Back to Black

Som nittenårig bor den ukendte Amy Winehouse i mors kælder i London. Det lille værelse har ikke meget at byde på, men med pink lyskæder, flossede plakater og et indrammet billede af Lauryn Hill virker oasen som et sted, man kunne synke ned i for evigt.

Når hun kaster sig i sengen og vredt stirrer op i loftet efter endnu et skænderi med sin far (Eddie Marsan), er det, som om de fugtige kældervægge bliver lidt varmere og akustikken blødere.

”Once he was a family man,” synger hun frit for leveren, inden hun snubler over ordene til What Is It About Men: ”I can’t help but demonstrate my Freudian fate / My alibi for taking your guy / History repeats itself, it fails to die”

Som inkarneret Winehouse-fan kniber man sig i armen og hiver efter vejret. For det ser virkelig ud, som om den plagede sanger, der blot 27 år gammel tragisk døde i 2011, er tilbage i levende live.

Den forholdsvis uprøvede skuespillere Marisa Abela kommer ligesom Amy fra en jødisk familie og har først efter indspilningen af filmen rundet de 27 år. Abelas portrættering er naturlig, og selv om hun ikke kan vrænge stemmen til perfektion, fanger hun det sirenekald, sangeren mestrede.

Den britiske film skildrer Amy Winehouses udvikling fra ukendt pige til Grammy-vindende fænomen.

Instruktør Sam Taylor-Johnson (Fifty Shades of Grey) skildrer processen med nedslag på begivenheder, der tegner et billede af Amy som en ung kvinde med manglende selvdisciplin og lavt selvværd.

Det handler primært om hendes ekstreme forelskelser og kuldsejlede parforhold.

”Jeg er ikke feminist. Det kan jeg lide mænd alt for meget til,” fniser hun og kommer for sent til endnu et møde med pladeselskabet.

Hvis det er et forsøg på at vise, at Amy bare var et almindeligt menneske, er det misforstået. For netop hun var indbegrebet af en hudløst selvudleverende sangskriver, der bogstavelig talt brugte sine dagbogsnoter som tekster til singlerne.

Når gode biopics graver i folk, som ikke kan tage til genmæle, formår de at bringe nye facetter frem. Enorme puslespilsbrikker falder på plads, og på lærredet er vi nærmest vidne til historieskrivning.

Men vi bliver aldrig meget klogere på, hvad der gjorde Amy så enestående som kunstner. I en kort montage skøjtes der for eksempel pligtskyldigt hen over Amy og mesterproduceren Mark Ronsons indspilning af titelnummeret på Back to Black, der er hendes anden og sidste lp.

Filmen er heller ikke interesseret i at undersøge, hvorfor en ung kvinde udøver selvskade, og hvad der driver bulimien, som i øvrigt kun skildres indirekte, når Amy stavrer ud af toilettet og tørrer sig om munden. Ligesom billedet får blackout, når hun drager ud på de selvdestruktive byture.

Det er tankevækkende at sammenligne Back to Black med Asif Kapadias mesterlige dokumentar Amy, som ændrede sangerens eftermæle.

Dokumentaren viser, hvordan den unge kvinde fatalt svigtes af de mænd, der står hende nærmest. Især faren Mitch Winehouse, som først vil vedkende sig sin datter, da hun får penge på kistebunden. Og pludselig får meget travlt med at tale om sin elskede datter i medierne.

I årene efter Amy svor Mitch, at han ville tage genmæle. Og det må man desværre konstatere, at han i allerhøjeste grad har gjort med spillefilmen, hvis tilblivelse han har været kraftigt involveret i.

Når Mitch i filmen fraråder Amy at gå i rehab, er det ikke, fordi han er et kynisk røvhul, som kun tænker på penge. Nej, han vil ædelt værne om datterens image og som passioneret musikelsker sikre verden et mesterværk.

Den beslutning giver filmen ham ret i, for Back to Black er blevet udnævnt til en af de mest betydningsfulde plader nogensinde.

Det hører med til historien, at Mitch ejer Amys gamle lejlighed og morbidt har ladet filmholdet optage en grum overdosis-scene i den afdødes hjem.

Så tillykke til Mitch og filmselskabet! I har genoplivet Amy Winehouse blot for at slå hende ihjel igen.