Serieanmeldelse
21. juli 2017 | 11:21

Ballers – sæson 3

Foto | HBO
Ballers fungerer bedst, når hovedrolleindehaverne Rob Corddry og Dwayne ”The Rock" Johnson fylder skærmen med deres charme.

Trods god kemi mellem The Rock og Rob Corddry kører tredje sæson af serien om NFL-agenter i tomgang med drengerøvshumor uden kant.

Af Jens Steinicke Kjær

Penge, patter og polerede sportsvogne er stadig hovedingrediensen i HBO’s komediedramaserie Ballers, der nu ruller sin tredje sæson ud.

Mark Wahlberg producerer serien og kører ånden videre fra sin tidligere serie Entourage, der giver indsigt i det vilde liv, som Hollywood-stjerner lever.

Og selv om Ballers fokuserer på stjernerne i amerikansk fodbold (National Football League) i stedet for skuespillere og foregår i Miami, er det de samme luksuriøse overklassemiljøer, vi trækkes igennem.

Og trukket bliver vi altså lidt, fordi serien ligesom i sine forrige sæsoner stadig er legende let fortalt og ikke byder på vilde dramatiske overraskelser eller cliffhangers til at få os til velvilligt at binge-watche.

Til gengæld er seriens flagskib Dwayne ”The Rock” Johnson stærk nok til at trække os lidt af vejen i rollen som den tidligere NFL-spiller Spencer, der nu arbejder som sportsagent.

Meget kan man mene om idéen om den amerikanske drøm, men hvis den skal forklares på få sekunder, behøver man bare at vise et billede af The Rock, der spiller med sine muskler og smiler sit Colgate-smil til kameraet.

Han har en larger than life-attitude, som er underholdende og i få sekunder ad gangen endda inspirerende at se på.

Serien fortæller historien om den almindelige, hårdtarbejdende mand, som arbejder sig op i et utaknemmeligt hierarki. Og i tredje sæson får Spencer til opgave at skabe gode forretningsforbindelser til casino-kongen Wayne Hastings (Steve Guttenberg) og måske få et NFL-hold til Las Vegas.

Det gør han på sin egen drengerøvsagtige måde ved eksempelvis at køre i en monstertruck til et motorshow og skråle til publikum, at NFL i Vegas er en god idé.

Spencers agenda i Las Vegas er dog mest en undskyldning for, at personerne kan få lov at lave lidt drengestreger, og stjernespilleren Ricky Jerret (John David Washington) bliver selvfølgelig overmodig og taber alt for mange penge på gambling.

Sæsonen kaster også et par frø ud, som lugter lidt af karakterudvikling. Eksempelvis at Rickys dame Amber (Brittany S. Hall) påstår at være gravid med hans barn og vil have ham til at tage ansvar.

Spencer viser også pludselig interesse i sin sædkvalitet og forsøger at få den tjekket. Oven i hatten møder han sin gamle flamme Lyana (Polina Frantsena), som han hurtigt indleder et halvhjertet forhold til. Helhjertet bliver det aldrig, og serien er da også bedst, når den får lattermusklerne til at arbejde.

Endnu engang gør komikeren Rob Corddry det godt som Spencers højre hånd Joe, og det er sjovt at se, hvordan fodboldspilleren Vernon (Donovan W. Carter) med hash-vingummibamser prøver at lokke ham til at få en sponsor, der går ind for cannabis som medicin.

Der er bikini-babes og sportsvogne over det hele, men i forhold til The Hangover-filmene og Entourage er drengestregerne i Ballers stuerene og forudsigelige.

Men hvis man er NFL-fan, er det uden tvivl underholdende at se en dramatisering af branchen og fange de mange cameos og referencer, som serien byder på. Tingene måtte dog godt være gået mere bananas – enten komisk eller dramatisk.

Spencer spiser stadig piller, fordi han har smerter efter de mange hjernerystelser, han har fået som fodboldspiller, men det virker aldrig rigtigt som et problem, vi skal tage stilling til.

Til gengæld slutter det fjerde afsnit med lidt af en cliffhanger, der hentyder, at Ricky også har taget skade af de mange slag i hovedet. Så måske kommer det gearskifte, serien serøst trænger til.

Trailer: Ballers – sæson 3

Kommentarer

Titel:
Ballers

Land:
USA

År:
2017

Serieskaber:
Stephen Levinson

Medvirkende:
Dwayne Johnson, Steve Guttenberg, John David Washington, Brittany S. Hall, Polina Frantsena, Rob Corddry

Spilletid:
Ti afsnit af 30 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
24. juli på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko