Hedeture, humørsvingninger og oppustethed.
I Blandine Lenoirs franske komediedrama Aurore – 50 somre følger vi den midaldrende kvinde Aurore, som er frustreret over tilværelsen. Hun er blevet skilt, arbejder på en café med en forfærdelig chef, der konstant kalder hende det forkerte navn, og så skal hun være mormor, hvilket hun mener, er alt for tidligt.
Og som om det ikke er nok, er hun også nået overgangsalderen.
Livet føles på tilbagegang, og som Aurores læge fortæller hende, så må man bare acceptere, at alt går stødt ned ad bakke efter 30-års-alderen.
Men en dag støder Aurore tilfældigt ind i sit livs første kærlighed Totoche, som hun ikke har set i 25 år. Det tænder en gnist hos Aurore, men livet har ført dem i forskellige retninger. Er det for sent at genoptage kærligheden?
Aurore – 50 somre er en hjertevarm historie, som tager fat i den interessante tematik om at ældes. Hvordan er det som kvinde at blive ældre, og hvordan bliver man forsonet med sin alder?
Det er i sig selv forfriskende med en film, som fokuserer på overgangsalderen og de besværligheder, som følger med. Og overgangsalderen vises uden overdrivelse med små detaljer som trøjen, der straks må smides under en hedetur. Eller den pludseligt overrumplende tristhed, der får Aurore til at fælde et par tårer midt under et ellers hyggeligt middagsselskab.
Morsomme scener får let én til trække på smilebåndet. Aurores veninde, som er mere rapkæftet og fremme i skoene, går hen til en tilfældig mand med en meget yngre kæreste. For at skabe splid udgiver hun sig for at være hans vrede hustru, der netop har opdaget hans utroskab, og kaster med stor dramatik sin fingerring efter den chokerede herre.
Filmen har en række finurlige detaljer. Personalet på restauranten, hvor Totoche og Aurore har middag, bryder ud i operasang, så de næsten ikke kan føre en samtale. Og Aurore bliver i forskellige sammenhænge ved med at præsentere sit særlige talent: At hun kan nævne antallet af bogstaver i ethvert ord.
Agnès Jaoui gør et godt arbejde som Aurore, der er tilbageholden og skeptisk. Men samtidig udstråler hun en omsorg for sine døtre og en spinkel håbefuldhed, som bliver tændt i mødet med Totoche.
Agnès Jaoui udstråler en charmerede akavethed, når Aurore halvdesperat vifter med armene for at få de automatiske glasdøre til at åbne sig, eller når hun ikke kan få sin telefon væk fra medhør.
Men samtidig viser hun også en inderlighed, som kommer til udtryk, når Aurore bryder sammen i sit tomme hus, efter den yngste datter er flyttet hjemmefra.
Filmen kommer lidt tungt fra start, hvor der hoppes meget i handlingen, og flere scener føles så korte og fragmentariske, at man kan have svært ved at indleve sig.
Men filmen arbejder sig flot op, og Aurore – 50 somre er et charmerende bekendtskab, som varmt kan anbefales.
Kommentarer