Det er svært ikke at have høje forventninger til serieskaber Armando Iannuccis Avenue 5.
Med et cv bestående af serier som Veep og Højt spin og film som Stalins død og In the Loop har han været træfsikkerheden selv, når det kommer til politisk satire.
Men med Avenue 5 begiver Iannucci sig ud på nye eventyr, langt væk fra den politiske top i USA, Rusland og England. Han tager faktisk helt til planeten Saturn.
I virkelighedens verden er rumturisme ved at blive en realitet med Elon Musks SpaceX, der i dette årti vil sende hundredvis af de rigeste mennesker mod Månen.
Det er meget det samme scenarie i serien, hvor rumskibet Avenue 5 40 år ude i fremtiden flyver den rigeste del af befolkningen rundt i det ydre rum. Her kan de dyrke yoga, komme i spa, spise på fine restauranter og sove i guldbelagte suiter på et otte ugers cruise til Saturn, som i disse klimatider må siges at være definitionen af at begå hybris.
Det straffes som bekendt hårdt.
Der går ikke længe, før nemesis har været på besøg og på et splitsekund forlænget turisternes rejse med flere år grundet en forskydning af det dildo-lignende rumskibs bane.
”Oh my fucking god,” lyder det fra kaptajn Ryan (Hugh Laurie) Han demonstrerer omtrent samme ansigtsudtryk som Tesla-guruen Elon Musk, da han før jul stolt præsenterede sin ikke så skudsikre cybertruck, som gik i stykker på to sekunder i mødet med en sten.
Hugh Laurie er stjernen i rumskibets ensemble, skarpt forfulgt af Zach Woods fra Silicon Valley. Sidstnævnte er perfekt castet som Matt, den nihilistiske chef for rumskibets kundeservice.
Da den stenrige ejer Herman Judd (Josh Gad) og dennes assistent Iris (Suzy Nakamura) beslutter at hemmeligholde over for de 5000 passagerer, at de nok skal være i rummet i flere år, er der nok at gøre for kaptajn Ryan og Matt. De må tackle alt fra ægteskabsproblemer til stoppede toiletter.
Desværre er rumskibet fyldt med karikerede personager, som vi også skal følge. Vi bliver også indviet i intrigerne i kontrolrummet på Jorden, hvilket ikke samler sig til en hel fortælling i de første fire afsnit, som er frigivet til anmeldelse af seriens otte.
Armando Iannucci er berømt for sine dialoger med vid og bid. Det er derfor højst overraskende at opleve et så uskarpt manuskript fra serieskaberens hånd.
Selv om der er fornøjelige momenter, sidder man ikke og griner højlydt. Replik-tempoet er langt fra Veep-standard, og mange punchlines er regulære platheder.
Halvvejs inde i sæsonen står det heller ikke klart, hvor Iannucci vil hen med sit rumskibseventyr. Der er dog et par twists på vejen, som tegner konturerne af Iannuccis varemærke – illusionen af lederskab.
Iannucci har i sine tidligere film og serier tvunget os til at se det menneskeligt fejlbarlige i de uduelige politikere, som vi ophøjer til guder i demokratiets navn.
Avenue 5 kan i den henseende ses som en parodi på andre rumserier som Star Trek og Battlestar Galactica, hvor demokratisk ledelse er i højsædet. Iannucci forsøger at gøre det, som han er bedst til, når han viser, at kaptajnen ingen klæder har på.
Men sandheden er for langt væk fra virkelighedens verden til for alvor at ramme.
Det kitschede interiør på Avenue 5, de farvestrålende outfits og bobbede frisurer, de overgjorte karakterer er alt sammen med til at skabe en betryggelig afstand til affæren. På den måde kan vi pege fingre ad de dumme, rige mennesker, der på trods af katastrofen kun bekymrer sig om petitesser. Men det er nu engang altid mere interessant, hvis vi også kan pege pilen mod os selv.
Avenue 5 kan stadig nå at overraske positivt, hvis den i de resterende fire afsnit formår at samle sig til en mere helstøbt fortælling. Men efter første halvdel har man ikke de store kvaler med at efterlade Avenue 5 i rummet til en uvis skæbne.
Kommentarer