Ingen civile ved vel egentlig, hvad der foregår bag politigårdens lukkede porte. Men det har aldrig forhindret tv-producenter i at spekulere over sagen i den ene politi-serie efter den anden.
Serier som The Shield og Brooklyn Nine-Nine forsøger at sætte et menneskeligt ansigt på dem, der bærer uniform, mens reality-serier som amerikanske Cops løber i hælene på betjentene og med minimal kunstnerisk indblanding rapporterer direkte fra passagersædet i patruljevognen.
I Babylon følger vi hverdagen på Londons Metropolitan Police – i hvert fald sådan som hovedinstruktøren Danny Boyle (Slumdog Millionaire og Trainspotting) har forestillet sig det.
Ambitionsniveauet er højt.
Serien vil gerne fusionere genrerne og afdække embedet på hvert et niveau. Den vil også være en bidende satire over det politiske spil og de interne magtkampe, der udspiller sig i miljøet. Ligesom den vil levere regulær action, sjove one-liners og skæve eksistenser.
Det er en stor mundfuld, og Babylons første afsnit, som denne anmeldelse er baseret på, bliver forståeligt nok en kakofonisk oplevelse.
Vi møder Londons bobbies fra ledelsesgangen til gadehjørnet, og tonen skifter afhængig af, hvilken person man følger. Derfor finder den sig heller aldrig til rette.
Kommissær Miller (James Nesbitt) spiller det politiske spil, hvor rådhuset er arvefjenden. Succes har mange fædre, som man siger, og hans dagligdag går med at sætte sit navn på succesfuldt politiarbejde.
På gadeplan følger vi den unge betjent Robbie (Adam Deacon), der drømmer om at stige i graderne og blive en del af de bevæbnede specialenheder. Han er fascineret af våben, testosteron og tju-bang.
Liz Garvey (Brit Marling), politiets nye pr-chef, kæmper hårdt for at rette op på institutionens dårlige ry. Det betyder flere interne stridigheder og et opgør med flere års forretningsmæssig inerti.
Babylon er et panorama over politiets ærinde, men de brede penselstrøg levner ikke megen plads til detaljer. Satiren om ledelsesmæssig inkompetence og uniformklædte macho-mænd er indimellem for letkøbt, og til tider er dialogen akavet.
Serien løftes til gengæld af en fascinerende kameraføring. Det er England anno 2014, og der er altid nogen, der holder øje. Kameraer er fastmonteret på politiets hjelme, når de går på husbesøg. Vi ser, hvad politiet ser, og bliver overvældet af kaosset i kampens hede.
Et sikkerhedskamera følger passivt handlingen, en drone flyver rundt foroven, og en fodgænger står altid klar med en mobiltelefon, ivrig efter at fange politiet i noget uhumsk.
Mobiltelefoner erstatter dermed ofte den klassiske kameralinse, og den smalle skærm og dens lavkvalitets-kamera når helt tæt på handlingen. I Danny Boyle og fotografen Enrique Chediaks hænder siger genren farvel til gennemkoreograferede actionscener og goddag til den digitale tidsalder.
Det er grynet, råt – og det virker!
Babylon er i alt på syv afsnit, og den mosaikagtige fremstilling af en institution kan stadigt nå at udvikle sig til en nuanceret og indsigtsfuld politiserie.
Kommentarer