Avatar 2: The Way of Water

Man finder ikke en flottere film end Avatar 2: The Way of Water.

Præcis som da instruktør og manuskriptforfatter James Cameron satte standarden for 3D-film i 2009 med den originale film, gør han det igen.

Det nyeste skud i hans storladne rumopera er intet mindre end et visuelt mesterværk. Men det er så også det eneste positive, der er at sige om den.

Historien fortsætter næsten, hvor den forrige film slap.

En montage bringer publikum hurtigt igennem de femten-tyve mellemliggende år, efter marinesoldaten Jake Sully (Sam Worthington) ledte de lokale Na’vi på planeten Pandora i deres oprør mod jordboerne.

Selv om Jakes menneskekrop døde, blev hans bevidsthed overført til den kunstigt skabte Na’vi-menneskehybrid – filmens avatarer.

Sammen med Na’vi-krigeren Neytiri (Zoe Saldana) stiftede han familie. To sønner, en datter og en adoptivdatter runder familien på seks af.

Alt er selvfølgelig for godt til at være sandt, og menneskene vender tilbage, inklusive skurken fra den første film, den krigeriske oberst Miles Quaritch (Stephen Lang).

Dog ikke i menneskeform, da han også blev dræbt i Avatar.

En kopi af Miles’ bevidsthed bliver uploadet til en avatar, og det samme sker for hans mest loyale soldater. Så snart de ankommer til Pandora, indleder de en klapjagt på Jake og hans familie.

Den tidligere marinesoldat indser faren, forlader Pandoras grønne skove og flyver ud over det blå hav. Han kommer til havfolk-klanerne, der beboer små, tropiske paradis-øer i det mægtige ocean. Havfolket er fysisk anderledes, de er mere muskuløse og har anderledes haler, som gør dem til gode svømmere.

Herefter sætter følelsen af deja vú for alvor ind. For Avatar 2: The Way of Water er mere eller mindre et remake af den tretten år gamle original.

Ud over, at vi har den samme skurk, skal Jake (og familien) lære nye skikke og enes med nye Na’vier. Vi har også en samling skruppelløse mennesker, der er på jagt efter et værdifuldt stof, som kun findes i hjernen på de hvallignende skabninger tulkaner.

Hvor James Cameron tidligere i karrieren havde stor succes med at lave en ny version af sin egen film – i form af The Termintator og Terminator 2: Judgement Day – er den længe ventede Avatar 2: The Way of Water en decideret skuffelse.

Filmen er gudesmuk.

3D-effekterne fungerer upåklageligt. Undervandsscenerne er til tider hypnotiske i deres skønhed. Og når man ser Jake og Neytiris børn boltre sig i havet for første gang med andre unge fra havfolket, deler man deres begejstring for den nye verdens vidundere.

Men der er ikke nok nyt under Pandoras sol til at retfærdiggøre filmens svulstige spilletid på 192 minutter.

James Cameron fortsætter sin mission med at være harm over menneskets destruktive behandling af vor planet og de ny-koloniale tendenser.

Men giver det mening at bruge etnisk hvide skuespillere i roller, hvor karaktererne tydeligvis er modelleret efter indfødte stammefolk?

Der trædes også umanerligt meget vande imellem de forskellige sammenstød mellem Jake og Quaritch.

Den manglende spændingsopbyggelse gør, at når der endelig sker noget, er det ikke særligt vedkommende. Især fordi vi ved, at der kommer minimum én fortsættelse mere, og optagelser til en fjerde Avatar-film er undervejs.

Det er også tydeligt, at fremtiden kommer til at ligge hos børnene.

Men efter Avatar 2: The Way of Water er det svært at være interesseret i andre end adoptivdatteren Kiri (Sigourney Weaver). Der bliver alluderet til en jomfru Maria-agtig historie, da ingen ved, hvordan hendes mor – Dr. Grace Augustine i avatar-form (også Weaver) – blev gravid, eller hvem der er faren.

Med Kiris særlige, intuitive forbindelse til Na’viernes naturguddom Eywa, virker det til, at der gemmer sig mere i den historie.

Spørgsmålet er bare, om vi nogensinde får hele slutningen på Avatar-sagaen. For hvis ikke den aktuelle film bliver en succes, slutter det med den tredje film.

Det vil unægteligt være en fiasko, når man tænker på, at der var planlagt fire efterfølgere. Men det er ikke utænkeligt efter den her film.

”Vandets væsen har ingen begyndelse og ingen ende,” lyder starten på havfolkets livsfilosofi. Det samme kan på sin vis siges om Avatar-franchisen, for enden er vitterligt ikke i sigte.