”Jeg jagter forbrydere, til jeg bliver 100!”
Kæk er han, Mike Lowrey, en af Miamis frække politibetjente, som altid fanger skurkene sammen med sin makker Marcus Burnett. Det har de gjort i godt og vel 25 år med stor succes, om end det ofte sker med en masse skuddueller og ødelagte bygninger til følge.
For de er the bad boys.
Men der er gået noget tid, siden vi første gang stiftede bekendtskab med Will Smith og Martin Lawrence som Mike og Marcus. Action-instruktøren Michael Bay debuterede i 1995 med Bad Boys, hvor de to strømere i bedste Miami Vice-stil jagtede narkohandlere i byens kulørte natklubber.
Efter at have pumpet bly i utallige afskumtyper har Marcus besluttet sig for at gå på pension.
Filmen starter med, at vi ser de to fræse gennem Miami Beach i Mikes himmelblå Porsche 911. Det ligner en biljagt, fyldt med halsbrækkende håndbremsevendinger og brok fra Marcus i passagersædet. De er i en kamp mod tiden.
”Fire minutter,” råber han til Mike, og så bliver pedalen om muligt presset endnu kraftigere i bund, og motoren brøler højlydt.
Det viser sig dog, at de skal til hospitalet, hvor Marcus’ datter netop har født en dreng, som selvfølgelig skal opkaldes efter morfar.
”Se babyen,” siger han, og tårerne står ned i stænger, da han får sit barnebarn i favnen. Mike skynder sig ud. Familie er ikke noget for ham. Han har kun været rigtigt forelsket én gang, og det bliver slået så tydeligt fast, at man ikke er i tvivl om, at det kommer til at spille en rolle senere.
Imens der er familieforøgelse og lægges pensionsplaner i USA, bryder en mexicansk bandeleder ud af fængslet med vanlig brutal kartel-effektivitet. Sønnen hjælper med flugten, og han sendes fluks til Florida for at tage hævn over de personer, som var skyld i, at forældrene endte bag tremmer.
Historien er lidt kringlet, og den får et par ekstra krumspring undervejs, så den bliver endnu mere snørklet. Men i den her buddy cop-genre er det kemien mellem de to i front og actionscenerne, der er det essentielle. Dødbringende våben-filmene er det ypperste eksempel, og det er også dem, som Bad Boys-franchisen minder mest om – bare som en energidrik-version med meget koffein og sukker, men knap så megen næring.
Det er da heller ikke, fordi man for alvor tror på, at Marcus rent faktisk får mulighed for at nyde sit otium. Der er stadigvæk gangstere, som skal sættes på plads, og rappe replikker, som skal fyres af.
Men tidens tand har ikke været nådig. Hvad der engang var friskt og ekstremt underholdende, fremstår nu morfaragtigt.
Som actionfilm er Bad Boys blevet overhalet af John Wick og The Fast and Furious, for slet ikke at tale om Mission Impossible, hvor Tom Cruise har en evne til at finde på nye, spektakulære måder at få os til at bide negle.
Kampscener er nærmest ikke-eksisterende i Bad Boys for Life, og de få, der er, er en bleg omgang.
Instruktørduoen Adil El Arbi og Bilal Fallah, som overtager tjansen fra Michael Bay, har et udmærket greb om filmen og styrer den sikkert med eksplosioner og store pistoler. Men ”det sikre” er problemet. Der mangler fare og intensitet.
Sammenspillet mellem Smith og Lawrence har også mistet lidt af den friskhed, som bar den første film og til dels også efterfølgeren Bad Boys II fra 2003. Marcus spiller lidt rigeligt på jeg-er-for-gammel-til-det-her-pis-klichéen, og Mike fremstår mest som en pastiche på den arketypiske 90’er-helt.
Det mest underholdende indslag er Joe Pantoliano som deres chef Captain Howard. Figuren er skåret ud af strømer-chef-skabelonen, men Pantoliano spiller med en sådan indlevelse, at den maniske og kronisk stressede boss bliver et af filmens absolutte højdepunkter.
Tilføjelsen af nogle smukke og tech-smarte pansere peger på en fremtidig retning for franchisen. Men det ville nu være bedst, om de frække drenge i Miami trak sig tilbage og nød otiummet med de andre pensionister i Florida. De kan stadigvæk uddele øretæver, men andre gør det bare bedre.
Kommentarer