Hvorfor har alle piger fra børnehjem rødt hår?
Det lader i hvert fald nærmest til at være en regel i populærkultur henvendt til børn. Bare tænk på Anne fra Grønnebakken og musicalen Annie i 1982-udgaven.
Den nyeste rødhårede tilføjelse er pigen Félicie i den fransk-canadiske computeranimation Ballerina. Hun bor på et børnehjem et sted i Frankrig, men drømmer om at komme til Paris og danse ballet.
Hun og hendes bedste ven Victor prøver gang på gang at stikke af, og på et tidspunkt lykkes det, selv om en led børnehjemsansat forfølger dem.
I Paris bliver børnene skilt ad, da Victor ryger over en af byens broer og ned på en båd. Han råber til Félicie, at de skal mødes på broen dagen efter på samme tidspunkt.
Hvorfor kommer han ikke bare af båden i en fart og møder hende på broen?
Den slags ulogiske handlinger er der en del af. Men uden den ensomme nat ville Félicie ikke være endt i favnen på den barske Odette, der både gør rent på balletskolen og hos en kvinde, hvis datter Camille søger ind på balletskolen.
Datteren er en led og forkælet møgunge, så da posten kommer med hendes optagelsesbrev, ser Félicie sit snit til at tage det direkte fra postbuddet og troppe op på skolen under foredække af at være Camille.
Kan hun så danse ballet?
Næ, egentlig ikke. Men hun lærer det i løbet af en uges tid, takket være Odette, der selvfølgelig viser sig at være tidligere balletstjerne, der fik en skade.
Hendes træning er hård og til tider meningsløs, hvilket minder om så mange andre film om unge, der skal opøve en evne, om det så er Karate Kid eller Kung Fu Panda. Men det er jo hyggelig underholdning.
Pigen har talent og har altid drømt om at være ballerina, fordi det eneste, hun har med sig fra sin ukendte mor, er en lille spilledåse med en ballerinafigur.
Det er forfriskende, at Félicie ikke er moralsk uanfægtelig, for det er selvfølgelig ikke sympatisk, at hun udgiver sig for at være en anden.
Men hun slipper for let af sted med det.
Vennen Victor drømmer om at blive opfinder, og også han falder i favnen på sin drøm, da han hurtigt ender i Monsieur Eiffels værksted. Eiffeltårnet er ved at blive opført, mens filmen foregår.
I øvrigt er den danske versionering nogle steder temmelig sær. Da Victor viser Félicie Eiffels byggeplads, er der også ved at blive bygget en vis Frihedsgudinde, som amerikanerne fik af franskmændene i 1884.
Victor kalder den ”lighedsgudinden” (”Statue de la Liberté”). Hvis det er ment som en vittighed, falder den til jorden.
Værre er det, da Félicie hilser på sine medstuderende, og en pige ikke kan udtale navnet korrekt og kalder hende ”fellatio”. Forhåbentlig er der ikke mange børn, der ved, at det hentyder til et blowjob, men det er uanset hvad enormt upassende.
Det er måske også lidt vildt, hvor meget der skrues op for et romantisk trekantsdrama mellem Félicie, Victor og spradeballetbassen Rudolph. Hun er immervæk kun elleve år, så er det ikke lidt tidligt at tage på date og føjte rundt i Paris om natten?
Balletmusikken er Tjajkoviskijs smukke Nøddeknækker-suite. At soundtracket ellers består af enerverende, elektroniske popnumre er helt sikkert for at behage målgruppen.
Der er en fin morale i, at et medfødt talent ikke er nok til at lande en rolle i Nøddeknækkeren, men at det på den anden side heller ikke kun handler om flid: Man skal også have hjertet med i de ting, man laver!
Kommentarer