Der er forbavsende langt imellem snapsene i dansk public service-tv. Meget fjernsyn er uvedkommende, dårligt tænkt og slapt udført.
Så man bliver virkelig glad, når der endelig er banko. Fuld plade i godt fjernsyn. Og på den trivielle fjernsynsflade er Balladen om kolonihaven på TV 2 et lille fristed.
Alt er fuldendt, finurligt og fornemt leveret.
Rammen om dokumentarserien i fire afsnit er vitterlig afgrænset. Med droneskud ser vi en firkant delt ind i endnu mindre firkanter. Det er her, dramaet udspilles: kolonihaveforeningen Jørgen Berthelsens Minde i den socialdemokratiske statsministerby Aalborg.
”Fjolle” – den tykke, pensionerede taxa-vogmand med platte tatoveringer overalt på kroppen og et fint flettet skæg – er en ægte personlighed. Men hurtigt går det op for én, at det faktisk gælder alle medvirkende. Alle er veritable karakterer – som i en perfekt castet HBO-serie.
Fjolles kone, der er et sandt foreningsjern og har næsten Groucho Marx-agtige, malede øjenbryn; den stressramte, enlige mor, som konstant sukker og hulker; manden, der burde hedde Mægleren og bare vil alle det godt; hippieparret, der er ”tidsoptimistiske”, hvilket betyder rodehoveder og urealistiske drømmere; den gennemopererede plastic-babe, der vil spraymale alt i guld og lyserødt.
For slet at tale om den nye formand i haveforeningens bestyrelse. Han er så stram i betrækket, at man nærmest bliver overrasket over, at han har en kone. Han har væltet den tidligere formand som en skakbrik ved den forrige generalforsamling.
Alle karaktererne og deres relationer danner tilsammen et sandt drama, der involverer en generationskløft og forskellen mellem rig og fattig. Og langsomt vokser et tankevækkende Danmarksportræt frem med udgangspunkt i den lille firkant på landkortet.
Ligesom Game of Thrones er serien et slags skakspil – bare i en meget mindre skala. Det gør selvfølgelig kun løjerne endnu sjovere, for intet problem er for småt til en helt vild konflikt.
Når der mangler betaling for femten øl i fælleshuset Oasen, går bestyrelsen i krisestemning. Og når en beboer mangler at fjerne en tidsel, inspiceres den med rynkede bryn og hænderne samlet på ryggen af en broget bestyrelse på ”havevandring” i islændersweatre, kommunalt arbejdstøj og lyse sommergevandter.
Men endnu sjovere klippes der mellem dramaet i Folketinget og bestyrelsesproblemerne. Man er faktisk færdig af grin, når den nye SMV-regering skrattende er ved at nedsmelte i en transistorradio, imens der sker præcis det samme i kolonihavens mini-samfund.
Denne spejling kører igennem hele serien og tangerer det geniale.
Regeringen sløjfer en protestantisk helligdag, imens kolonihavebestyrelsen nægter at servere grillpølser til dem, der ikke har deltaget i arbejdsdagen.
Det er så sjovt.
Det eneste, der kunne gøre det hele endnu sjovere og især lunere, ville være, hvis man kunne få et moderne dansk feelgood-ikon som komikeren Niels Hausgaard til at indtale speaken. Hvilket man naturligvis har fået.
Den enormt fine tekst er formidabelt leveret i Hausgaards gennemgående voice-over.
Serien er samtidig ordentlig, fordi den har en konsekvent kærlig og respektfuld holdning til dem, der skildres.
Og den er vedkommende, fordi den faktisk viser noget temmelig vigtigt: At Underdanmark og arbejderklassen i klassisk forstand er uddøende som aktører i kolonihaveforeningerne, der i højere og højere grad bruges som alternative helårsboliger for den kreative klasse og studerende.
Hvor skal Fjolle & co. så være henne? Det handler om menneskelighed, om magt, om tilgivelse.
Det er fantastisk fjernsyn.
Kommentarer