Det er svært at huske i dag, men engang kunne Will Smith gå på vandet.
I slutningen af 90’erne var han en af verdens ypperste filmskuespillere med et smil, der automatisk firedoblede en films billetsalg.
Sammen med hovedrollen i Barry Sonnenfelds Men in Black var det især tjansen som rebelsk betjent i Michael Bays machodrøm Bad Boys, der definerede Will Smith som den ultimative actionkomedie-stjerne.
Men tre film, tre årtier og en herostratisk berømt lussing senere er det, som om den sidste dråbe charme er suget ud af den rappe fyr.
I fjerde film i serien, Bad Boys: Ride og Die,stiller Smith igen op som hårdkogte Mike, der sammen med bedstevennen Marcus (Martin Lawrence) ikke skyr nogen midler i kampen mod Miamis kriminelle undergrund.
I de tidligere film er Mike en kæk straight-man over for Martin Lawrences klumpedumpestrisser, men nu er Smiths rolle reduceret til en decideret kedelig figur. Han plages nu af angstanfald og bruger det meste af filmen på at stirre forpustet og fordømmende på makkerens indfald.
Som for at kompensere for Smiths forsvundne karisma er Marcus gjort til en decideret tegnefilmsklovn. Tidligt i filmen får han et hjerteanfald og ser et syn, som får ham til at føle sig udødelig.
Lægerne anbefaler sund kost, men han elsker søde sager. Så midt i de mest pressede skuddueller klippes der til Marcus, som drikker sodavand og spiser slik i smug.
Det er åbenbart stadig sjovt, at tykke mennesker er glade for mad. Og samtidig skal de udskammes for det, så det sørger Will Smiths Mike for at gøre igen og igen.
De platte indslag er nemmere at genkalde sig end selve handlingen.
Mike og Marcus’ nu afdøde politiinspektør bliver beskyldt for kartelforbindelser, og i forsøget på at rense hans navn bliver de to bad boys selv jagtet af ordensmagten. Desuden må Mike arbejde sammen med sin søn Armando (Jacob Scipio), til trods for at det var ham, der myrdede inspektøren i sidste film.
Platheder og forglemmelige plots er ikke noget nyt i Bad Boys-serien, men det glider ikke længere let ned, når den 55-årige, superstjerne er en skygge af sig selv. Det kendte Smith-smil kommer sjældent frem, og når det gør, ligner det, at det er generet af en kunstig intelligens.
Kemien med Lawrence er også blevet overordentligt stiv. Virkelig trist, når man tænker på, hvor meget deres venskab højnede tjubang’en i de første film.
Martin Lawrence skal have ros for at kæmpe en brav og umulig kamp for at få humoren til at flyde. Men hans repliklevering er rusten, og de kvikke oneliners i kampens hede leveres i et snegletempo, der dræber spændingen uden at tilføre tiltrængte grin.
Ligesom med treeren er Ride og Die instrueret af duoen Adil El Arbi og Bilall Fallah, der har et vist talent for action. Det er banalt tilfredsstillende at se Armando knuse en flok snigmordere med fitnessudstyr, da de afbryder hans træning. Og instruktørerne udnytter effektivt skæve kameravinkler til at gøre en nævekamp i en elevator klaustrofobisk.
I filmens bedste scene – som er ordløs – sætter Armando sig for at beskytte det unge barnebarn af politiinspektøren, han myrdede. Han udholder det ene knivstik efter det andet, og da missionen er fuldført, kollapser han.
Pigen giver sig til at flygte, men vender om og hjælper sin morfars banemand ud af kniben. I processen taber hun sit venindearmbånd i græsset. Uskylden og det binære verdenssyn med gode og onde mennesker falder på jorden.
Det her eksempel på elegant historiefortælling er desværre en enlig svale, og man kommer faktisk til at savne Michael Bay, der med sin kaotiske machofanatisme i det mindste kan prale af at have et unikt udtryk.
Og hans to første Bad Boys-film, der i bund og grund handler om kærlighed mellem mænd,er på sin vis instruktørens blødeste film.
Adil og Fallah forsøger også desperat at tilføre filmen en sjat følsomhed med Mikes angstanfald og Marcus’ nærdødsoplevelse, men det fører ikke til andet end kedsommelighed.
Kommentarer