Klasselæreren har kaldt en mor til samtale. Ikke fordi hendes cirka otteårige datter sakker bagud fagligt. Men fordi hun lyver for klassen.
”Hun siger, at hendes far er vældigt rig, men har foræret alle sine penge til fattige. Eller at han studerer i udlandet. Og at hans venner kommer med penge til dig.”
Mina, som moren hedder, møder lærerens bekymrede, bebrejdende blik.
”Jeg har fortalt hende alle de historier. Jeg ved godt, at jeg burde sige sandheden. Men jeg kan ikke.”
Sandheden er ilde hørt i iranske Balladen om den hvide ko.
Mina fortæller kun læreren den halve sandhed, nemlig at hendes mand er død. Hun undlader at sige, at Babak er blevet henrettet, dømt for mord. Og at myndighederne har erkendt, at dommen var fejlagtig – den virkelige morder har tilstået.
Alt sammen for sent.
Mina fortæller heller ikke, at hun ved siden af fabriksarbejde og kærlig omsorg for datteren Bita bruger alle sine vågne timer på at rense Babaks navn og forsøge at stille sagens dommere til ansvar.
Moren vil ikke have, at datteren skal lide den sociale overlast, hun selv gør. I Teheran er enker rygtemagneter, og enker til kriminelle er pariaer.
Man behøver ikke at have set mange iranske dramaer for at gætte, hvor vanskeligt Minas projekt er. Den sociale kontrol er en kronisk tilstand.
Almindelige borgere vogter over andre borgeres upassende adfærd, og gør man brug af sine borgerrettigheder, går det gennem bureaukrater, der slår ud med hånden mellem deres åbenbart vigtigere samtaler på mobiltelefonen.
”Du kan godt prøve. Men jeg tror ikke, du får noget ud af det,” lyder refrænet, som ikke sjældent suppleres med den uafviselige forklaring, at det må have været Guds vilje, at tingene er gået, som de er.
”Ja, dommen var desværre forkert, men det er ude af vores hænder.”
Man fornemmer, at instruktørparret Maryam Moghadam og Behtash Sanaeeha (førstnævnte spiller også hovedrollen som Mina) har en høne at plukke med den måde, samfundet står over individet.
Det gælder dødsstraffen som magtmiddel, men også selve følelsen af at være umyndiggjort. Der ligger en indlysende symbolik i, at datteren Bita, som er intelligent, nærværende og kærlig, også er døvstum. De lukkede sanser er attributter for det samfund, der vokser frem, når viljen til samtale er væk.
Det kan lyde som en film, der stabler nedturene i lag. Men Balladen om den hvide ko rummer en vigtig person mere.
Den midaldrende alenefar Reza dukker op, da nøden er størst, og han formår at være der for Mina og Bita som både menneskelig og økonomisk støttepille. Han er den manglende brik i puslespillet, men hans sørgmodige, undvigende blik fortæller også, at det måske ikke er Gud, der har lagt brikken.
Der er noget, Reza ikke fortæller.
Det er lidt synd for filmen, at den får dansk premiere relativt kort tid efter en anden iransk film, Mohammad Rasoulofs Der findes ingen ondskab.
Filmene har nøjagtigt de samme budskaber, styrker og svagheder. Begge er relevante værker, bare med Balladen om den hvide ko som den mindst mindeværdige på alle parametre. Den er lidt mindre radikal i sit melodrama, lidt mindre politisk modig, lidt mindre sin egen.
Stilistisk er filmen nedtonet, og kun billederne af en fængselsgård med titlens hvide ko i midten brænder sig fast i erindringen. Symbolet rager surrealistisk op af filmens helhed.
Jeg tolker koen som et billede på udskamning, udsathed og isolation. Måske er koen der, fordi også den er dødsdømt uden muligheder for at påvirke sin skæbne.
”Vi skal alle dø,” som det lyder et sted i filmen. Opgivelsens motto. ”Ja, men det er ikke ligegyldigt, hvordan vi dør,” svarer Mina som en udkrystallisering af moralen.
Kommentarer