Ava

35mm-film er en af den slags ting, man ikke ænser, at man savner. Altså indtil man støder på en film, der minder om, hvad formatet kan.

30-årige Léa Mysius’ debutfilm Ava åbner med et panorama af parasoller på en strand i det sydlige Frankrig.

Solbrune gæster sidder henslængt på farverige håndklæder, mens børn boltrer sig i vandet, og skrig og skrål blander sig med bølgers brusen. Menageriet emmer af høj sol og glade dage, hvilket forstærkes af den sanselige 35mm-film, der intensiverer farvedybden og giver en dejlig støj i billedet med dens grove korn.

Hvert et farvestrålende objekt nærmest popper ud af lærredet. En lille, gul legetøjsbil i sandet. En lilla badebold. En rød-orange-stribet strandtaske. Og de smukke, farverige parasoller.

Derfor bliver man også så meget desto mere skræmt, da en knaldsort, ulvelignende hund pludselig løber ind i billedet. Den gør egentlig ikke noget. Men den store, sorte plet er helt malplaceret i det farvestrålende univers. Ildevarslende underlægningsmusik bidrager til den foruroligende stemning.

Ulvehunden stopper truende ved trettenårige Ava, der er faldet i søvn på molen med en bakke pomfritter på maven. Den spiser et par stykker, og Ava vågner med et sæt, så hunden stikker af hen til sin ejer, attenårige Juan, der står og skændes med en pige og hendes kæreste.

Léa Mysius er uddannet manusforfatter, og da Ava fik premiere på Cannes-festivalen, var hun allerede på Croisetten som medforfatter på Arnaud Desplechins Ismael’s Ghosts, der åbnede festivalen. Man skal altså holde øje med den unge kvinde, selv om man har set debutfilm fra de danske filmskoler i de senere år, der fuldt ud kan hamle op med det Cannes-favoriserede talent.

Ava opdager den sommer, at hun lider af en sjælden øjensygdom, der gradvist vil fratage hende synet. Selv om hendes støttende mor forsøger at gøre sommerferien ved vandet til den bedste nogensinde, er Ava mest af alt sur over diagnosen, sur på sin mor og baby-lillesøster og livet i al almindelighed som tvær teenager.

Indtil hun møder Juan. Ava drages af hans mørke, mens hun kæmper mod sit eget, der er ved at overtage hendes verden.

Instruktøren indsætter de sorte elementer som prikker på nethinden, der langsomt bliver større og større. Fra den sorte hund og mørkhårede Juan på den lyse strand føres vi senere ind i en mørk klippehule, der bliver de to teenageres gemmested. Til sidst farves filmen dybsort af nattens begivenheder ved et romabryllup.

Ava er en løjerlig coming of age-fortælling, der til tider bliver helt surrealistisk i Avas mareridt og drømmesyn, hvor teenagedrifter bobler op til overfladen. Det er et portræt af en ung piges første forelskelse, der ikke blot er et virvar af hormoner, men også en farlig færd ind i ukendt land.

Halvvejs inde skifter filmen dog spor til en Bonnie og Clyde-fortælling.

Den lidt ældre Juan er stadig ikke kommet sig over sin ekskæreste, der nu er forlovet med en anden fyr, og et håndgemæng ender med, at Juan bliver skudt. Da politiet finder den sårede mand, nægter Ava at udlevere ham, og da hun selv skyder efter politiet, må de to unge flygte.

Ava har ligesom mange andre debutfilm problemer med at få manuskriptet til at hænge helt sammen uden at ty til utroværdige vendepunkter. Det er en kende mystisk, at politiet uden videre kaster våbnene fra sig, da pigebarnet skyder.

Noée Abita er dragende som Ava, der blindt følger sin første forelskelse, og den nu nittenårige skuespiller er den allerstørste styrke i en film, som nogle gange har mere talent end kvalitet over sig.

Og så får fotograf Paul Guilhaumes vidunderlige leg med kameraet hver eneste farve til at poppe frem på lærredet, så man næsten selv bliver blændet.