Avengers: Endgame

Jeg er stadig udmattet. Fysisk, men især følelsesmæssigt. For jeg har set Avengers: Endgame, en mageløs tour de force, som er bedre, end jeg havde turdet håbe på.

Jeg græd, grinte, sad ude på kanten af sædet i spænding, måbede af benovelse, hujede højt af overraskelse og henrykkelse – og gentog alt dette i de tre magiske timer, som afslutningen på Marvel Cinematic Universe varer.

De fløj af sted i selskab med de superhelte, man efter 22 film kender så godt.

Det særlige ved filmen er, at den står på skuldrene af sine forgængere. Men hvis man er Marvel-jomfru, vil jeg vove den påstand, at man godt kan nøjes med at se denne film og forgængeren Avengers: Infinity War.

Man vil kunne følge nogenlunde med og stadig føle sig underholdt, selv om man bør unde sig selv at se hovedparten af filmene for at få den fulde, hjerteskærende oplevelse.

I det næstsidste kapitel fik den idealistiske skurk Thanos fat på alle infinity stones, og med dem kunne han udrydde halvdelen af universets liv. Og det gjorde han! I den nu ikoniske slutning måtte man se elskede helte som Spider-Man, Doctor Strange, Black Panther og Groot blive til støv lige for øjnene af os.

Det er her, Endgame begynder – på vores jord, hvor alverdens elskede er forsvundet. Menneskeheden kan ikke bare glemme og komme videre. Samfundet er gået i stå, og folk mødes i støttegrupper.

Det er igen et eksempel på, hvorfor Marvels tegneserier og film er DC overlegne. Der er så meget hjerte i deres historier. Det gælder den sorg, som hviler over hele universet, men også i de herligt flossede og menneskelige superhelte.

For superheltene har det værst af alle. Thor er gået i hundene. Black Widow er blevet hysterisk overbeskyttende. Alle døjer med følelsen af, at de svigtede. Og de brænder af en uudslukkelig hævntørst.

Alt håb synes ude, mens årene går. Men en undseelig rotte giver menneskeheden den usete chance, som ingen havde set komme.

Det kræver de bedste hjerner, tillid og samarbejde – og Tony Stark, der startede perlerækken af film med den forrygende Iron Man i 2008, er ikke nem at overtale. Men et foto af unge Peter Parker får ham til at ombestemme sig.

Der har været utallige fanteorier om, hvordan denne film ville folde sig ud. Ville de overlevende forsøge at genoplive de døde? Hvordan kan de få ram på mægtige Thanos?

Men der er så mange drejninger i Avengers: Endgame, at selv den bedste detektiv må blive overrasket.

Det er ganske enkelt enestående, hvad vi er vidne til. Brødrene Anthony og Joe Russo, der også har instrueret forgængeren og de to gode Captain America-film – Winter Soldier og Civil War – har gjort det umulige: Skabt en film, der samler alle tråde fra de tidligere film.

På intet tidspunkt vakler tempoet, og hvor for eksempel Thor: Ragnarok næsten blev for plat, balancerer den nye film perfekt mellem alvor, humor og varme. Man vil sikkert kunne finde småfejl, hvis man er den karrige type, men det er både nemmere og dejligere at give sig hen til løjerne.

Avengers: Endgame er vanvittigt flot.

De smukke scener i det endeløse univers er så strålende og samtidig så mørke, at det giver et sug i maven. Effekterne er upåklagelige, og de talrige actionscener er hæsblæsende og troværdige.

Selv Hawkeye og Black Widow, der ”bare” er mennesker uden særlige evner og derfor altid har skurret lidt som medlemmer af superheltegruppen Avengers, giver nu mening.

Skuespillerne engagerer sig totalt i projektet, og her taler vi vel at mærke om nogle af de mest prominente Hollywood-navne. Paul Rudd som Ant-Man og Mark Ruffalo som Hulk får det til at rive i hjertestrengene. Chris Hemsworth har med sin Thor vist sig at være et forrygende komisk talent.

Og Chris Evans som Captain America og Robert Downey Jr. som Iron Man – de to vigtigste personer i Avengers – giver filmen alvor og vigtigst af alt: En moral, som alle bør stræbe efter.