Syv lyssky individer, som repræsenterer hver sit lag af det amerikanske samfund, mødes på det afdankede kasinomotel El Royale.
De har alle skeletter i skabet.
Vi befinder os i slutningen af 1960’erne, en opbrudstid i Amerika, hvor FBI-chefen Hoover aflytter telefoner, præsident Nixon beroliger befolkningen om, at alt går efter planen i Sydøstasien, og tv’et viser detaljerige billeder af Zodiac-morderens ofre.
Da præsten Daniel Flynn (Jeff Bridges) og den afroamerikanske sanger Darlene Sweet (Cynthia Erivo) først træder ind ad dørene, mødes de straks af den flamboyante salgsmand Sullivan (Jon Hamm), som sælger dem motellets historie, alt imens kasinoets bestyrer ligger inde i et rum og fylder årerne med heroin.
Mens den folkekære Jon Hamm bider sig fast med en overdreven sydstatsaccent, flere gæster viser sig i døren, og motormunddialogen kører for fuldt sving, vækkes appetitten for, hvilket mysterium kammerspillet mon gemmer på.
Filmen starter trods alt ti år før de syvs møde. Her bliver en mystisk kuffert begravet under brædderne på et af motelværelserne.
Spændingen øges blot, da en af de syv pludselig finder ud af, at motellets værelser er fyldt med mikrofoner, kameraudstyr og dobbeltsidede spejle.
Heromkring vender filmen lommerne udad. Den har simpelthen ikke flere overraskelser at byde på. Og selv om den har et stærkt ensemble af glimrende skuespillere og en spilletid på hele 141 minutter, kommer vi aldrig under huden på vores farverige galleri af karakterer.
Handlingen er tæt på at gå i stå, når Darlene og Daniel eksempelvis bruger, hvad der føles som en uendelighed på at vælge et stykke tærte og musik, mens de introduceres for hinanden.
Målet er naturligvis, at alle disse langsommelige, dialogtunge sekvenser skal bygge op til et eksplosivt crescendo af voldsudgydelser. Den slags mestrede Quentin Tarantino i Inglourious Basterds, hvor hvert enkelt kapitel var som en lunte, der førte os til krudttønden.
Men instruktør og manuskriptforfatter Drew Goddard har hverken Tarantinos visuelle øje eller kreative snarrådighed. Alle disse møder ender med at flappe rundt på gulvet som en fisk, der desperat higer efter vand.
Resultatet er et selvhøjtideligt carte blanche-projekt, hvor ingen øjensynlig har haft modet til at sige, at nok er nok. Der er ganske enkelt ikke en eneste scene, som ikke ville kunne forbedres med en skarpere klipper.
Drew Goddard har haft stor succes med film, som fornyr genrer. The Martian bruger den højteknologiske sci-fi-genre til at fortælle en Robinson Crusoe-historie, og instruktørdebuten The Cabin in the Woods er en legende udstilling af, at slasherfilm er skabelonagtige.
Men i Bad Times at the El Royale viser han megen lidt indsigt i den stil, han har valgt at udforske. Referencerne til 60’erne har således ingen betydning for handlingsforløbet og fremstår bare som et meget dyrt tapet.
At filmen ender i et simpelt opgør mellem kasinoets logerende og en Charles Manson-inspireret kultleder får blot det umiddelbart spændende setup til at virke endnu mere spildt.
Setuppet deler filmen med Hotel Artemis, som havde premiere tidligere i år. Den film blev kritiseret for at være intetsigende, og der er en grad af sandhed i, at Bad Times at the El Royale er mere ambitiøs. Men Hotel Artemis forstod i det mindste at have det sjovt med sine karakterer og sætte nogle interessante spændinger op imellem dem.
Det er Drew Goddard øjensynligt for fin til.
Kommentarer