”Jeg vil onanere de næste syv-tolv timer, så jeg er desværre optaget.”
Sådan lyder beskeden, som Nora sender til en ven, der vil være sammen med hende. Nora lægger telefonen fra sig, dæmper lyset og hiver en dildo frem, der er så avanceret, at hun må læse brugsanvisningen først.
For en sikkerheds skyld har hun også en komisk forvoksen vibrator, som hun næsten ikke kan bære, med i sengen og sætter med et stort smil Dirty Dancing 2: Havana Nights på.
Men den unge kvinde bor stadig i sit rodede, mørklagte barndomsværelse i familiens ellers nydelige forstadshjem. Før hun kommer rigtigt i gang, banker bedstemoren på og beordrer hende ud af sengen.
Nora (Awkwafina) er seriens omdrejningspunkt. En 27-årig, asiatisk kvinde og selverklæret taber med hverken fremtidsplaner eller håb.
I hvert afsnit afprøver hun imidlertid er ny fidus for at opnå succes i en fart med minimal indsats. Men som i enhver komedieserie ender det aldrig godt.
Blændet af et kasinos funklende lys og forført af glamourøse hasardspillere bliver hun taget i at snyde i spil.
Serien byder på den slags konflikter i hobetal, og nogle gange overskygger de hinanden. I samme afsnit kommer bedstemorens slæng af ældre, kinesiske kvinder op at toppes med tilknappede, koreanske pensionister i den tilstødende restaurant om adgang til en stikkontakt.
Kækt kalder Nora opstanden for en inter-asiatisk racekrig.
Serieskaber og hovedrolleindehaveren Awkwafina er relativt ukendt herhjemme, men har længe været et kendt ansigt i USA. Både som vært på MTV, musiker og Golden Globe-vinder for sin præstation i The Farewell.
Med den aparte titel Awkwafina Is Nora from Queens er det ikke overraskende hendes egen præstation som den charmerende, men dovne Nora, der bærer serien.
Skuespilleren har flere ting tilfælles med karakteren. Ud over at de begge er opvokset i Queens, er Awkwafina det kunstnernavn, som en ung Nora Lum gav sig selv for at skille sig ud blandt andre håbefulde talenter i Hollywood.
”Jeg gider ikke have et arbejde, hvor jeg mest af alt glæder mig til at gå hjem,” opmuntrer Nora sig selv, da hun mister endnu et job.
Undervejs møder hun gamle bekendte, som er ofre for konkurrencesamfundet: advokat-veninden, der endte som cam-pige, og webdesigneren, som nu lever af at flette turisters hår på stranden.
Men serien begræder ikke en ung generations skæbne. Tværtimod er den en opsang til dem, der opgiver deres drømme, når de møder modgang.
”Nej, det går ikke. Gamle mennesker er bange for mig,” svarer Nora en veninde, der foreslår hende at søge job på et plejehjem. ”Jeg minder dem om at være udstationeret i Vietnam.”
Replikken er kendetegnende for seriens humor, når den er bedst. Men indimellem bliver det for meget af det gode. Som når farmand fortæller, hvor svært det var at føde Nora. Det skal tjene som en munter allegori over hendes frygt for at flytte hjemmefra, men det bliver ubehageligt detaljeret med kropsvæsker, skrig og grimhed.
Også bedstemoren kaster om sig med sjofle bemærkninger og viser ivrigt billeder frem af sit underliv. En manglende situationsfornemmelse, der vækker minder om Estelle Gettys hylende morsomme Sofia i tv-serien Pantertanter. Karakteren er efterhånden blevet efterlignet så mange gange, at det ikke er sjovt mere.
Serien har en dokumentarisk stil a la Modern Family med håndholdt kamera og realistisk støj fra trafik eller naboer, der råber ude på gaden. Sammen med det gakkede persongalleri virker det som et arbitrært valg.
Awkwafina er ikke desto mindre et ansigt, vi forhåbentlig kommer til at se mere til. Hun er karismatisk, sjov, nem at identificere sig med og en af de alt for få asiater i Hollywoods rampelys.
Kommentarer