”Wasson?”
”Nothin’ much.”
Sådan er en typisk dialog i Mark Jenkins debutspillefilm, Bait. De garvede fiskere spilder ikke tiden på ligegyldig sniksnak om følelser. Man arbejder og sørger for, at ens familie har til dagen og vejen – og så er det det.
Man bliver ikke ligefrem rig af at være fisker i den lille kystby i det sydvestlige England, men Martin Ward kender ikke til andet. Han har fået fiskeriet ind med modermælken, da faren også var fisker.
Tiderne er skiftet.
EU bestemmer fiskekvoter, broren Steven bruger den tidligere fiskerbåd til at sejle turister rundt langs kysten i halve timers intervaller, og barndomshjemmet er nødtvunget blevet solgt til rige londonere.
”Det ligner lidt et sex-fangehul,” bemærker Martin tørt og spydigt til broren, da han fortæller om den nye indretning, som londonerne Sandra og Tom har valgt til deres boligsommer.
”Far ville vende sig i sin grav, og det ved du godt,” er Martins foretrukne afslutning, når han skal nedgøre broren.
Moderniteten har indtaget samfundet, uanfægtet om Martin kan lide det eller ej. Trendy hipstertyper kommer på ferie for at hygge sig i det autentiske levn fra en anden tid. De bliver irriteret over, at bådene larmer om morgenen, fordi de skal ud, inden tidevandet sætter ind – sådan som det er sket i århundreder på den del af kysten.
Mark Jenkin har både instrueret, skrevet, komponeret musik, filmet og klippet Bait, der vandt bedste debutfilm ved årets britiske pendant til Oscar, BAFTA-prisfesten.
Ganske ekstraordinært har filmskaberen valgt at bruge et 16mm Bolex-kamera fra 1976. Det er kun muligt at optage maksimalt 28 sekunder ad gangen, og instruktøren har selv har fremkaldt de knap 4.000 meter film manuelt.
Resultatet er visuelt i familie med britiske dokumentarer fra 50’erne. Det ser vitterligt ud, som om filmstrimlen kan knække når som helst, så grynet og hærget ser den ud.
Man kan næsten høre celluloiden knitre, når billederne løber over lærredet.
Mark Jenkin er formidabel til at klippe scener sammen. Han får to forskellige skænderier til at matche hinanden, og han skaber en skærende kontrast mellem Martins minutiøse arbejde med at gøre net klar og Sandra og Toms ankomst til byen.
Poserne med champagne og hvidvin bliver transporteret ind i det smarte køkken, som er udsmykket med reb og diverse maritime remedier. Meget fashionabelt og anderledes end Martins gamle, rustne skraldekasse af en bil.
Som den gnavne fisker er Edward Rowe perfekt. Han skælder og kommer med spydige kommentarer i en lind strøm. Det ligger ikke standup-komikeren fjernt, men også i scener, hvor karakterens sårbarhed formidles, er Rowe superb.
Afmagten over ikke at kunne være herre over sin egen skæbne ligger og ulmer lige under overfladen. Det er et yderst velbalanceret portræt af en mand, der er fanget i den forkerte tid og kun nødtvunget forandrer sig.
Bait giver associationer til både italiensk neorealisme og britisk køkkenvaskrealisme. Hverdagen bliver afbilledet forholdsvis nøgternt, hvor det mest dramatiske islæt er forholdet mellem London-parrets datter og Martins teenagenevø.
De to kan ikke holde fingrene fra hinanden, men hendes bror bryder sig ikke om, at hun mænger sig med én fra de lavere klasser.
Mark Jenkin er ankommet som en af de vigtigste auteurs fra England. Måske er Bait en enlig guldfangst, men lige nu ligner han arbejderklassens nye stemme.
Kommentarer