ikke lader sig føre rundt ved næsen af markedsføringsmekanismerne, men gør klogt i at holde sig orienteret via eksempelvis Ekko.
Kommentarer